Edgard Varèse
Fremtiden retur
Tobias Linnemann Ewé anmelder Robert Barrys bog 'The Music of the Future'.
Støjmusik
Støjmusik er musik, der benytter støj som en central del af det musikalske udtryk. Støj forstås her som lyde, der hverken har tonehøjder eller rytmefunktion. Den arketypiske støj er den hvide støj, den susen, der fremkommer, når alle frekvenser klinger samtidigt. Støj er i udgangspunktet et ekspressivt virkemiddel, forbundet med kaos og aggression, men støj kan også afstedkomme helt andre udtryk. Det afhænger af den musikalske sammenhæng, den indgår i. Støj har især været et virkemiddel i musikken i de sidste 100 år (siden Luigi Russolos støjmaskiner, intonarumori).
Modernisme
Begrebet har historiske rødder helt tilbage til rænæssancen - eller, ved blot at indkredse det ny i forhold til det gamle, endnu tidligere - "ars nova" over for "ars antiqua", som det hed i middelalderen. I 1603 fordømte kritikeren Giovanni Artusi "manglerne i den moderne musik" af f.eks. Monteverdi. I et brev fra 1893 beskriver Mahler sig selv som "moderne".
Bruitisme
"Støjkunst", støjmusik, tydeligt beslægtet med - og til dels en fortsættelse af - futurismen. Udtrykket opstod i Tyvernes Paris, hvor grænserne mellem musik og støj energisk blev afsøgt i værker af en række af tidens mest fremsynede og omdiskuterede komponister.
Nøgleværker: George Antheil: "Ballet mécanique" (1924), Alexander Mosolov: "Jernstøberiet" (1927)
Komponister: Luigi Russolo, Alexander Mosolov, George Antheil, Arthur Honnegger, Edgard Varèse, Igor Stravinsky, Sergei Prokofiev.
Danske: tidlig Knudåge Riisager
Ekspressionisme
Udtrykket opstod i det tysksprogede område i begyndelsen af det 20. århundrede. Det blev først anvendt om billedkunst og litteratur og til dels musik, men ses senere i århundredet hyppigt anvendt om en lang række forskellige, kunstneriske udtryksformer med efterhånden stærkt skiftende betydninger.
Lydens frigørelse
Arnold Schönbergs realisering af dodekafonien gik ud på, at alle toner var ligebyrdige og ikke underlagt noget hierarki, forstået på den måde, at de ikke forholdt sig til et defineret tonalt center (som i al tonal musik). Realiseringen blev senere kendt som ‘dissonansens frigørelse’, et slagordsagtigt udtryk, som Schönberg selv benyttede sig af i et essay fra 1926, få år efter at den dodekafone metode var blevet til.