Riley blev via La Monte Youngs og John Cages vidtrækkende eksperimenter inspireret til at arbejde med båndsløjfer (loops), og feedback (én båndmaskine afspiller mens en anden båndmaskine samtidig indspiller således at lag på lag af ekko hober sig op, som i fx ”Mescalin Mix” (1960)). Kombinationen af lange droner og lag af ekko blev i 1964 til værket ”in C", minimalmusikkens første klassiker og måske et af de enkeltværker der til alle tider har haft mest vidtrækkende påvirkningskraft. Her gentages et væld af korte, tonalt-modale melodistumper cyklisk i stadig nye (tilfældigt improviserede) kombinationer og overlapninger, og den drømmeagtige virkning skal få "bevidstheden til at flyde". Igennem hele forløbet banker tonen C i et højt register som en uforstyrrelig puls.