Vertikal collage er en kompositionsteknik, hvor det musikalske forløb undertiden bliver pludseligt afbrudt i kortere passager af en musik, der er væsensforskellig fra den i forvejen klingende musik. Den indsatte musik giver en oplevelse af brud eller diskontinuitet og kan afvige fra den i forvejen klingende musik på adskillige måder: Ved at være i en anden toneart, i et andet tempo, med en fundamentalt anderledes besætning, ved at være et musikalsk citat eller stilcitat, eller ved på anden vis at afvige markant. Et stykke indsat musik kan i mange tilfælde være at opfatte som et objet trouvé (se denne).

Hvorvidt en vertikal collage opleves af lytteren som et indsat brud, afhænger helt af dennes lydhørhed, sensibilitet og stilkendskab. Det kan i øvrigt undertiden være vanskeligt at afgøre hvorvidt der er tale om et element af vertikal collage, eller om der blot er tale om en radikal anvendelse af det gængse musikalske virkemiddel: Kontrast.

Som fænomen er collagebegrebet uløseligt bundet til bruddet med kontinuiteten eller det givne som kategori, der kendetegnede store dele af 1900-tallets kunst. Det være sig syntaktisk, visuelt eller musikalsk. Det intenderede brud med det musikalske flow var derfor en nyskabelse, ja, en måde at tænke musik på som hidtil ikke havde været mulig.

De tidligste eksempler på det kan findes i flere af Gustav Mahlers symfonier, heriblandt tredjesatsen af 1. symfoni (1884-1888), hvor en traurig passage i mol abrupt afbrydes i to omgange af glad Bierstube-musik. Også det spektakulære (sammen)brud i tredjesatsen af hans 2. symfoni, som han selv beskrev som et Schrei des Ekels, dvs. et lede-skrig, er et udtryk for et brud eller etableringen af en diskontinuitet.

Vertikal collage er blevet anvendt af mange andre komponister, heriblandt Carl Nielsen i flere af hans sene værker, herunder Tre klaverstykker, opus 59 (1928).