playliste

24.01.2025

My name is Matthew Grouse – would you like to see my playlist?

»Music for me is many, often contradictory, things. Here's a few ways I think about it. 1. An opportunity to reframe our attention to our everyday existence, particularly in the way we listen. 2. A contemplative space that can be an escape from reality and a means to engage the senses in a unique way 3. A way to directly relate to and reflect on the world around us 4. A specific set of approaches to the organisation of time 5. An attitude that embraces non-semantic methods of communication 6. Wiggly vibrations of air 7. A meeting place 8. Anything that labels itself as music 9. A collection of histories that are constantly self-reflexively generating new expressive potentials.«

Matthew Grousse is a composer, performer and organiser, originally from Yorkshire (UK), currently living and working in Copenhagen (DK). He often works in interdisciplinary settings between music for instruments and voices; electronic sound; text; video; and performance. His music regularly engages with a re-contextualisation of everyday sounds, objects, and automatic social behaviours to reveal the latently musical in the banal. Recent focusses include: audience participation; music-theatre; collaborative creation; and documentary approaches to composition.

He is a co-director of composer-performer group Current Resonance, regularly contributing to meticulously curated intermedial events. Working voluntarily to strengthen opportunities for young composers/sound artists, He has been the chairperson of Aarhus Unge Tonekunstnere and the treasurer of Ung Nordisk Musik (DK) since 2023. He debuted as a composer from Det Jyske Musikkonservatorium in February 2024 with the evening-length music-theatre work Call to this number are being diverted.

playliste

01.07

Mit navn er Marie Arleth Skov – vil du se min playliste?

»Musik for mig er medicin, trøst og et spark i røven. Fællesskab, glæde, ventil. Poetisk politisk kompas. Og med årene er musik også blevet til en slags livskapitler, knyttet til bestemte steder, tider og mennesker.«

Marie Arleth Skov er en dansk kunsthistoriker, som har været bosat i Berlin siden 1999. Hun arbejder i krydsfeltet mellem kunst, seksualitet og musik, med et primært historisk fokus på surrealismen og punkbevægelsen i 1970’erne og 1980’erne. Hendes bog Punk Art History blev udgivet ved Intellect Books (UK) i 2023. Helt aktuelt har hun kurateret udstillingen ULYDIG. Kroppen i punk, som kan ses på Aros Kunstmuseum i Aarhus i efteråret 2026. Kataloget til udstillingen er udgivet hos Marrow Press.

nyhed

22.06

Fri improvisation flytter ind mellem dim sum og hot pots

自由即兴创作比性爱更好! Eller »Fri improvisation er bedre end sex.« Sådan lyder – ifølge Kresten Osgood – et citat tillagt Konfucius. Om den kinesiske filosof faktisk sagde det, er tvivlsomt. Men udsagnet rammer ånden bag et af årets mest usædvanlige indslag under Copenhagen Jazz Festival.

Fra 7.-11. juli indtager pianist Søren Kjærgaard og trommeslager Kresten Osgood restauranten CC Taste på Amagerbrogade, hvor de hver dag kl. 14-16 giver koncert midt blandt gæster, dim sum og dampende hot pots.

kortkritikrelease

19.06

Et instrument mellem to verdener

Soli City: »Poetics of a New Estate«

15 Love, 28.05

Martin Funder

Hos Soli City er grænsen mellem det organiske og det syntetiske næsten umulig at få øje på. Hvad man først troede var et helt normalt klaver, glider pludselig ud i en svimmel glissando. Soli City er som en cyborg – halv cello, halv computer – en evne, der formår at sammensmelte strygere og vokaler i digital syntese. En science fiction-drøm tilsat surreelle monologer, der brat stoppes af en skinger kamerablitz.

Kamerablitzens perkussive motiv er gennemgående både på albummet PARADOXE fra 2024 og det seneste album Poetics of a New Estate. Her videreudvikler Soli City det lydunivers, der allerede prægede PARADOXE, og hvor det tidligere album iscenesatte mødet mellem akustiske og digitale klange som en tydelig konflikt, virker de to verdener nu langt mere integrerede. Selv de markante brud føles naturlige fx på »Rooms & Walls« hvor den snøvlende vocoder og de bløde strygere afløses af et insisterende trommespor.

