foto: Alexander Banck-Petersen
kritik

Sanser, sprog og skyggespil

Der er rig tradition for at lade ord inspirere musik – og omvendt. Også på den netop overståede Athelas New Music Festival opstod nye forbindelser mellem ord og musik, og i tråd med festivalens overordnede tema om mødet mellem dansk og fransk kultur, var den franske forbindelse naturligvis også at finde her.
Af
5. Juni 2012
Athelas New Music Festival 2012

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Moderne lieder
Selvom overskriften ”Nye danske sange” måske kunne lede tankerne hen på højskolesangbog og fællessang, var det lied-traditionen, som pianist Christian Westergaard og basbaryton Jakob Bloch i samarbejde med fire komponister, havde sat sig for at vække til dåd. 

Lieden karakteriseres ved en musikalsk bearbejdning af et litterært forlæg, og i liedens tyske guldalder i det 19. århundrede, var den en vigtig bærer af den tysksprogede poesi. Men hvor ofte går man til liedaften i dagens Danmark? Lieden kan virke som en genre fra svundne tider, men Christian Westergaard, der altså sad bag det for lieden så uomgængelige klaver denne aften, har siden 2004 med Liedkompagniet været en ihærdig forkæmper for at holde lieden levende – også på dansk grund.

Det blev den også denne tirsdag aften i caféen på Republique, hvor vi fik hele fire ur opførelser. Fire nye værker skrevet til lejligheden af fire danske komponister fra forskellige generationer. Også her var der fundet litterære forlæg blandt både nulevende og ældre digtere – selvfølgelig med danske tekster, men overskriften til trods også med et internationalt sigte med plads til både liedens modersmål tysk og det franske, som festivalen rækker ud imod.

Både det tyske og det franske prægede det indledende og mest fyldige indslag – nemlig Niels Rosing-Schows ambitiøse sangcyklus Bald sind wir aber Gesang baseret på digte af den store, tyske lyriker Friedrich Hölderlin. Et navn, der også har sat præg på den tyske liedtradition, men samtidig sværmede for det franske i både sprog og tanke. Opførelsen var nær blevet saboteret af den dunkende lyd fra et partyband ved siden af – dobbelt uheldigt, da hele ”Nye danske sange”-programmet var sat til at blive optaget af DR P2 Klassisk, hvis teknikere da også blev noget lange i ansigtet af udsigten til en hel lied-aften med disco-underlægning. Så galt gik det heldigvis ikke. Festen ved siden af blev dæmpet, og publikum kunne nyde resten af aftenen uden forstyrrelser.

foto: Alexander Banck-Petersen

Selvom Bald sind wir aber Gesang i sit valg af lyrik kunne knytte an til klassisk liedtradition, brød værket næsten på alle andre måder med selvsamme. Nok var dynamikken mellem sanger og pianist, mellem lyrik og musik til stede, men det blev hurtigt klart, at dynamikken her blev brugt på en noget anden måde. Westergaard reciterede tekststykker hen over Blochs sang, der blev afspillet præ-indspillede recitationer hen over på både tysk og fransk, og endelig blev ord og billeder projiceret op på en skærm. Alt i alt et komplekst udtryk, der også inddrog en eksperimentel tilgang til klaveret gennem bl.a. præparerede strenge. Men også et udtryk, der forekom helstøbt i sit sproglige og musikalske arbejde, og som virkelig satte sanserne på arbejde. En sangcyklus, der dybest set søgte efter enkelhed, men som også tog verdens kompleksitet på sig.

At grænserne mellem pianist og sanger var flydende, skulle på forskellig vis præge resten af aftenen. Martin Palsmars Fire sange fra: Rifbjergske fugle med litterært forlæg i Klaus Rifbjergs digtsamling Voliere var i den henseende mest straight, dvs. med en klar rollefordeling og rent sammenspil af klaver og sang. Fire korte og legende stykker, der eksperimenterede med forskellige genrer, fra modernistiske lieder til næsten cabaret-agtige klange. I et mere afdæmpet leje fandt man Pelle Gudmundsen-Holmgreens Grene Grå – en cyklus på fem sange til tekster fra digtsamlingen Skønheden hænger på træerne af Ursula Andkjær Olsen. Og skønheden hang vitterlig som frugter på dette møde mellem en af dansk kompositionsmusiks grand old men og den yngre, men også store digter. Også her trådte Westergaard ind med diskrete korklange, mens Bloch på sin side gik mere ind i en reciterende sangstil. Det gjorde det nemmere at dykke ned i ordene, mens musikken samtidig i høj grad var orienteret omkring pauserne med masser af rum og stilhed. En meget fin oplevelse.

