En komponist uden krop

Da Fartein Valen (1887-1952) begyndte at udgive og få opført værker i en atonal polyfon stil i slutningen af 1920erne, førte det til en stor strid i Norge, hvor den nationale linje var dominerende. Denne konflikt gentog sig i 1935, hvor der blev søgt om komponistgage til Valen. Den fiktive Gabriel Landfeldt kaster sig ind i denne strid på de nationales side. Han har lånt træk fra psykiateren Gabriel Langfeldt, som hjalp norsk retsvæsen med en vurdering af Knut Hamsuns mentale tilstand i retsopgøret efter krigen, hvor han konstaterede »varigt svækkede sjælsevner«, og dermed fritog staten for at straffe den næsten 90-årige nobelprisvinder. Men Hamsun kvitterede med sin underfundige bog Paa gjengrodde stier, som slet ikke er »varigt svækket«. Den Landfeldt som optræder i nærværende sammenhæng, lader sig også bruge af nationen for at holde en distance til modernismens farer. Han er ond, men ikke dum: hans analyse af Valens skyhed, hans ensomhed og isolation er ikke helt uden hold i virkeligheden. Derfor forsvarer han også sin plads i romanen om Valen.

Afsnittet om Landfeldts analyse af Valen indgår i Jan Inge Sørbøs roman Symfoni No. 3, Opus 41, som udkom på Det Norske Samlaget i 2006. Teksten bringes med venlig tilladelse af forfatter og forlag.