Det handler om at lytte – dog ikke kun til sine egne fordomme

Jeg kan forstå, at min artikel i Dagbladet Information om Spotify har vakt irritation hos skribenten Jakob Gustav Winckler her hos Seismograf. Jeg har pligtskyldigt læst min artikel igen og forsøgt at genkende de kritikpunkter, som Winckler har fundet. Eller rettere: De kritikpunkter som han har forsøgt at trylle frem. For det kniber virkelig for mig at genkende den tekst, som Winckler synes at have læst.

Til gengæld læser jeg hos Winckler en nem omgang whataboutism, en række bevidste udeladelser af pointer, der modsiger hans præmis samt en masse upræcise eller decideret usande identifikationer af, hvem undertegnede er. Jeg er åbenbart både nostalgiker, middelalderlig og algoritmeangst. Well, det er aldrig pænt at kalde folk for navne, men nu er jeg her ikke for at anmelde Wincklers dårlige opdragelse. Men for at besvare – og afvæbne – hans beskyldninger.

Overordnet set undrer jeg mig over Wincklers delvist defensive attitude over for Spotifys økonomiske strategier.

Og, hey, jeg er ikke på nogen høj hest her. Vi bliver alle manipulerede, jeg bliver manipuleret dagligt

Når det gælder kunstnerne, så er vi på samme hold. Han er med på at Spotify skal betale sine brugere mere, end de gør. Altså, at de tjener for fedt på kunstnerne. Ja, lige nu forsøger Spotify angiveligt sammen med en række andre giganter at sænke aflønninger yderligere, så de kan tjene endnu flere dollars.

Men Winckler ønsker ikke at se kritisk på den anden side af Spotifys økonomiske model, den, der handler om at få flere og flere til at abonnere på tjenesten – og blive ved at bruge den så meget som muligt.

Spotifys algoritmer er indrettet til at tjene flest mulige penge til tjenesten og dens aktionærer, der direkte eller indirekte tæller alle tre multinationale musikgiganter, Warner, Sony, Universal. Er det nødvendigvis hensigtsmæssigt for den enkelte bruger? Giver det brugerne de mest interessante, dybe, måske endda udfordrende musikoplevelser? Eller udstyrer det dem blot med mere af det samme, ultimativt måske et lydtapet, som ikke støder dem?

Uanset hvad kan man sagtens argumentere for, at både fordybelsen og den passive lytning har kvaliteter, absolut. Det ene udelukker ikke det andet. Men Spotifys algoritme vurderes af eksperter til at sigte efter genkendelighed, og det er jo en slagside. Men den del af Spotifys forretningsmodel må man åbenbart ikke diskutere ifølge Winckler.

Winckler lader os forstå, at han har læst Benjamin og Adorno, og en opsummering af deres kulturindustrielle kritik bruger han så til... Ja, til hvad? Jo, til at fortælle, at andre har kritiseret kulturindustri før i verdenshistorien, hvilket åbenbart fratager mig retten til at kritisere den aktuelle kulturindustri.

Det er et perfekt eksempel på whataboutism – her i akademisk skysovs. Det implicitte argument er, at jeg ikke kan kritisere den nuværende kulturindustri, fordi jeg glemmer at kritisere den gamle. Lidt ligesom når jeg for fem år siden skrev noget om manglen på kvinder i musik, og en eller anden sur mand kom ind for højre og sagde: »Hvad så med sygeplejerfaget?« Svaret på det spørgsmål var og er altid: »Det er også vigtigt, men ikke relevant i den her kontekst.«

En kontekst som altså i min Spotify-artikel er nutiden.

Senere i Wincklers tekst kommer minsandten endnu en whataboutism: »At Spotifys algoritmer har været med til at ændre poplandskabet burde ikke komme som den store overraskelse. Ja, den er god nok: Afspilningsmediet har en indflydelse på, hvordan det, der afspilles, bliver lavet. Sådan har det vel altid været.«

OK, så fordi afspilningsmedier før har påvirket vores lyttevaner, så må vi ikke interessere os for, hvordan de gør det nu? Hvem af os to er det egentlig, der er gammel i hovedet, Winckler?

Københavnerne delte toilet på bagtrapperne. Reagan og Thatcher ledte den vestlige verden

Og, hey, jeg er ikke på nogen høj hest her. Vi bliver alle manipulerede, jeg bliver manipuleret dagligt. Men jeg tror/håber, at jeg kunne manipuleres yderligere, hvis ikke jeg var proaktiv i mine valg. For eksempel på min streamingplatform. Men jeg lytter også til forslag og skræddersyede playlister fra min streamingtjeneste. Det er jo et gode. Det er bare ikke et ubetinget gode.

