Halim El-Dabh

Musique concrète

Musique concréte (‘konkret musik’) er betegnelsen for den række af værker, som i kredsen omkring den franske komponist og ingeniør Pierre Schaeffers spolebåndsbaserede eksperimenter begyndte at opstå i 1940’erne. Med en baggrund som avanceret radiolydtekniker med speciale i at frembringe lydspor til hørespil og andre radioproduktioner, begyndte Schaeffer at eksperimentere med optaget lydmateriale sat sammen i collageforløb.

Centralt i eksperimenterne var ikke blot en række grammofoner, et ekkorum og diverse filtre, men også en transportabel spolebåndoptager med tilhørende mikrofon. Som en anden reporter kunne Schaeffer og hans teknikere og medkomponister gå ud i ‘virkeligheden’, optage hvad som helst som found sound og derefter bearbejde det elektronisk i studiet. Disse optagelser blev endvidere suppleret af optagelser af stemmer, instrumenter og senere også sinustoner. Ordet ‘konkret’ i genrebetegnelsen musique concréte refererede til, at der i modsætning til den abstrakte musik, som normalt opstod i hovedet på en komponist, var tale om optagede lyde. Spolebåndoptageren som kompositionsredskab (se denne) var dermed en realitet, eftersom dens mange muligheder for lydmanipulation indgik som en essentiel del af værkfrembringelsen.

Schaeffer frembragte i 1948 værket Cinq etude des bruits, der er det tidligst kendte eksempel på musique concréte. Her blev eksempelvis lydoptagelser af tog klippet sammen på måder, der benyttede filmens formsprog snarere end musikkens, også selvom Schaeffer faktisk tænkte i ‘temaer’, når han optog sine reallyde.

Sammen med sin lærling Pierre Henry komponerede Schaeffer i 1950 et andet hovedværk inden for genren, nemlig Symphonie pour un homme seul. Op gennem 1950’erne blev andre komponister tiltrukket af Schaeffers musikalske tankegang, og i en række europæiske lande også uden for Centraleuropa blev man påvirket af Schaeffers musikalske tænkning – det gælder blandt andre den danske komponist Else Marie Pade, hvis værk En dag på dyrehavsbakken (1955) var den tidligste realisering af en musique concrète-tankegang på dansk grund.

Som kompositorisk metode skulle anvendelsen af optagne lyde som kontrast til eller forlængelse af en musikalsk komposition vinde stor udbredelse i populærmusikken, hvor The Beatles, Pink Floyd og siden da mange andre med succes anvendte den til så at sige at give indtryk af, at musikken havde del i den ‘virkelige’ verden og ikke blot var opstået i et lydstudie.

Som en enkeltstående, kuriøs forgænger til musique concrète-genren kan nævnes den ægyptiske komponist Halim El-Dabh, der som student først i 1940’erne arbejdede med båndkompositioner og elektronisk lydudstyr og i 1944 præsenterede værket Wire Recorder Piece, altså fire år før Schaeffer, som normalt regnes for at være ophavsmand til denne musikalske metode. 

Spolebåndoptageren som kompositionsredskab

Langt størstedelen af 1900-tallets kompositionsmusik kan næsten ikke tænkes uden spolebåndoptageren. Princippet for den var blevet udtænkt allerede sidst i 1800-tallet af den danske opfinder Valdemar Poulsen, som tog patent på sin opfindelse og søgte at vinde gehør for idéen i USA. Men han havde ikke heldet med sig – fonografen var netop kommet frem, og magnetofonen havde derfor ingen interesse. Først i anden halvdel af 1920’erne opstod en fornyet interesse for musik lagret på spoler og ikke lakplader, sikkert fremskyndet af filmindustriens hastige udvikling frem mod tonefilmen.

I 1935 tog det tyske firma AEG patent på en spolebåndoptager, men Anden Verdenskrig forsinkede apparatets udbredelse, og det var først sidst i 1940’erne at radiostationer i USA og Vesteuropa begyndte at anskaffe sig den moderne spolebåndoptager, hvis fordel var, at man først kunne optage og siden afspille udsendelser, som man derfor ikke behøvede at lave live længere.

Spolebåndoptageren kunne også bruges til at optage elektronisk frembragte klange med. Og forstod man at anvende den rigtigt, blandt andet ved at klippe båndsløjfer ud i præcis den rigtige længde, kunne den anvendes som et perfekt redskab til at realisere de idéer om serialisme, som menneskelige udøvere kun med møje og besvær kunne leve op til (for eksempel er dynamikforholdene på et klaver relative – en pianist vil aldrig kunne spille en tone henholdsvis kraftigt og svagt på præcis samme måde hver gang).

Men man opdagede også, at spolebåndoptageren kunne så meget andet, ting som blot var tænkt som en praktisk hjælp til brugeren, men som snart fik en kunstnerisk dimension: Lyde kunne afspilles i halv eller dobbelt hastighed, eller man kunne ændre båndets hastighed under afspilningen. Ikke underligt at nogle talte om spolebåndoptageren som realiseringen af en surrealistisk musik med 30 års forsinkelse.

De opfindsomme opdagede til deres store forbløffelse også andre ting: Man kunne klippe bånd i små stumper og sætte dem sammen igen på nye måder, hvorved den optagede lyd fremviste brudflader, som man aldrig før havde hørt. Desuden kunne man sætte et optaget bånd omvendt i og derved afspille lyden baglæns – et i sandhed surrealistisk fænomen, som skulle få afgørende udbredelse, ikke mindst gennem progressive rockbands i 1960’erne, og senere gøre diverse reverse-funktioner til standardudstyr i ethvert computerlydprogram.

Man kunne også klippe vidt forskellige lydoptagelser sammen ved hjælp af forskellige snitflader, eksempelvis stråklip eller vimpelformede klip. Derved kunne lydene gå gradvist over i hinanden – en teknik der siden, i computeræra’en, er blevet kendt som crossfades. Endelig kunne man lime en udskåret båndstump sammen til en båndsløjfe, hvorved den kunne afspilles i det uendelige ved hjælp af mikrofonstativer eller andre afstivningsmekanismer, som kunne holde båndet stramt. Derved opstod de første båndsløjfer eller loops, en teknik som til overflod har udgjort et grundelement i store dele af populærmusikken siden 1980’erne.

Selvom spolebåndoptageren efterhånden blev udkonkurreret af andre medier, ikke mindst DAT-båndoptageren, harddisken og laptop’en, forblev dens afgørende landvindinger primære referencer – og der er fortsat adskillige musikere, lydteknikere og producere både i den klassiske og den rytmiske verden, der fortsat sværger til spolebåndoptageren som primært indspilningsmedium med dens medfødte evner til at skabe såkaldt båndkompression og i det hele taget fange musikken i øjeblikket uden ret mange efterfølgende muligheder for at redigere den optagede lyd.