Musique concréte (‘konkret musik’) er betegnelsen for den række af værker, som i kredsen omkring den franske komponist og ingeniør Pierre Schaeffers spolebåndsbaserede eksperimenter begyndte at opstå i 1940’erne. Med en baggrund som avanceret radiolydtekniker med speciale i at frembringe lydspor til hørespil og andre radioproduktioner, begyndte Schaeffer at eksperimentere med optaget lydmateriale sat sammen i collageforløb.

Centralt i eksperimenterne var ikke blot en række grammofoner, et ekkorum og diverse filtre, men også en transportabel spolebåndoptager med tilhørende mikrofon. Som en anden reporter kunne Schaeffer og hans teknikere og medkomponister gå ud i ‘virkeligheden’, optage hvad som helst som found sound og derefter bearbejde det elektronisk i studiet. Disse optagelser blev endvidere suppleret af optagelser af stemmer, instrumenter og senere også sinustoner. Ordet ‘konkret’ i genrebetegnelsen musique concréte refererede til, at der i modsætning til den abstrakte musik, som normalt opstod i hovedet på en komponist, var tale om optagede lyde. Spolebåndoptageren som kompositionsredskab (se denne) var dermed en realitet, eftersom dens mange muligheder for lydmanipulation indgik som en essentiel del af værkfrembringelsen.

Schaeffer frembragte i 1948 værket Cinq etude des bruits, der er det tidligst kendte eksempel på musique concréte. Her blev eksempelvis lydoptagelser af tog klippet sammen på måder, der benyttede filmens formsprog snarere end musikkens, også selvom Schaeffer faktisk tænkte i ‘temaer’, når han optog sine reallyde.

Sammen med sin lærling Pierre Henry komponerede Schaeffer i 1950 et andet hovedværk inden for genren, nemlig Symphonie pour un homme seul. Op gennem 1950’erne blev andre komponister tiltrukket af Schaeffers musikalske tankegang, og i en række europæiske lande også uden for Centraleuropa blev man påvirket af Schaeffers musikalske tænkning – det gælder blandt andre den danske komponist Else Marie Pade, hvis værk En dag på dyrehavsbakken (1955) var den tidligste realisering af en musique concrète-tankegang på dansk grund.

Som kompositorisk metode skulle anvendelsen af optagne lyde som kontrast til eller forlængelse af en musikalsk komposition vinde stor udbredelse i populærmusikken, hvor The Beatles, Pink Floyd og siden da mange andre med succes anvendte den til så at sige at give indtryk af, at musikken havde del i den ‘virkelige’ verden og ikke blot var opstået i et lydstudie.

Som en enkeltstående, kuriøs forgænger til musique concrète-genren kan nævnes den ægyptiske komponist Halim El-Dabh, der som student først i 1940’erne arbejdede med båndkompositioner og elektronisk lydudstyr og i 1944 præsenterede værket Wire Recorder Piece, altså fire år før Schaeffer, som normalt regnes for at være ophavsmand til denne musikalske metode.