Annonce
Aldrig tidligere i historien har så mange gallerier, kunsthaller og museer udstillet lydkunst; aldrig tidligere har det akademiske og kunstneriske fokus på lyd været større end det er nu; og aldrig har vi været længere væk fra, at forstå hvad lydkunst er. Kunstjournalen B-post slutter sig tappert til den hastigt voksende opsamling og kritik af lydkunst, og lyd i kunst, i nummeret benævnt ”LYD”.
Heri finder man en række artikler, oversatte og ny-skrevne, som enten forholder sig definitions-afsøgende til feltet lydkunst eller beskriver kunstneriske praksisser indenfor samme felt. Tilsammen skal de ifølge redaktørerne få os til at fundere over lydkunsten.
Nu vil jeg så hævde, at hvor dette naturligvis er ganske sympatisk – og der ER egentlig heller ikke så meget man kan sætte fingeren på i selve intentionen bag det at fundere – så skyder det alligevel en anelse forbi, hvad lydkunsten i virkeligheden er for en uregerlig størrelse.
Et praksisfelt
Lydkunst har brug for, at man engagerer sig og tager livtag med den. Lytning er en praksis, ligesom produktion af lyd er det. En praksis som er båret frem af ildsjæle.
Netop dette faktum formidles af lydkunstneren Carl Michael von Hausswolff på sin egen stil-sobre facon, der udstråler energi og personligt overskud iblandet en ’klassisk’ konceptuel dynamik. Her beskrives både projektet freq-out’s version 8 (på Moderna Museet i 2012) og, måske mere indirekte, rollen som kunstner-kurator i lydfeltet. På trods af den åbenbare styrke i freq-out, og de mange forskellige elementer og nær-akustiske overvejelser der også indgår i dette projekt, er det kunstner-kuratoren jeg vil fremhæve her.
I artiklen får vi nemlig et sjældent glimt af den dynamik, som i mine øjne bærer hele lydfeltet oppe – og samtidig gør, at det undslipper ethvert definitionsforsøg: Den kreative og processuelle tilgang til andre mennesker = kunstnere. ”Uten respekt, vördnad, hänsyn och acceptans från alle inblandade skulle detta aldrig fungera”.1
Et energifelt i bevægelse
Det er i kraft af denne kollaborative og udvekslende energi, at feltet i praksis folder sig ud. Bag ordene findes naturligvis en langt mere kompliceret virkelighed. Men, grundlæggende, betyder det, at det øjeblik man forsøger at definere lydkunsten, så undviger den og bliver noget andet i det næste. Lydkunst er lydkunst netop FORDI feltet er båret frem af dynamiske mennesker, der interesserer sig for andre mennesker – og gennem kunstnerisk eller kuratorisk praksis udfolder denne gensidige interesse. Menneskelige frekvenser mødes og brydes.
Lydkunst både nærmer sig og fjerner sig fra genrer som musik og billedkunst (i alle deres formateringer), for slet ikke at sige filmen og poesien. Lydkunsten er konstant på vej væk fra eller hen imod en ny kunstnerisk tilstand. Den er genredynamisk.
Det er denne genredynamik, båret af en exceptionel kollaborativ energi, der indrammer lydkunsten.
Brandon LaBelle og Karsten Seiffarth beskriver i fine artikler, hvad der sker indenfor disse rammer af genredynamik og energi. Selvom artiklerne har været udgivet før i andre (uoversatte) udgaver, er de fint redigeret til sammenhængen og de to forfatteres fornemmelse for den kropslige/performative hhv. fokuserede lyttesituation er altid garant for god og instruktiv læsning.
Selvom det er tydeligt, at lyd er et uvant territorium for Kunstjournalen B-post, er der alt i alt tale om et fint lille nummer med flere fine kunstnerpræsentationer og nogle gode artikler. Udover de nævnte, stiller Sissel Lillebostad skarpt på Natasha Barrets interaktive lydprojekt Adsonore, der, trods intentionen om at skulle vare i 20 år, ikke længere fungerer – og rejser dermed spørgsmål om fremtidens kulturpolitiske fokus og ressourcer til vedligehold af lydkunst. Introduktionsartiklen af Jørgen Larsson forsøger glimrende men noget oversigtspræget at danne et overblik over fænomenet ”Lydkunst i 2012”. Ifølge Larsson er lydkunst først og fremmest en ”opplevelsesmodus”, der ikke passer ind i hverken koncertsalen eller galleriet. Jeg har i denne anmeldelse hævdet, at det netop er i kraft af sin særdeles aktive genredynamik, at lydkunsten har sin store tiltrækningskraft og styrke. Men at reducere den til en oplevelses-tilstand, over hvilken man kan fundere i fred og ro (og ikke, som Larsson beskriver, kan løbe gennem galleriet, fordi dette skaber forstyrrende lyde), mener jeg er at misforstå selve lydkunstens dynamik – og karakter af praksisfællesskab båret af ildsjæle.
- 1. Carl Michael von Hausswolff: freq_out 8 – 4250 kubikmeter och 48 timmar med ljud, i Kunstjournalen B-Post, nr. 1, 2012, side 39