reportage

Italy: twelve points ... L’Italie: douze points

Vi lytter og lytter, og så lytter vi på endnu et værk, og nu et andet værk. Og så endnu et værk. Der er i det hele taget meget musik, der skal lyttes igennem: I alt omkring 14 timers ny musik skal fordøjes over 3 dage. Først skal vi lytte på musikken, siden skal der uddeles stemmer. 25 ny musik-radiofolk fra hele verden er samlet i studie 3 i Österreichischer Rundfunk, ORF i Wien. De skal kåre vinderen af den årlige internationale komponistkonkurrence Rostrum.
Af
27. Juni 2011
Rostrum 2011

The results from the Slovenian Jury
Store dele af verden fik sidste år mulighed for at lære at synge kinesisk sang i kvart tempo sidste år. Det indgik nemlig i Simon Steen Andersen’s værk Ouvertures for guzheng, sampler og orkester, som vandt Rostrum International composers Tribune. Dermed skulle værket spilles i nationale radioer i 28 forskellige lande verden over. Og dermed blev Simon Steen-Andersen den første dansker, der nogensinde har vundet Rostrum. Hør værket og læs Simon Steen-Andersens blog om uropførelsen af værket her på Seismograf.

I sidste uge i Wien skulle der så tilføjes endnu et navn til rækken af vindere, som tæller prominente folk som Luigi Nono, Witold Lutoslawski (2 gange), György Ligeti, Louis Andriessen, György Kurtág, Pascal Dusapin, Georg Friedrich Haas, Misato Mochizuki og altså Simon Steen-Andersen. Danmark var i år repræsenteret ved Niels Rosing-Schow’s cellokoncert Chimere. Og lad mig bare starte med at punktere alle forhåbninger om en gentagelse af sidste års sejr og afsløre, at hans værk fik en faktisk ret flot 7. plads ud af de 58 værker, der deltog. Dermed blev det et af juryens 10 anbefalede værker. 

Den årlige tilbagevendende konkurrence for ny musik, Rostrum International Composers Tribune som den fulde titel er, er netop overstået. Rostrum er det ”rigtige” Melodi Grand Prix’ elitære og globale lillebror. Man kan drage mange paralleller mellem de to: Hvert land er repræsenteret af musik fra landet, og så skal der gives point og kåres en vinder. Begge startede i midten af 50’erne og har kørt lige siden. Og som i ethvert MGP eller anden seriøs konkurrence er der en hvis spænding forbundet med processen. Ja, i hvert fald hvis man er med i den. For i modsætning til det rigtige Grand Prix er det kun radiofolk, der deltager, stemmer og hører alle værkerne. (Ja, og så lige undertegnede som eneste undtagelse i år – og jeg var ikke stemmeberettiget). Der gøres ikke så meget ud af at gøre denne årligt tilbagevendende begivenhed til en del af offentligheden. Nok fordi der alligevel ikke er noget radiopublikum til den slags. 

For dem der følger med i Melodi Grand Prix, er det den årlige mulighed for at få et minimum af kulturelt input fra fremmede lande, man ellers ikke hører så meget fra. For de delegerede på Rostrum er det tilsvarende den årlige mulighed for at høre, hvad der sker på ny musik-scenen i lande som Bulgarien, New Zealand, Mexico, Slovenien, etc. Og for at høre komponister – udvalgt af lokalkendte – som endnu ikke er internationalt anerkendte. Det spændende ved det er, at komponisterne for en stor dels vedkommende er født i 70’erne og 80’erne, da de kanoniserede komponister typisk er fra 1930’erne-1960’erne. Det kan med andre ord være komponister, som er rigtig dygtige, men som endnu ikke har opnået sig international anerkendelse.

Facts om Rostrum
Rostrum afholdes årligt, og det er nu 58. gang i træk, at det afholdes. Der uddeles 2 priser: en generel kategori og en kategori for komponister under 30. Jesper Kock har i 1992 som hidtil eneste dansker vundet ungdomskategorien og Simon Steen-Andersen vandt sidste år hovedkategorien som den første dansker. Hvert land må maksimalt medbringe 35 minutters musik. Der er ingen begrænsninger på antallet af værker. Det anbefales, at man tager værker med af komponister, der er levende, men som endnu ikke har opnået international anerkendelse, og at værkerne ikke må være mere end 5 år gamle. 28 lande deltog i år med i alt: 22 europæiske plus Taiwan, Hong Kong, Argentina, Mexico, Australien og New Zealand. 
Den komplette liste over tidligere vindere kan ses på Wikipedia.

