Nej. Spotify har ikke ødelagt popmusikken

Vi må vriste os fri af »algoritmernes tyranni«, lyder det gammelsurt fra Ralf Christensen i Information 15. oktober.

I oktober 2021 er det nøjagtig 10 år siden, at streamingtjenesten Spotify landede i Danmark. Det vil næppe være nogen underdrivelse at sige, at meget er sket siden dengang. Nu, hvor oktoberregnen slår mod ruden, kan det være tillokkende at henfalde til nostalgien. Til en tid, hvor man selv valgte sin musik hos den lokale 'pladepusher', som Christensen romantisk erindrer. En tid uden griske pengemænd, der manipulerer artisterne og styrer massernes kulturforbrug.

Men har den tid nogensinde været der? 

Hvor kunne det være fristende at smide en mere ungdommelig læsning af streamingudviklingen ind i koret af de gammelkritiske røster

De gode gamle dage, bliver endnu ældre i Christensens middelalderanalyse af Spotify. Blottet for selvrefleksion fører pladenostalgikeren en kampagne mod tjenesten, der erstatter den gamle sang om frygten for massernes mobilisering med et nyt omkvæd om algoritmeangst. 

Tilbage til fremtiden

I al den tid kulturindustrien har eksisteret, har der været en kritik af den. Frankfurterskolens Theodor W. Adorno har med sin spydige retorik nok været den mest markante modstander af masseudbredelsen af musik. Populærmusikken var 'forfordøjet', og kulturindustrien havde allerede foretaget lytningen for lytteren. Således kunne arbejderen slappe af i sin fritid og glemme alt om sit dødssyge og benhårde arbejde.  

Ironisk nok var det dengang, i 1930’erne, pladeindustrien, som stod for fordærvet. Kunstværkets 'aura' var i forfald, som en anden af Frankfurterskolens kulturkritikere, Walter Benjamin, skrev. I det 21. århundrede, hvor først ulovlig fildeling og siden streaming fuldstændig har immaterialiseret musikken, fremstår vinylpladen helt omvendt som en form for generobring af den tabte aura. 

Derfor undrer det mig, at Christensen har så travlt med at være pladenostalgisk. I stedet kunne han have fremhævet, hvordan vinylsalgets andel af det samlede marked for indspillet musik i Danmark er steget fra 0,8 procent i 2010 til 5 procent i 2020. Det er selvfølgelig intet mod streamingtjenesternes svimlende stigning på 81,4 procent i samme periode. Men det er udtryk for, at der findes modreaktioner derude, som kan være med til at kalibrere det skeptiske marxisme-tunnelsyn en smule. 

Vil De være så venlig?

Spejder man rundt i medielandskabet, vil man finde forskellige udgaver af den samme opsang. Nikola Nedeljkovic Gøttsche sammenligner i Weekendavisen Spotifys algoritmer med McDonalds. I Soundvenue lander Niels Jul Bruun – til trods for en betydelig mere velvillig selvindsigt – i devisen om at »være en god lytter«, tage stilling og afspille albums og ikke playlister. Det samme gælder for Michael Charles Gaunt, der i Berlingske frygter for en »uendelig pølse af enslydende muzak.«

I første omgang har jeg svært ved at acceptere, at passiv lytning udelukkende er en dårlig ting. Det er som om, at hele menneskets handlekraft bliver reduceret ind i spørgsmålet om de inaktive ører. Faktisk forstår jeg mere passiv lytning som et grundvilkår: Hvis vi konstant skulle forholde os aktivt til alt, vi hører, kunne vi jo ikke gøre andet.

Hvor kunne det være fristende at smide en mere ungdommelig læsning af streamingudviklingen ind i koret af de gammelkritiske røster. 

