Iannis Xenakis begav sig ud på en klassisk europæisk søgen efter en rationel verdensforklaring, og dertil ønskede han at drage nytte af teorierne i den klassiske fysik og matematik (f.eks. Poissons og Gauss' matematiske teorier om sandsynlighed fra 1800-tallet): Også fænomener som tilfældighed og uorden lod sig faktisk beregne og forklare rationelt, de kunne nuanceres og gradueres, og de var således ikke i modsætning til fornuft og orden. For Xenakis betød de rent matematiske modeller bl.a. at han hverken behøvede at acceptere eller at reagere imod en tradition; han kunne i realiteten komponere helt uden at forholde sig til hvordan andre førhen havde gjort det.