Kan Winckler rumme denne nuancerede tænkning? Åbenbart ikke. I hans verden er jeg »algoritmeangst.« Well, er det rigtige ord ikke »algoritmekritisk«? Jeg omfavner jo dagligt algoritmisk arbejde. Men, nej, »algoritmeangst« er ordet, for ellers kan Winckler ikke vinkle skarpt nok og tegne et absurd fordomsfuldt billede af denne signatur.

Winckler forsøger således at få mig til at lyde som om jeg længes efter de gamle dage. Det gør jeg ikke. Dengang skulle jeg ned i en forretning og bestille en plade hjem og vente uger på den. Københavnerne delte toilet på bagtrapperne. Reagan og Thatcher ledte den vestlige verden. Og der var ikke noget, der hed PlayStation.

Og der er mere. Min kritik af Spotifys mulige forsøg på at gøre passiv lytning til en vane hos sine brugere sammenligner jeg i min artikel med P3's flowradio, der for alvor fandt sin form i 2001. Ja, for 20 år siden. Men det udelader Winckler, for ellers passer hans præmis om en nutidsangst gamling ikke.

Winckler forsvarer selv den passive lytning. Fint nok, den lytning praktiserer jeg også. Og jeg angriber den heller ikke, jeg problematiserer, at Spotify befordrer den yderligere. For vi kan vel godt blive enige om, at det ikke er passivt indoptaget, hurtig second screen-kultur, vi mangler i vores nu-kultur, men snarere fordybelsen?

I Wincklers tekst er der ikke blevet lyttet. I stedet bliver der skudt med spredehagl mod en selvopfundet skydeskive

Vi lever i en accelereret verden, og tillad mig som Winckler lige at hente et klogt hoved frem.

Den tyske sociolog Hartmut Rosa konstaterer, at acceleration er det eneste stabile i det kapitalistiske samfund. Vi skal løbe stærkere og stærkere, og dér på farten mister vi evnen til at forbinde os med verden. Her er fordybelsen central, fordi det er i den, at vi oplever en ægte resonans, en tæt forbindelse til verden.

Det er også noget, den amerikanske musiker og lydterapeut Pauline Oliveros (1932-2016) arbejdede med i sin deep listening-filosofi og -praksis. En fordomsfri, koncentreret lytning, hvor man forsøger at forstå et værk – eller en person – på dets eller dennes præmisser.

I Wincklers tekst er der ikke blevet lyttet. I stedet bliver der skudt med spredehagl mod en selvopfundet skydeskive. Der bliver paraderet fordomme og fremvist ømme tæer, ingen har trådt på.

»Generation Z gider ikke belæres af boomers, der forsimpler tingene. Værsgo, her er et meme, gamle!,« lyder det. Well, spejl, unge! Din tekst er én lang forsimpling og bevidst misforståelse af mine udsagn.

Jeg er således ikke boomer, jeg er fra generation X. Jeg har haft mine opgør med boomerne. Hvis Winckler også vil have det, kunne det være, han skulle kritisere nogle af dem.

Og min tekst i Dagbladet Information er da ikke rettet specifikt mod ungdommen. Hvor kommer den antagelse fra, Winckler? Den er til alle avisens læsere.

Jeg skriver i Information til en bred vifte af generationer, der stort set alle bruger streaming-tjenester. Inklusiv min egen – helt vildt endda.

Min artikel er en kritisk undersøgelse af en teknologi, som boomere, x'ere, z'ere, millennials, ja, selv den kommende generation gennem deres mors maveskind nyder i fulde drag. Sikke et udvalg, sikke en adgang. Hurra!

Men Winckler leder efter et slagsmål og tager mig til indtægt for patroniserende adfærd, kulturelt grå stær og et tonedøvt forståelsesregister.

Er det virkelig ikke et problem, at Spotify og deslige overvåger og analyserer vores lyttemønstre?

Tilbage står at Winckler bakker sig mærkværdigt op i et hjørne med sit forsvar for Spotify. Er det virkelig ikke et problem, at Spotify og deslige overvåger og analyserer vores lyttemønstre? Og at de så kvitterer med musik, som deres algoritme – BaRT som den så sødt hedder – har regnet sig frem til kan holde os fanget så længe som muligt. Det er da en fratagelse af frihed.

Og er der ikke bred enighed om, at overvågning og datahøst er af det onde og berøver os frihed, monetiserer vores privatliv, indsnævrer vores valgmuligheder og horisont? Eller er det bare noget, jeg erfarer i min egen filterboble?