Vi har lige lyttet på to vidt forskellige værker fra Rusland: Det første i en  skramlet og rodet glitchæstetik – en elev af Beat Furrer læser jeg. Det andet behagelig minimalisme skrevet for traditionelle, russiske instrumenter. Nu er det Mexico: et ensemble på 4 mand, hvoraf en går amok på en fløjte. Det er ret cowboyagtigt. Optagelsen sender mine tanker i retning af en lagerhal i en mexicansk provinsby og et publikum, som tæller omkring 4. 

”Ja, og hvad sker der så egentlig?” kan man spørge. ”Godt spørgsmål,” vil jeg som det første være tilbøjelig til at svare. Der var nemlig alle mulige typer musik anno 2011; de store dramatiske, ekspressionistiske orkesterværker. Der var de mere subtile værker med fokus på de klanglige og rumlige aspekter af musikken. Der var det, man kunne kalde skønne værker i traditionel forstand, hvor selv en mormor kunne være med. Og der var de traditionelle usædvanlige instrumenter, en masse elektronisk manipulation og knapt så meget med alternative spilleteknikker. Og så var der selvfølgelig meget andet. 

Trend 1: Klang, rum og atmosfærer
Hvis jeg så alligevel skulle starte med at pege på hvilke tendenser, der var allermest fremherskende, vil jeg pege på, at utrolig mange værker havde det rumlige, atmosfæriske og klanglige i højsædet. Let tilgængelige værker, karakteriseret af lange toner med fokus på og dvælen ved klanglige situationer i værket. Estiske Tatjana Kozlovas værk Disintegration Chain for traditionelle instrumenter og lydobjekter (vinglas, skruer, fjedre og sandpapir) blev nummer 6 i konkurrencen og var et af de mere spændende eksempler. Et på overfladen ret stenet værk i et generelt højt leje, men med de frembragte klange som værende enormt gode til at fylde rummet ud, og formede en musik, som ved første øjekast står ret stille, men hvor der alligevel sker en masse omme bagved. 

Et andet godt værk med fokus på det klanglige om end på en helt anden måde var det argentinske værk As the Lightning Explodes in the Air, the Stars will Collapse over the Earth (fik en delt 2. plads i konkurrencen) af Julie Szewach. Et værk for blandet kor baseret på den måde oprindelige folk i Amazonas-regnskoven synger. Også et ret roligt, behageligt værk med spændende sangteknikker, som var elektronisk manipulerede. Værket havde et direkte budskab om ikke at glemme de oprindelige folks viden. Alle de tre argentinske værker fremstod i øvrigt ret ensartede. De havde alle en enorm ro over sig – ja nærmest på grænsen til værende chill out-musik – men uden at være kedelige. De var dog sikkert også udvalgt af samme person. 

Trend 2: Sammensætning af kontekster - koblingen mellem det nye og det gamle. 
Hvis der stadig skulle herske en flig af tvivl om hvorvidt de fleste komponister af i dag lever med en ukuelig tro på fremskridtet, og at fortiden er noget, der bør forsejles i en container og dumpes på åbent hav, vil jeg meget gerne levere mit bidrag til at eliminere den tvivl. Omvendt, hvis nogen derude sidder med troen på, at de eklektiske tider også er passé, så tydede Rostrum ikke ligefrem på, at det er tilfældet. I hvert tilfælde ikke rundt omkring i Europa. For fortiden og andre referencer spiller en større og større rolle og bruges og misbruges rask væk. 

Der er selvsagt mange forskellige måder at koble nyt og gammelt. Tag fx det serbiske værk Last Song af Jasna Veličković, hvor musikerne spiller uden at røre instrumenterne, men med elektriske spoler. Et egentlig ret stillestående værk de første 6 minutter. Desto større var effekten, da Richard Strauss Im Abendrot fra en lakpladeindspilning (formoder jeg) fra 1955 smukt tonede frem hen imod slutningen. Den blev dog efter lidt tid fejet væk af en kraftig og støjende lilletrommehvirvel i et altdominerende crescendo. Meget simpelt, men også ret effektfuldt. Da jeg efterfølgende udtrykte min begejstring for netop Strauss-passagen, blev jeg spurgt om jeg ikke bare bedre kunne lide Strauss end Veličković. Svaret blev, at det var den sammenhæng, Strauss indgik i, der var dejlig.