Fint kan man ikke kalde det sidste indslag, snarere grovkornet, hvilket ikke er negativt ment. Nicolai Worsaae genoplivede dadaismens cabaret i en tolkning af Jean Arps digt Et frappe et frappe et frappe – et digt om at slå, og et stykke musik som et slag i ansigtet på liedtraditionen. Med en Bloch, der helt bogstaveligt løb rundt om klaveret (her var flygelet udskiftet med et opretstående klaver) og tæskede på det med en cylinder, mens han råbte digtet ud. Westergaard råbte med, og både pianist og sanger hamrede nådesløst på både tangenter og det øvrige klaver. Det kan lyde meget kaotisk, og det var det også, men der var også form og struktur på det. Og ikke mindst en god situationsfornemmelse, der gjorde stykket hårdt, potent og febrilt humoristisk frem for blot plat vrængende. Humoren og overraskelseselementet forplantede sig da også hurtigt til publikum, der nærmest brølede af grin, da Bloch og Westergaard som et avantgardistisk Gøg & Gokke-par stormede ud af cafeen.

Synæstesi i svedehytten 
Både lørdag og torsdag aften bød festivalen på stykket Skygger og skikkelser af Hotel Pro Forma. Her mødtes to franske mestre fra det tidlige 20. århundrede i et hypersanseligt kammerspil – komponisten Claude Debussy og forfatteren Marcel Proust. Man trådte ind i salen, og allerede ved indgangen kom musikken én i møde, samtidig med at man blev udsat for glødende lys, farvemønstre på bagtæppet og ikke mindst eksotiske dufte. 

Det musikalske program var sammensat af tre sene Debussy-værker: Cello Sonate (1915), Sonate for fløjte, bratsch og harpe (1915) og Sonate for violin og klaver (1916-1917). Debussys musik har ofte fået hæftet betegnelser som drømmende og mystisk på sig, og selv lod han sig da også inspirere af den symbolistiske poesis stærke vægtning af drømme og fortættede billeder.

Debussys Sonate for fløjte, bratsch og harpe, foto: Alexander Banck-Petersen

En del af symbolismens interessefelt var tanken om synæstesi, altså sammenblanding af sanseindtryk – at høre farve, se lyde osv. Hotel Pro Formas tolkning af Debussy og Proust trak da også i den retning ved at skabe en sært flydende og tvetydig drømmeverden, hvor blandingen af æteriske dufte, glødende farvemønstre og selvfølgelig musikken og ordene til sammen vuggede én ind i en næsten hallucinatorisk tilstand. Også det greb, at musikken allerede spillede, da man trådte ind, skabte fra start en fornemmelse af en flydende drømmestrøm, en strøm, der igen blev forstærket af musikkens skyggespil, hvor de enkelte musikalske stemmer hver havde en skygge eller dobbeltgænger – forstået på den måde, at hver musikalsk stemme var spaltet ud i to musikere, der fulgte hinanden tæt, men af og til også spillede lidt forskudt fra hinanden, hvilket tilføjede en vis unheimlich effekt. Det gjorde på en gang musikken forstærket og sløret. 

Valget af tekststykker fra Prousts kolossale romanværk På sporet af den tabte tid – med den klassiske åbningslinje ”I lang tid gik jeg tidligt i seng” – var godt set. Tekstens tvetydige grænseland mellem erindring og nutid, drøm og vågen, gik godt i spænd med musikken og de øvrige rammer. Som en slags kommentar læst op af en voksen kvinde (Ellen Hillingsø) og en dreng (Toke Bjarke) – til tider sammen, til tider forskudt, til tider hver for sig, så også oplæsningen skabte et flydende rum mellem voksen og barn, feminint og maskulint. Det fungerede godt – til gengæld synes jeg, at de to skuespilleres ageren i rummet virkede lidt akavet. Et eller andet skulle de måske lave, når de ikke læste op, men den noget stive poseren de gav sig hen til, virkede ikke hensigtsmæssigt.

Ellen Hillingsø og Toke Bjarke i Hotel Pro Formas 'Skygger og Skikkelser'. foto: Alexander Banck-Petersen

Torsdag aften, hvor jeg overværede stykket, var salen i øvrigt nærmest omdannet til en svedehytte. Det var sandsynligvis en ikke-tilsigtet effekt af den varme sommeraften udenfor. Men på sær vis passede det faktisk godt til hele lyssætningen, duftene og tekstens beskrivelse af fortælleren, der pakker sig helt ned i dynernes indeklemte drømmeatmosfære. Salen blev nærmest en synæstetisk duftsauna, og det fik mig til at tænke over, hvor meget forhold som kulde og varme faktisk kan betyde for den æstetiske oplevelse, selvom det sjældent indgår som præmis i en anmeldelse. Det har sikkert også været en udfordring for de medvirkende. I hvert fald gjorde heden det i længden svært at bevare koncentrationen, men så igen – handlede stykket ikke netop om dette spil mellem det hypersanselige og det ubevidste, der hvor tankerne begynder at vandre og kroppen flyder ud i rummet?

Liedaftenen og skyggespillet var to meget forskellige tilgange til at forbinde sprog og musik, tradition og fornyelse, men begge aftener fik godt greb om den poetiske sansning samtidig med, at de viste en stor spændvidde af muligheder, fra det bløde og skyggefulde til det hårdtslående og bastante.