Mange komponister i vesteuropæiske og amerikanske byer, som op gennem 1950’erne havde været pionerer i etableringen af de elektroniske avantgardescener, udvidede i årene frem mod 1960 deres domæne ved at kombinere de elektroniske elementer med mere traditionelle kompositionsteknikker. Mødet mellem elektroniske lydgivere og den gængse, klassiske instrumentation blev kendetegnende for musikken i koncertsituationer, og begrebet live electronics opstod som betegnelsen for dette musikalske møde mellem to vidt forskellige klangverdener, der nu fandt hinanden.

Ofte var de elektroniske klange i lighed med de akustiske instrumenter fremført live, men i visse tilfælde blev der også anvendt præ-indspillet materiale på spolebåndoptagere og – efterhånden som teknologien udviklede sig – harddiske og laptops. Begrebet anvendes fortsat den dag i dag, om end mange komponister foretrækker at tale om elektronisk musik, da de akustiske instrumenter oftest er forstærkede og ikke sjældent elektroniske processerede.

Karlheinz Stockhausens Kontakte (1959-1960) er det måske mest kendte eksempel på et tidligt live electronics-værk. Det var oprindelig tænkt som en båndkomposition med udelukkende elektroniske klange, og tanken var, at musikerne skulle improvisere til båndet. Varianter af live electronics-begrebet var George Crumbs strygekvartet Black Angels (1970), hvor instrumenterne alle var påhæftet kontaktmikrofoner og efterfølgende blev mixet og sendt ud gennem højttalere – en for perioden absolut nyskabelse. Et tredje eksempel er Luigi Nonos La fabricca illuminata (1964), hvor en sopran og et kvindekor synger ledsaget af bearbejdede optagelser fra en fabrik forstået som industrielle lyde.