En kunstnerisk bevægelse som opstod i Italien i 1909, især med udgangspunkt i musik, og som snart fik et decideret russisk modstykke. Som ordet siger, var forestillinger om fremtiden i centrum - maskiner, støj, industri og fart, men desuden en forkærlighed for anarki, brutalitet og absurditeter. Tankegangen bredte sig hurtigt til digtning, billedkunst og film, endog til f.eks. mad og mode. Futurismen spillede tankemæssigt en rolle som baggrund for såvel bruitisme (støjkunst) som for surrealisme og dadaisme. Og også senere fænomener som f.eks.

Musikhistorien har altid udfoldet sig som et væv af traditioner, vaner, konventioner og gængse handlingsmønstre, uden hvilke opbyggelsen af musikmiljøer såvel som en musiklyttende offentlighed næppe ville have været mulig. For al musik står på skuldrene af anden frembragt musik. 

Collagemusik (staves ofte ’kollagemusik’) er musik, som helt eller delvist er bygget op af sammenstød mellem elementer, der umiddelbart synes ubeslægtede, stilistisk eller lydmæssigt. Collageæstetikken kan findes i både elektronisk musik/båndmusik (som montage), partiturmusik, bandmusik og improvisationsmusik. Man kan finde ansatser til collage-strukturer i den klassiske musikhistorie, men det er ikke før i 1900-tallet, at denne æstetik for alvor vinder indpas.

Arnold Schönbergs realisering af dodekafonien gik ud på, at alle toner var ligebyrdige og ikke underlagt noget hierarki, forstået på den måde, at de ikke forholdt sig til et defineret tonalt center (som i al tonal musik). Realiseringen blev senere kendt som ‘dissonansens frigørelse’, et slagordsagtigt udtryk, som Schönberg selv benyttede sig af i et essay fra 1926, få år efter at den dodekafone metode var blevet til.