Horisontal collage

Horisontal collage er en kompositionsteknik, hvor det musikalske forløb består af flere lag, der optræder samtidigt, men tilsyneladende uafhængigt af hinanden. Ofte vil der være en musikalsk forgrund, som følges af en eller flere musikalske baggrunde bestående af væsensforskellige lydbilleder eller klange – lige fra reallyde, fjernorkestre eller musikalske forløb i andre tonearter eller tempi.

Som det også er tilfældet med vertikale collager er oplevelsen af et vertikalt collageforløb betinget af lytterens lydhørhed, sensibilitet og stilkendskab. Derfor kan det også her undertiden være vanskeligt at afgøre hvorvidt der er tale om et element af horisontal collage, eller om der blot er tale om anerkendte musikalske virkemidler som eksempelvis brugen af bitonalitet eller polyrytmik. 

I modsætning til den vertikale collage er den horisontale collage ikke nødvendigvis udtryk for, at der brydes med det musikalske flow, men snarere at det bliver udvidet eller forlænget som følge af tilstedeværelsen af flere, simultane lag samtidigt.

Et berømt eksempel på horisontal collage er Luciano Berios Sinfonia (1968), som blander slogans fra ungdomsoprøret med utallige citater fra andre komponisters værker foruden scherzoen fra Mahlers 2. symfoni, der forløber som en slags understrøm gennem hele satsen. Men horisontale collager findes til overflod allerede hos Charles Ives i værker som The Unanswered Question (1906) eller 4. symfoni (1910-1916), hvor lyden af to blæserorkestre, der passerer hinanden på gaden, er sat på noder – noget, som det i øvrigt krævede to dirigenter at opføre. Derudover findes der et væld af eksempler på teknikken i musik frembragt efter 1950, ikke mindst inden for den elektroniske musik.

NB: Teknikken må ikke forveksles med lag på lag-teknikken, hvor den samme lydkilde høres mange gange oven i hinanden, eller hvor instrumenterne i en indspilningssituation er optaget på forskellige tidspunkter.