Den betingede frihed (og mere kan man vist ikke bede om her i livet) kan man til gengæld hurtigt genvinde, hvis man forholder sig kritisk og læser og lytter sig frem til noget selv.

Hvilket jeg ikke betvivler, at hverken Winckler eller andre i hans generation eller for den sags skyld andre generationer gør. Men ikke alle. Og, igen, vi har alle det tilfælles, at vi bliver manipulerede.

Og hvis denne tilbageerobring af frihed handler om også at lytte til det stærkt svækkede ekspertvælde – som Anders Fogh Rasmussen som bekendt og nu også Winckler åbenbart hader – så er det vel ikke de værste folk, man kan søge råd hos, er det?

Så harmonisk et forhold mellem individ og kapitalisme findes ikke. Det ville Adorno sikkert også have sagt

Anmeldere som mig har nemlig ingen økonomiske interesser i, hvad du lytter til. Jeg ønsker, enhver lytter det bedste, og kommer – i en millenium-gammel erkendelse af, at vi ikke bestemmer noget længere – bare med forslag.

Winckler skriver også, at jeg foreslår en aflysning af Spotify. Det er flot sagt. Jeg skriver om en skepsis, og så foreslår jeg i stedet at prøve tre andre streamingtjenester, der alle er europæiske og i to tilfælde anderledes end normen – men stadig udstyret med hver deres algoritme. Hvordan kan det være anakronistisk, som Winckler kalder mig? Det giver jo ingen mening.

Det handler om at lytte. Ellers ville du heller ikke sidde her og læse Seismograf.

Men det kniber for Winckler, han sidder i sine egne fordommes ekkokammer. Det synes at være det eneste, han hører.

Han skriver, at jeg er »pladenostalgisk,« hvilket måske lige er at stramme den. I min tekst bruger jeg blot vinylpladen og cd'en til at pege på forskelle i afspilning og hitliste-logistik. Jeg tror ikke, at hverken den gamle eller nye tid er værre, men de er forskellige fra hinanden. Der ikke ligefrem nogen galoperende nostalgi til stede de to konstateringer. Og langt størstedelen af min lytning – trods besiddelse af både pladespiller, cd-afspiller og båndoptager – via streaming.

Jeg kritiseres også for at være nostalgisk, når jeg kommer med Pink Floyds »Shine on You Crazy Diamond« som et eksempel på en god sang med en lang intro – noget, som Spotify ikke lige frem favoriserer. Winckler ‘glemmer’, at jeg også har sange med fra andre tider herunder 00'erne. Og han har ‘overset’. at jeg blot opponerer mod. at Spotifys algoritme favoriserer sange med korte introer, for så går folk glip af andre slags musik. Tænk bare på elektronisk musik uden vokal.

Og, ja, jeg bruger da også passiv lytning, når musikken er soundtrack til mavebøjninger 

Men, ok, så får Spotifys brugere sikkert noget andet godt. Og Winckler ‘glemmer’ således at nævne, at jeg også giver et positivt eksempel på. hvordan Spotifys algoritme, der tæller en sang som fuldt afspillet efter 30 sekunder, også kan resultere i ny spændende musik. Nemlig med min positive nævnelse af Tierra Whacks fornøjelige Whack World med 15 et-minut korte sange. Men det passer jo heller ikke ind i hans præmis om, at jeg er middelalderlig.

Igen, det handler om at lytte. Også til hinanden.

For, ja, jeg er da enig i at, at vi ikke kan lytte koncentreret hele tiden. og at der også er kvalitet i en passiv lytning. Så langt er vi enige. 

Vi kan simpelthen ikke forholde os til alt, hvad der rammer vores ører. Det sørger vores hjerne i øvrigt fint for ved konstant og hele tiden at sortere fra i lydindtrykkene, inden vi rent faktisk opfatter dem. Og, ja, jeg bruger da også passiv lytning, når musikken er soundtrack til mavebøjninger eller en våd aften. Men – og det er vigtigt – ikke i dansen, hvor ikke bare ørerne, men hele kroppen resonerer med musikken.

Min centrale pointe i min tekst er følgende: Jeg tror fuldt og fast på, at Spotifys algoritmer ikke udelukkende tjener vores interesser som lyttere – for de kan umuligt være 100% sammenfaldende med Spotifys økonomiske interesser. Så harmonisk et forhold mellem individ og kapitalisme findes ikke. Det ville Adorno sikkert også have sagt.