Soli Citys musik rummer en særpræget selvrefleksiv praksis. For når de akustiske klange bøjes og afbrydes af bippende blitz, bliver vi mindet om komponistens fasttømrede evner til at skrive reelt banebrydende musik. Selv den mest fremsynede science fiction er funderet i en nutidig realisme, og på samme måde er ethvert musikalsk nybrud tynget af nostalgiske konnotationer.

Soli City formår at bearbejde skellet mellem det nostalgiske og kontemporære med relativt simple virkemidler. Og som en sand cyborg, udstilles grænsen mellem det digitale og akustiske som en absurd banalitet.

playliste

18.06

Vi er Selvhenter – vil du se vores playliste?

»Musik er for os en sammensmeltning af forskellige bevidstheder i ét fælles fokuspunkt.«

Bandet Selvhenter blev grundlagt i 2010 af trombonist Maria Bertel, saxofonist Sonja LaBianca, violinist Maria Diekmann og trommeslagerne Jaleh Negari og Anja Jacobsen. I 2017 forlod Maria Diekmann gruppen, og Selvhenter fortsatte som kvartet.

Selvhenters lyd udgøres af en kæmpe fascination af klanglige teksturer, rytmiske forskydelser og polyrytmer, akustiske og elektroniske melodier, hårdtslående kompositoriske valg, improviseret skønhed og ren og skær glæde ved at skabe og spille musik. Selvhenter har spillet koncerter i ind- og udland. Selvhenter er også omdrejningspunkt for kunstnerkollektivet Eget Værelse, der huser medlemmernes soloprojekter, og samarbejder som Valby Vokalgruppe, SOLW, Nina Garcia & Maria Bertel og G.E.K.

kortkritikrelease

16.06

Ekstase uden eufori

Olof Dreijer: »Loud Bloom«

dh2, 08.05

Nikola Nedeljkovic Gøttsche

Med debutalbummet Loud Bloom fremstår Olof Dreijer – bedst kendt fra The Knife – som én, der ikke helt har forstået, at festen er slut. Eller måske forstod det før alle andre. I årevis er klubmusikken blevet opslugt af populærkulturen og dens formsprog – ikke mindst via Charli XCX, PC Music og hele hyperpop-komplekset – er blevet importeret ind i popsangen som energi, ironi og tekstur. På Loud Bloom sker det modsatte. Det er ikke klubmusik forklædt som pop, men popmusik underkastet klubbens tidslighed: cirkulær, dvælende og uden trang til hurtig forløsning.

Dreijer forstår noget væsentligt om repetition – melodierne er fængende uden at mase sig på. Særligt »Rosa Rugosa«, »Plastic Camelia« og »Cassia« er øjeblikkeligt iørefaldende, men melodierne undgår at stivne som slogans. Lydbilledet er luftigt og næsten blottet for akkordflader. Steeldrums, glinsende synthfigurer, pitchede tom-toms og subbas bevæger sig lyrisk rundt i musikken, mens kastagnetter og koklokker flimrer i periferien. Selv vokalerne fungerer mere som tekstur end som centrum.

Albummet føles konstant i bevægelse, som om melodierne spaltes gennem prismer, der hele tiden frembringer nye luminøse overflader. På »Lantana« flyder tonerne væk fra deres udgangspunkt som udtværede akvareller – ikke helt mikrotonalt, men med en fornemmelse af intonation som noget flydende. Netop derfor savner man indimellem noget fremmed. Hos The Knife fungerede Karin Dreijers vokal som et urovækkende modspil – androgyn, barnlig, truende. På Loud Bloom er klangverdenen mere homogen og udglattet.

Alligevel føles albummet som arvtager til den halvklubbede, halvpoppede kalejdoskopiske computermusik fra midt-10’erne – Caribous Our Love og Jamie XX’s In Colour – der turde være melodisk uden ironiens sikkerhedsnet. Dreijers musik tror på ekstase som blid erfaring. Det er musik, der vil danses til, men som samtidig virker genert ved tanken om fest.