Postmodernisme

Begrebet ses i realiteten anvendt lige så tidligt som – og sideløbende med – begrebet modernisme, dvs. allerede før det 20. århundrede, så antydningen af et "før og efter" er i vid udstrækning falsk. Det anvendes bredt om alle kunstformer, men blev efter Første Verdenskrig især brugt som beskrivelse af visuel kunst og musikalske stil-holdninger. Efter Anden Verdenskrig blev det populært som betegnelse for den modernisme-kritiske arkitektur.

I slutningen af 70'erne fik begrebet en voldsom renæssance, markeret bl.a. af Jean-Francois Lyotard med bogen "Den postmoderne tilstand" (1979) og blev på musikkens område nu især anvendt som modsætning til serialisme, kompleksitet og avantgarde (f.eks. såkaldt "Darmstadt Skole"). Og den såkaldte minimalisme, som dukkede op i forskellige - af hinanden uafhængige - former på dette tidspunkt, blev set som typisk udtryk for postmodernisme. I årene op mod årtusindskiftet fik begrebet mange steder, ikke mindst i de nordiske lande, status synonymt med stilpluralisme eller holdninger som afviste et deterministisk forhold mellem historisk tid og udtryksform.

Som æstetisk kategori kan begrebet ikke defineres entydigt, da det netop undviger vedtagne æstetiske grænser: Mellem nyt og gammelt, mellem finkultur og fælleskultur og mellem etniske musikkulturer. Og det udtrykker mistillid til vedtagne værdikriterier som enhed (stilistisk, strukturel eller konceptuel), valg mellem enten-eller, idéen om en autonom kunst og forestillingen om ejendomsret til åndelige fænomener.

Også på filosofiens område har begrebet været flittigt anvendt, især i Frankrig.