Vibrerende glasperlespil

Engang var hendes livsværk ved at forsvinde. Spolebåndene med Else Marie Pades (f. 1924) musik blev i 1970’erne sendt til sletning i båndarkivet i Danmarks Radio. Kun ved et tilfælde undgik de destruktion. Siden cd’en “Et Glasperlespil” i 2002 for første gang præsenterede Else Marie Pades  - eller EMPs produktion, er bevidstheden om, at det er hos Pade, at de første elektroniske rødder skal findes, kun vokset. Yngre electronica- og lydkunstere har i løbet af de sidste år genopdaget og fejret komponisten og hendes musik. Nu tager den aarhusianske teaterinstruktør Hanne Trap Friis tråden op.

Fascinationen af det ukendte
På scenen i Musikhuset i Aarhus står skuespillerne Gry Guldager og Poul Storm på scenen som henholdsvis Pade og et utal af karakter. Scenografien består af en terningformet pinde-konstruktion med græs i midten. På tre af dette simple rums sider er stålwire spændt ud i ti rækker - symboliserende de nodesystemer, som Pade ridsede ind i væggen, da hun sad i Frøslevlejren under 2. verdenskrig. Bagerst på scenen står syv standere hver med en abstrakt figur på toppen, som på forskellig vis lyser eller reflekterer lys, bl.a. ved hjælp af staniol.

Ligesom scenografiens åbne rum antyder det ukendte kosmos, som Pade var så fascineret af, behandler Brøggers tekst på forskellig vis centrale elementer i Pades liv:  Hendes søgen mod det spirituelle og overjordiske, nysgerrigheden overfor alt nyt og musikken som overlevelse. Brøgger henter inspiration i Goethes Faust og i romanen Glasperlespillet (1942), som er Herman Hesses hyldest til ånd og intellekt, der var en stærk inspiration for Pade som ung. Stykket skildrer Pades liv via en række skelsættende møder: moderen, forhørslederen i Gestapos lokalafdeling i Aarhus ogægtemanden. I højttalerne hører vi flere gange én, der råber: “Hitler er ikke død” i loop, og det vækker Pades krigstraume.  Fantastisk er mødet med Pierre Schaeffer, stamfaderen til musique concréte.  Det er ikke kun den franske lydingeniørs fascination af sin unge danske gæsts medbragte collager af spruttende hverdagslyde, men også hendes person, som får ham til at kante sig forfjamsket rundt i lokalet. Senere går Pade på opdagelse i lydene sammen med Karlheinz Stockhausen, der vil “kommunikere sin musik direkte til folks bevidstheder.”

Med ro lader hun os bevidne sine møder med djævelen, der igen og igen dukker op og minder hende om den handel, hun har gjort: Altid videre. Aldrig dvæle.

En rejse i lyd 
Else Marie Pade var fra starten på en musikalsk rejse: “Hvorfor skulle jeg spille Kom maj du søde milde?” spørger hun. Den unge pige ville spille noget, der endnu ikke fandtes. Hun ville også undersøge, hvad Stockhausen havde ment med, at Auschwitz havde forandret musikken. Guldager (der med et effektfuldt trick gør sig lavere, end hun er), inkarnerer sin hovedperson med et nærmest magnetisk nærvær: Skrøbelig og ydmyg, men også bestemt og frygtløs. Hun søger kunsten. En viljefast  tro på egne evner giver hende mod til at udstikke stikpiller til visse toneangivende mandlige kolleger, som ikke forstår hendes eksperimenter. Ret morsomt! Med ro lader hun os bevidne sine møder med djævelen, der igen og igen dukker op og minder hende om den handel, hun har gjort: Altid videre. Aldrig dvæle.

Klædt i en prikket rød kjole kigger Guldager ud på os med en forundret mine - som for at mærke, om vi sanser de samme lyde som hun. Mens vi lytter til længere passager fra værker med titler som Symphonie Magnétophonique og Græsstrået (under)viser hun os og siger: “Vi er omgivet af et fuldendt lydunivers, der virker konstant omkring os.” De bløde lys bag hende, som langsomt tændes og slukkes, som var det et relæ med sit eget liv, giver et indtryk af, at hun står i et enormt udendørs lydstudie.

Elektro Magnetisk Puls
Else Marie Pades fascination af kosmos udtrykker Guldager ved på forskellig vis at interagere med scenografiens “nodesystem” - fx da hun med en streng som flitsbue skyder sin musik ud i mørket og lader den mysteriøst bevæge sig ud i universet.

I Brøggers programtekst, “EMP,” står initialerne også for elektromagnetisk puls, som et billede på de forskellige former for ophobet energi og pulsslag, som Pade var så optaget af, - og som stykket opererer med. Et billede på det enkelte menneskes tid i det store univers. Sisse Gerd Jørgensens enkle og åbne scenografi er ét stort mødested for disse energier, et sted, hvor alt, som bevæger sig tjener som inspiration.- Ligesom det perlespil, som Pade fik som barn, var med til at åbne op for hendes kreativitet. Når vi hører mågeskrig, der mødes med lyden af metalliske iskrystaller, er det som at være med Pade i studiet, mens hun skaber sin kunst. Tre erfarne musikkonsulenter, Thomas Knak, Wayne Siegel og Hans Sydow har gjort, at det hele lyder så berigende.

Når vi hører mågeskrig, der mødes med lyden af metalliske iskrystaller, er det som at være med Pade i studiet, mens hun skaber sin kunst.

Et indre lydunivers
Else Marie Pades liv, som bestemt ikke var nogen dans på roser, er som skabt til teatret. Glasperlespil fungerer scenisk, fordi Hermann Hesses historie om Josef Knechts læretid og hans forberedelser til at blive glasperlespilmester så fint flettes ind i historien om Else Marie Pade som den første danske komponist, der udforsker elektronmusikken. Med Brøggers musikalske tekst, som skildrer de forskellige rum, der inspirerede Pade til sin musik, lykkes det Friis at skildre Else Marie Pade som det særligt sansende menneske, hun altid har været. Samtidig giver forestillingen os mulighed for at træde ind i Pades musikalske rum. Den får os til at lytte på nye måder.