Elektroakustisk musik

Begrebet elektroakustisk musik er en fællesbetegnelse for musik, der involverer elektronisk forstærkning af instrumenterne, herunder live electronics (se denne), som den også er mere eller mindre sammenfaldende med. Dog anvendes begrebet elektroakustisk musik særligt til at beskrive ældre eksperimenter med elektroniske lydgivere, om end det i de senere år også er blevet anvendt om ny, elektronisk kompositionsmusik.

I årene omkring 1930 arbejdede komponister som Edgard Varèse, Carlos Chavez, Robert Beyer og nogle år senere også John Cage med at inddrage elektroniske lydgivere i deres værker. Det skete ud fra antagelsen om, at de hidtidige anvendelser af elektroniske lydgivere ikke modsvarede den lovning, instrumenterne gav på at kunne frembringe hidtil uhørte klange.

I essayet ‘Credo: The Future of Music’ fra 1937 foreslog den unge John Cage, at tidens nye, elektroniske musikinstrumenter ikke – som det havde været vane – skulle bruges til at genskabe fortidens musik, men til at skabe en helt ny musik. Efterhånden som denne antagelse vandt udbredelse kunne en egentlig elektroakustisk musik opstå, ikke mindst med John Cages egne værker fra samme periode. I Imaginary Landscape #1 (1939) anvendte han to grammofoner, der hver især afspiller plader med testlyde for en oscillator, dvs. en elektronisk lydgiver, der frembringer sinustoner.

Værket peger frem mod den brug af grammofoner og radioer, som Cage senere skulle arbejde med, fx i Imaginary Landscapes #4 (1951), hvor vilkårlige lyde fra 12 radioer frembringes af to operatører, der efter Cages anvisninger skal indstille radioerne på forskellige frekvenser og lydstyrker.

Efterhånden som elektronisk musik i 1950’erne vandt udbredelse i Vesteuropa og USA, blev begrebet elektroakustisk musik en fællesbetegnelse for al musikfrembringelse, hvori der indgik elektroniske lydgivere – dog kun inden for rammerne af kompositionsmusikken.