Tape music

Betegnelsen tape music er betegnelsen for den New York-baserede udformning af elektronisk musik frembragt ved hjælp af spolebåndoptagere. Betegnelsen er en smule misvisende, da al brug af spolebåndoptageren som kompositionsredskab jo kan kaldes netop det. Men ikke desto mindre er den blevet knyttet til de amerikanske komponister, som nogenlunde samtidig med Pierre Schaeffer i Paris, men uafhængigt af ham, eksperimenterede med frembringelsen af støjlyde frembragt på spolebåndoptagere.

Ægteparret Louis og Bebe Barron var de første til at udføre disse eksperimenter, som i modsætning til eksperimenterne i Paris rettede sig mod filmmarkedet, Efterhånden kom arbejdet til også at involvere en række andre af byens komponister, herunder Earle Brown, Morton Feldman, David Tudor og Christian Wolff, ligesom ægteparret Barron indledte et uformelt samarbejde med John Cage.

Det er tankevækkende, at tape music-genren i lighed med musique concréte-genren var kollektivt orienteret. Begge retninger brød altså med en nærmest aksiomatisk betingelse for musikfrembringelse, nemlig at komponisten arbejdede på egen hånd – der er i musikhistorien kun ganske få eksempler på komponister, der på en eller anden måde arbejdede sammen. Forklaringen kan være den, at elektronisk lydfrembringelse inviterede til samarbejde via de forskellige apparaters betjening, og at der var noget generativt over lydfrembringelserne, som gør det mindre oplagt at lade sig kreditere som komponist i en gængs forstand af ordet. Måske derfor lod ægteparret Barron, da de komponerede lydsporet til Hollywood-produktionen Forbidden Planet (1956) sig blot kreditere efter, hvad de havde frembragt, nemlig “electronic tonalities”.

Blandt hovedværkerne i tape music-genren er udover dette lydspor, værker som Barron-ægteparrets Heavenly Menagerie (1951) og John Cages Imaginary Landscape #5 (1951-52) samt hans Williams Mix (1953), hvor ikke færre end 600 forskellige båndoptagede lyde og klange indgår. Tape music-genren ændrede karakter fra 1953, da flere komponister flyttede fra New York. Til gengæld fik genren nye impulser fra andre komponister i byen via det arbejde, som de to komponister Otto Luening og Vladimir Ussachevsky udførte med spolebåndoptagere på Columbia University, og som bragte flere kollektivt frembragte værker til verden, herunder Incarnation (1953) og Rhapsodic Variations (1954). I 1959 førte dette samarbejde til oprettelsen af et egentligt elektroakustisk studie på universitetet efter fransk model og med endnu en komponist, Milton Babbitt, tilknyttet.