Den Sorte Skole, »DEFRAKTO«, Frankfurt 2021. © Stefan Daut

Al kunst er i sin blotte væren oprør

2021 var ikke noget svimlende rejseår. Men med værket »REFRAKTO« tog samplekollektivet Den Sorte Skole os til Haiti, Medina, Deir-El-Amar og religiøse ceremonier i hele verden. Kulturelt tyveri? Eller det tætteste man kom en ud-af-rummet-oplevelse i dette Herrens år?
Af
29. december 2021
  • Annonce

    Kunsthal 44Møen
  • Annonce

    Idealistic Festival
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

Mens verden kørte på lavt blus, drog Den Sorte Skole på turné, ikke med et lille show, men med et stort tænkt værk under navnet REFRAKTO. Koncerterne, der blev fremført i kirker i Danmark, Tyskland og Schweiz (pandemien aflyste en koncert i Indien), blev markedsført som en »interreligiøs audiovisuel forestilling skabt til kirker og katedraler« – med mere end 350 samples fra forskellige kulturelle og religiøse ceremonier fra hele verden. 

Et spørgsmål rejste sig allerede før, jeg en oktoberaften satte mig på kirkebænken i Skt. Lukas Kirke, hvor der lå pamfletter med introduktioner til de 18 forskellige ritualer, vi skulle igennem på bare én aften. Spørgsmålet angik gruppen Den Sorte Skole, som jo fra begyndelsen af deres karriere har blandet musikalske traditioner fra hele verden – fra Berghain til Honduras, Paris til Goa fra Island til Iran.

Fløjter fyldte lydbilledet, og den katolske søster Marie Keyrouz sang for Jesus-barnet

Er kollektivets succes med deres mashups og brug af en mangfoldighed af lyde et udtryk for kulturelt tyveri og udbytning med kommercialisering for øje – eller var der en dybere mening med det nyeste skud på stammen, REFRAKTO, der på kort tid har opnået nærmest ikonisk status blandt både faste fans og nye, eventyrlystne lyttere? Man kan argumentere for, at tiden er løbet fra titler som Den Sorte Skoles anmelderroste album Indians and Cowboys fra 2015 og spørge sig selv, om det progressive kollektiv er ved at komme bagom dansen – eller viser de os netop, at verden hænger uløseligt sammen på kryds og tværs af os selv og hinanden? 

Koden i The Matrix

Skt. Lukas Kirken i Aarhus var indhyllet i røg, en dyb, messende stemme flød fra præstens vante plads og ud i det LED-oplyste mørke. Ordene, der stammede fra et runeritual, kom fra den elektroniske gruppe Den Sorte Skole, som denne aften opførte værket REFRAKTO i samarbejde med lyskunstnerkollektivet Vertigo. Musikken begyndte, fløjter fyldte lydbilledet, og den katolske søster Marie Keyrouz sang for Jesus-barnet – det var som om, hun befandt sig i et andet hjørne af verden, og samtidig var hun lige her i kirkerummet. Et kors tonede frem i baggrunden, og glitrende stjerner skabte en visuel oplevelse, der mindede om at sidde midt i koden i The Matrix. Sydindisk chanten, digte på sanskrit, filosofiske dialoger svævede ud i rummet, ritualer skabt af Aryanerne for over 3.500 år siden.

Den Sorte Skole, »DEFRAKTO«, Frankfurt 2021. © Stefan Daut
Den Sorte Skole, »DEFRAKTO«, Frankfurt 2021. © Stefan Daut

Fra overleveringen af en af verdens ældste overlevende kulturelle traditioner, etableredes et langsomt moderne elektronisk soundscape, imens en blød stemme tittede frem – som en kærlig alien fra det ydre rum, der bragte et budskab om harmoni og fred. Helt konkret var det den schweizisk-nepalesiske kunstner Aïsha Devis vocoder-manipulerede recitation af et digt på urdu, skrevet af den pakistanske feminist Kishwar Naheed. 

Så kom der et munkekor, en julemesse med kors, kor og kirkeklokker skrevet af Youssou N’Dour fra Medina

Kan man tale om en ud-af-rummet oplevelse, er dette noget af det nærmeste, man kan komme – uden at være under indflydelse af andet end lyd og lys. 

Skal kunsten tage hensyn?

Og vi var kun begyndt. I næste indslag fremkaldte amerikanske Diamánda Galas mørkets fyrste til tung noisemusik. Imens det ikke har virket kontroversielt at bringe det, som den kirkelige sorte skole ville kalde hedenske og antikristne ritualer ind i den danske folkekirke, var det ekstremt radikalt at påkalde sig Satan selv i et kirkerum. 