Norske Erik Skars værk Aria var en omgang norsk skønsang, som hen imod slutningen blev afbrudt af alternative spilleteknikker og fragmentarisk, modernistisk musik, for derefter at vende tilbage til det traditionelt skønne. Tolkningen hjemme-ude-hjemme synes nærliggende, men kan man mon også forbinde værket med bevægelsen nutid-fortid-nutid? Jeg er stadig i tvivl om komponistens holdning til dette spørgsmål, og i hvor høj grad han vil være enig med mig i denne tolkning. Jeg er dog overbevist om, at vi nok skal blive enige om én ting om værket, nemlig at det illustrerer en kærlighed til god og vedkommende musik frem for konceptuel musik.

Der var også de svenske værker, der på hver sin måde virkede på mig, som om de brugte en masse fraser fra gammel tid, men at de var sat sammen på nutidige måder: Paula af Malmborg Ward sammensatte elementerne til en kaotisk, fragmentarisk kollage. Mens Andrea Tarrodi komponerede i en mere skøn, orkestrerende stil, som fik mine tanker hen imod en minimalistisk Ravel eller Debussy blot med mere fokus på et retningsbestemt forløb og ikke som serier af tilstande. 

Et andet eksempel kunne være den tjekkiske George Cremaschi, som kombinerede elektronik og instrumenter. Instrumenterne spillede en rolig musik, mens elektronikken gennem lange glissandi og manipuleren med lydfiltre skabte stor spænding, intensitet og energiophobning: En slags Morton Feldman’sk stemning tilsat elektronisk intensitet – lidt á la opbygning på samme måde, som vi kender det fra techno.

And the winner is (og nr. 2)
Personligt blev jeg ret glad over at høre resultaterne. Mine to personlige favoritværker var nemlig placeret som nr. 1 og på en delt 2. plads. Kan man være mere heldig?

Nr. 2: Ikke overraskende stod Tyskland for det mest hardcore værk på årets Rostrum. Iris ter Schiphorst’ Dislokationen for forstærket klaver, sampler og orkester. Værket starter med en lang, rolig akkord, som når at klinge tilpas længe til, at man begynder at slappe af og tage paraderne ned. Derfor er der helt åbent til, at orkestret kan sætte en mental uppercut ind, da en mand råber ”STOP!”, og hele orkestret begynder at spille kaotiske figurer. Dislokationen lød lidt som soundtracket til en David Lynch-film, hvor tingene er faldet fra hinanden. Enormt spændingsladet fra start til slut, og med et fint Life On Mars-citat i en noget corny version. 

Nr. 1: Vinderen blev italienske Francesco Filidei’s (f. 1973) Macchina per scoppiare Pagliacci for orkester, sirener, cykelklokker og andre remedier. En rigtig positiv overraskelse at netop det værk vandt. Det var nemlig også mit personlige favoritværk, spændende at lytte til og et rigtig godt stykke håndværk. Men jeg havde nok i virkeligheden regnet med, at et af de mere markante værker ville vinde. Stilmæssigt virker Filidei især inspireret af de klanglige og dystre landskaber hos Luigi Nono og det simple og til tider dovne og fraværende i Salvatore Sciarrino’s kompositioner. Programnoten sendte mig tilbage til 5. maj 1972, Pisa: “Franco Serantini: Sardinian, orphan and anarchist, during a political demonstration gets surrounded by 10 policemen and heavily clubbed, he is brought to jail where he receives no treatment whatsoever, and dies two days later.” 
…og værkets slutning lyder som den dag i maj.

Status: Regionale forskelle
Indtil for ca. 5 år siden deltog Island altid med store, romantiske værker. Nu er det noget helt, helt andet; små finurlige værker, og alt andet end store og svulstige. Grunden er, at der nu er en anden person, der udvælger værkerne. Så hvilken stil et land er repræsenteret med afhænger meget af de delegerede eller redaktionerne, der udvælger værkerne. (Om det er det ene eller det andet varierer fra land til land). Man kan selvfølgelig ikke koge et lands musikstil ned til mellem et og tre værker. 

