Vi må antage, at musik gennem alle tider blandt andet er blevet anvendt som redskab til at udtrykke og formidle sorg, vel at mærke både af musikkens skabere og brugerne af den. Store dele af kirkemusikkens passioner og rekviemmer er markante eksempler på det, og hertil kommer utallige folkeviser og popsange, som tematiserer ulykkelig kærlighed eller anden sjælesorg med en musikalsk iscenesættelse, der underbygger det tekstlige indhold. 

I kølvandet på Anden Verdenskrig opstod i kompositionsmusikken en række værker, der kan ses som en tendens hos samtidens komponister til at skabe en musik, der forholdt sig aktivt til den kollektive sorg – ikke blot som et fælles samfundsanliggende, men også som noget, der kunne lindres ved hjælp af en musik, som komponisten påtog sig ansvaret for at levere. Anden Verdenskrig var den første krig, som så indgående havde påvirket civilbefolkninger i næsten alle europæiske lande. Musikalske henvisninger til denne kollektive katastrofe kunne derfor afkodes af i princippet alle berørte. Det medvirkede til, at musik som sorgarbejde skulle blive en del af 1900-tallets musikalske praksis. 

På grund af musikkens emotionelle karakter var den i forhold til andre kunstarter måske særlig velegnet til at formidle sorgarbejde – et psykologiserende udtryk, som er så typisk for 1900-tallets selvforståelse. Sigmund Freud skulle være den første til at tage ordet sorgarbejde i brug i et skrift fra 1917 – ikke som betegnelse for en sjælesygdom, men derimod som hvad der er blevet beskrevet som “en fællesmenneskelig, almen, nødvendig proces.” 

Det er nok ikke for meget sagt, at den stadig mere komplekse, elitære og for den brede befolkning ofte svært fattelige samtidsmusik rent faktisk med sådanne værker kunne få et publikum i tale, som befandt sig langt væk fra avantgardecirklerne. I hvert fald hører flere sorgarbejdsværker til blandt de mest udbredte avantgardeværker fra efterkrigsårene og frem. 

Blandt mange eksempler kan regnes Arnold Schönbergs A Survivor From Warsaw (1947), hvor komponisten anvendte en fortæller til at læse beretninger fra jødeghettoen i Warszawa; Benjamin Brittens oratorium War Requiem (1961-62), skrevet til indvielsen af den nye domkirke i Coventry, efter at den oprindelige 1300-talskirke var blevet sønderbombet under krigen; Krystzof Pendereckis Threnos (1959) dedikeret til ofrene fra Hiroshima; Dmitrij Schostakovitjs Babi Yar-symfoni (symfoni nr. 13, 1962), skrevet til minde om nazisternes massakrer i Babi Yar-området i Ukraine; Henryk Góreckis 3. symfoni (1976), skrevet til mindre om ofrene i KZ-lejrene (blandt andre komponistens forældre) – samt i dansk sammenhæng Else Marie Pades Face It (1970), skrevet til advarsel om, at Hitlers ånd lever videre gennem nye generationer af diktatorer og folkeforførere.

Terms