For nutidens performergeneration er det ikke længere så vigtigt, om man hører det ene eller det andet. Det, som boner ud på den kulturelle kapital, er, at man har en klart defineret smag og kan orientere sig i forskellige kulturelle referencer. Man skal selv vide, hvad man godt kan lide og turde stå ved det. Generation Z gider ikke belæres af boomers, der forsimpler tingene. Værsgo, her er et meme, gamle! Midt i strømmen af alle de standpunkter, der skal tages, kan det være rart, at en tilsyneladende usynlig teknologi, kan hjælpe én lidt på vej. Så når man er for sent på vej til arbejde og skal hurtigt op på cyklen, ryger der bare et Daily Mix på, som kan bekræfte ens fede musiksmag. I det lys gør Spotify ikke andet end at facilitere og overskueliggøre et opgør med ekspertvældet, som alligevel har været undervejs længe. 

Kan en popsang, der starter med hooket for at få lytterens opmærksomhed, ikke være en god popsang?

Men jeg vil selvfølgelig gerne være med til at blive forarget over, at Spotify og de major labels, som har aktier i selskabet kapitaliserer groft på det. 10 kroner for 1000 streams er forkasteligt, nedværdigende og usundt. 

Drop anakronismen

At Spotifys algoritmer har været med til at ændre poplandskabet burde ikke komme som den store overraskelse. Ja, den er god nok: afspilningsmediet har en indflydelse på, hvordan det, der afspilles, bliver lavet. Sådan har det vel altid været. 

Hvordan skal vi nogensinde have en chance for at vide, om Adeles »Easy on Me« er en god eller dårlig sang

Sensationen klinger derfor hult, når Christensen fremhæver, at introerne i popsange i gennemsnit er skrumpet fra 20 til 5 sekunder siden midt-80’erne. Kan en popsang, der starter med hooket for at få lytterens opmærksomhed, ikke være en god popsang? Skal vi nødvendigvis vente samfulde fire minutter og sytten sekunder før guitartemaet endelig dukker op i en Pink Floyd-sang, som Christensen virkelighedsfjernt drømmer om?

I min optik hører anakronisme ikke hjemme i et argument mod en musikalsk tendens. Ikke alene er det usportsligt at appellere til de gode gamle dage: Det skævvrider også kriterierne for, hvordan vi vurderer musik. Hvordan skal vi nogensinde have en chance for at vide, om Adeles »Easy on Me« er en god eller dårlig sang, hvis referencerammen er så langt væk som Pink Floyds »Shine On You Crazy Diamond«?

Dum og dummere

Fair nok, det kan godt være at Spotifys algoritmer gør os dumme. Men den gammelkloge og unuancerede gentagelse af en ensporet industrikritik gør os lige så dumme. Ifølge Christensen er løsningen – rent faktisk i trit med tidens ånd – aflysning. Hvis vi stopper med at bruge Spotify, stiger musikkvaliteten, og verden bliver til et bedre sted. Det kan ikke ende i andet end skyttegravskrig og meme-storm.

Selvom det er let at slå hjernen fra, kan man altså også slå den til inden for rammerne af Spotifys platform

Der må findes en gylden mellemvej. Christensen leder selv efter den i sit svar til Seismografs enquete om en musikkritik under pres Vær bevidst om din forurenede lytning. Selvom forureningsmetaforen er et sørgeligt skræmmebillede, der skal vække frygten for kulturel imperialisme, kan han have en pointe i, at vi bliver nødt til at finde ud af at krydse poptimismen med dybdeperspektivet. Derfor kan man jo være ærgerlig over, at han ikke selv benytter chancen for at praktisere dette i sin analyse af Spotify. 

Selvom det er let at slå hjernen fra, kan man altså også slå den til inden for rammerne af Spotifys platform. Jeg ser et stort kulturelt forhandlingspotentiale i Spotifys spillelistefunktion. Den giver et råderum for at skabe egne musikalske forløb og søge inspiration hos andre i sit netværk eller hos etablerede eller ukendte navne. Man behøver jo ikke sætte et Daily Mix på, hver eneste gang man åbner app’en. Der gemmer sig nogle vidunderlige playliste-skatte i servernes dyb.  

Hvis vi får et større blik for streamingtjenesten som en brugerflade, hvor vi kreativt kan interagere med hinanden og algoritmerne frem for udelukkende at fokusere på Spotify som en kommerciel mastodont, så kan den modstand, som Christensen efterlyser, måske opstå indefra. Og så skal prisen pr. afspilning sættes op.