Jeg kunne alligevel ikke dy mig. Som den nørdede systematiker jeg nu engang er, bad jeg den danske delegerede, Max Fage-Petersen udfylde et skema om hans oplevelse af de enkelte værker på otte forskellige parametre fra 0-10. Uafhængig af Max gjorde jeg sideløbende det samme. Vi valgte parametrene energi, legato-staccato, modernistisk-romantisk, lige-skæv, episk-lyrisk, store følelser-subtil, humor-alvor og anstrengende-let at lytte på. Jeg grupperede efterfølgende værkerne regionalt for at få et større statistisk sammenligningsgrundlag. Med dette opstår der antydninger af tendenser, som faktisk bekræftede mine fordomme fra før og efter Rostrum. Særligt de baltiske værker lyder som om, de har en særlig stil og ikke overraskende, var det således også Baltikum og Centraleuropa, der lå i de radikale ender af skalaen, hvad angår de fleste af parametrene.

Set som gruppe skilte de 6 baltiske værker sig mest ud. Det var de mindst energifyldte, de mest romantiske (over for modernistisk), dem vi fandt mest lyriske og følelsesladede og klart de mest lettilgængelige værker at lytte til. Og så scorede de klart højest på legato-staccato-barometret, dvs. de var legato. Centraleuropa i form af Tyskland og Østrig var ikke overraskende i den modsatte grøft. De 5 værker var gennemsnitligt meget modernistiske, meget lidt følelsesladede og mest anstrengende at lytte til.

De i alt 9 nordiske værker forekom mig i to grupperinger: De af de ”unge” under 40 og de af de ældre komponister over 40. De 6 unge nordiske komponister stod gennemsnitligt for de klart, klart mest humoristiske værker af alle grupper, og de havde også skrevet nogle let tilgængelige, lyriske og skæve værker sammenlignet med de øvrige lande. De tre ældre komponister deltog alle med orkesterværker. Max og jeg ratede dem som de mest anstrengende og følelsesladede af alle. Samtidig var det også de mest energifulde og staccato.

Sidebemærkning: Danmark var det eneste land, der ikke har et ny musik-program i radioen.

Af de repræsenterede lande har næsten halvdelen for tiden to eller flere ugentlige radioprogrammer med ny musik. Alle øvrige havde ét ugentligt program. Undtagen Danmark. Danmark har ikke ét –ikke engang et med lydkunst. Internettet bliver nævnt som en fuldgod erstatning, men er det egentlig det? Mine anker går dels på streamingskvalitet, at det på internettet kodes i mp3-format, hvilket er en kraftig reduktion. Og dels og måske endnu vigtigere er spørgsmålet om aktiv kontra passiv. Internettet vinder over radioen på tilgængelighed, men der er ingen, der bumper ind i ny musik-programmer, mens de kører i bil fx; man skal selv opsøge det, og hvor mange gør egentlig det og samtidig giver det den opmærksomhed, det fortjener? Desuden er der spørgsmålet om præsentationen af den ny musik. Jeg tror ikke, man skal undervurdere, hvad en god vært, der udviser passion og sætter musikken i kontekst, kan betyde. Den irske delegerede påstod fx, at antallet af lyttere i Irland var steget 3.000 til 20.000 pga. en god vært og en ordentlig formidling af værkerne. Jeg har ikke kunnet be- eller afkræfte påstanden.

Et mere åbent Rostrum?
I en tid hvor det bestemt ikke er musik, vi mangler, men snarere en måde at sortere det bedste ud, har vi brug for nogen, der udvælger materialet for os. Så er det måske meget godt, at vi har Rostrum og 28 dedikerede ny musik-radiofolk, som lytter store dele igennem for os. Og det er rigtig fint, at værkerne bliver udbredt over hele verden, i og med at radiostationerne forpligter sig på at spille vinderværket og 10 andre værker. Det kan dog alligevel ærgre mig lidt, at Rostrum er et lidt lukket foretagende. For man kunne vel principielt godt gøre konkurrencen tilgængelig for offentligheden, fx via internettet, hvis der ikke er radiolyttere i den slags. Jeg tror, det ville tilføje noget til konkurrencen, måske vil det ligefrem kunne have lidt nyhedsappeal i denne tid, hvor der nærmest kun er internationale ny musik-nyheder, når nogle af 60’er-koryfæerne dør. Konkurrencer er nemlig i mine øjne en god anledning til at lytte ekstra godt efter og have fælles referencerammer. Og Rostrum byder på så mange forskellige typer af musik, at det er svært ikke at have en mening.