Hvordan Den Sorte Skole og Vertigo kan slippe afsted med det, kan på den ene side undre, og samtidig var den æstetiske oplevelse så enorm, at man blev draget så meget af oplevelsen, så man ikke oplevede den diabolske tilstedeværelse. 

Er religion og opgøret med religion på samme måde som al anden internalisering af kultur så usynlig, når den er pakket ind i det, vi gerne vil høre, at vi ukritisk lytter og tager imod? Er det overhovedet kunstens rolle at tage stilling og vise hensyn – og hvem skal udnævnes til at være æstetikkens og kulturens dommer?

Den Sorte Skole i Skt Lukas Kirke i Aarhus. © Cisco Gulløve
Den Sorte Skole i Skt Lukas Kirke i Aarhus. © Cisco Gulløve

Så kom der et munkekor, en julemesse med kors, kor og kirkeklokker skrevet af Youssou N’Dour fra Medina, Dakar. Kontrasten til den sataniske ceremoni var enorm, og de dybe kirkeklokker voksede til tunge rytmer. Så auditivt sceneskift til den amerikanske menneskerettighedsaktivist Fannie Lou Hamer, der gospel-hujende erklærede »Walk with Me Lord«. Og bagefter en åbning til endnu en ny dimension: det georgiske kor Anchiskati, der repeterede »Christ is Risen from the dead«. Og så Lagba Nan Baye-A af Rara Bel Fraucheur De L’Anglade fra Haiti, der præsenterede en voodoo-ceremoni. 

Uden vestlige musikeres rejser og inspiration fra Goa havde vi ikke haft syrerocken

Kolonialisme eller kærlighed?

Var der tale om appropriation for egen vindings skyld og kommerciel, kolonialistisk udbytning – eller respekt og solidaritet, da et strengeinstrument blev slået forsigtig an, og Le Fer af Ensemble Ibn Arabi fra Marokko og recitationer fra surahen hyldede sufismen, den mystiske side af islam, der er så voldsomt udskældt og undertrykt blandt mange fra moderreligionen?

Næppe. Kulturel appropriation er ikke et begreb, der blev opfundet for at give såkaldt kulturradikale en undskyldning for at få deres biodynamiske kornkaffe med ærtemælk galt i halsen, når de etablerer deres sociale status på autentiske caféer i storbyer verden over. Det er et begreb, der hjælper os med at identificere særligt den hvide vestlige kulturs historiske og kontemporære udbytning og tyveri af andre kulturer – i kraft af eksempelvis symboler fra lande og minoritetsgrupper.

Men er det overhovedet muligt at tale om interkulturelt tyveri, når vi bevæger os indenfor kunsten? Uden vestlig klassisk musik havde slaverne ikke udviklet ragtime, der senere blev startskuddet til både jazz og blues – al rockmusiks moder. Uden vestlige musikeres rejser og inspiration fra Goa havde vi ikke haft syrerocken, eller det meste af den elektroniske musik, vi kender i dag. 

Al kunst er i sin blotte væren oprør

Hvad er der for enden af tunnellen?

Kvindestemmer, orgel, kaos, ragnarok – alle samples samles til ét sample, tilsat techno og stroboskoplys. Selvom tid og rum på mange måder var ophævet igennem Den Sorte Skoles lange seance af seancer, rejste spørgsmålet sig: Hvor langt var vi på denne religiøse rejse, og hvad var der for enden af den lydlige tunnel? 

Måske har Den Sorte Skole haft en større kulturel mening med deres enorme antropologiske forarbejde, måske har de villet tjene kassen, og måske har de i bund og grund ønsket at skabe kunst. Måske er det ikke vigtigt, hvad intentionen har været, men at de har skabt kunst – eller som den franske forfatter Sébastien Doubinsky argumenterer i Reading, writing, rebelling (2019): Al kunst er i sin blotte væren oprør. Hvad det er oprør for eller imod, må være op til lytteren. 

Når vi med al god grund er begyndt at reflektere over begrebet kulturel appropriation i en række sammenhænge, hvor der eksempelvis er en stigende kritik af greenwashing og pinkwashing, og der er kollektiv enighed om, at det er dårlig stil at bruge et hinduistisk symbol på lys til jødeforfølgelser, er det måske alligevel omsonst at tvinge kunsten ind i den ramme. For i en verden, hvor kunstnere til alle tider har fundet inspiration hos hinanden og påvirket både internationale og lokale genrer, udtryk, melodier og rytmer, kan vi ikke sætte en grænse og tegne en streg i sandet, og det viser Den Sorte Skole & Vertigo med deres eminente værk REFRAKTO. Det spørgsmål, vi burde stille os selv, er: Kan kunsten være andet end fri?


 

Den Sorte Skole & Vertigo: REFRAKTO. Det turkise telt, Skt. Lukas Kirke i Aarhus, fredag 29. oktober

 

 

 

Omtalt i artiklen