kritik

En udstilling på plade

Nordic Sound Art programmet fejrer med en ny LP-udgivelse otte lydkunstneres afgangsudstilling, der fandt sted i Umeå, Sverige i september 2014. Udstilling og udgivelse kan ses som en præsentation af de nyeste spirer på den nordiske lydkunstscene. Det var derfor med stor nysgerrighed på hvad kuldet af lydkunstnere fra Nordic Sound Art programmet havde at komme med, at vi satte vinylen på og begyndte at lytte.
Anmeldelse af Nordic Sound Art, LP-katalog fra afgangsudstilling 2014

Udgivelsen består af en vinyl med omtrent fire minutters lyd fra hver af de otte værker skabt af Jonas Gazell, Troels Nøhr Holmstrøm, Michael ‘Stoffer’ Christensen, Hannah Anbert, Georgia Rodger, Tuuka Haapakorpi, Tuukka Salonen og Helene Førde. Derudover er der tekster af Jonas Olesen, Brandon LaBelle og Irmi Sandström, samt værkbeskrivelser, kunstner CVer og billeder, der dokumenterer den visuelle dimension af det værk, man lytter til på vinylen. I forlængelse af de to tidligere års udgivelser fra 2009 og 2012, er der virkelig gjort noget ud af skabe en taktil oplevelse af lyden. Det er et flot produkt at stå med i hænderne og man kan se, at der er tænkt over indpakningen af lyden.

Repetitioner, tanker, og stemning
Fælles for værkerne er, at de kredser om lydens tvetydighed og om hvordan vores omgang med naturlige lyde oftest ikke er formet af lydene selv, men af hvordan vi lytter – eller ikke lytter – til dem. Særligt er det er støjen som værkerne på udgivelsen forholder sig til. Det meste af det vi aktivt lytter til, er snak, musik og vores egen stemme. Det er sjældent, at vi rent faktisk lytter til verden omkring os – til omgivelsernes lyde og støj.

For eksempel er omdrejningspunktet for Jonas Gazells Premonition Peak støj og maskinelle lyde: Vi hører tandhjulsagtige repetitioner og andre mekaniske klange, der leder tankerne hen på bornholmerurværk og industrisamfundet. Gazells værktekst refererer til Pavlovs behavioristiske eksperimenter med hunde, hvor en klokke ringes hver gang hunden får mad. Til sidst skal hunden blot høre klokken for at komme løbende i troen om, at maden er serveret. Der er noget spændende ved, hvordan specifikke lyde kan fremskynde en bestemt opførsel eller følelser i os. Historien om Pavlov er ikke tilstede i værkets lydlige del, men måske fremskynder værkets lyde nogle tanker hos os, som klokken gjorde hos Pavlovs hunde. Hvad er vores forhold til de tandhjul og klokker, der befinder sig i Premonition Peak? Får det automatiske tikkeri os til at tænke på maskiner, urværk, industrialiseringen og arbejde?

Et andet værk på udgivelsen, Thought-forms af Georgia Rodger, arbejder også med reallydsoptagelser fra en MR-scanner, der ved hjælp af radiobølger måler og danner billeder af kroppens indre, for at visualisere anatomiske strukturer, vævets konsistens, hjernens aktivering og blodets gennemstrømning. Værkets lydlige, konceptuelle og visuelle elementer spiller godt sammen. Det hænger godt sammen, at man ser et fotografi af et skelet og samtidig i værkteksten kan læse om, hvordan man bruger elektromagnetisme og lyd (radiobølger) til at lave skanningen. Gennem lyden af ekko-signaler viser Rodger os det, vi ikke kan se, når vi hører, nemlig hvordan det lyder at blive scannet. Samtidig er det tydeligt, at det er en kunstnerisk fortolkning med flere lag af forskellige lydflader – interviews med personalet, en telefon, klassiske musikstykker, bip-lyde og anden støj fra MR-scanneren. Stemmerne klippes sammen og moduleres subtilt. Da alle lydkilder synes at være mixet til samme volumen, kommer ingen af signalerne i forgrunden, hvilket skaber en kakofoni af informationer.

LIQUID MAN af Tuukka Salonen er et værk, der virkelig stikker ud fra resten på grund af sin mere polerede og filmiske lyd. Lydligt er der ingen reallyde at holde fast i, udover stemningen som det sfæriske ambientværk skaber. Billedet, der medfølger værkbeskrivelsen, viser en person, som går igennem en mørk snedækket by. Den digteriske værktekst giver ikke yderligere klarhed eller information om hvordan præcist den musikalske drone-lyd giver mening i forhold til det visuelle supplement. Men måske kan LIQUID MAN, som det eneste værk på udgivelsen, ses som et modspil til de mere konceptuelle værker, der har tendens til at glemme det emotionelle i deres jagt på at give lytteren ”noget at tænke over.” I den sammenhæng som resten af udgivelsen giver, er det svært at gemme den analytiske hjerne væk, og bare lade sig flyde med Salonens droner. Måske fordi de fire minutters uddrag fra installationen, ikke er lang tid nok til at kunne fordybe sig i det dunkle landskab, før det forstummer.

Hvor meget skal man læse for at kunne lytte?
Irmi Sandström beskriver i sin indledende tekst til udgivelsen, Stills, Repetitions and Flows, oplevelsen af at gå igennem udstillingen og sanse værkerne som de fremtræder for hende som besøgende. Hun forklarer den kringlede proces man gennemgår, når man skal oversætte fra et medie til et andet. I det her tilfælde når hun skal sætte ord på sine oplevelser af værkerne i udstillingen. For lyttere til Nordic Sound Art programmets udgivelse er Irmi Sandströms ord essentielle for at forstå værkerne.

Specielt i Helene Førdes Temporale 1, 2 og 3, som er uddrag fra en længere dokumentation af tre interaktive installationer: Knive, der rasler når døren til galleriet åbnes, vand der hældes ned i en balje og et sidste ubeskrevet fænomen. Sandströms tekst åbner værket op, så vi forstår dets placering i udstillingens rum. De tre Temporale er meget stedsspecifikke. Kun gennem den beskrivende tekst sættes lydbilledet i forhold til gallerirummet, og relationen mellem f.eks. køkkenobjekterne og de besøgende bliver klar. Interaktionen med hverdagsobjekterne får én til at lægge mærke til hverdagslyde, der ellers overses.

Uden Sandströms beskrivelse af Hannah Anberts værk Invitation er det svært at vide, præcist hvad værket består af. Udover lyden af to kvindestemmer, der står som et selvstændigt værk på udgivelsen, finder vi ud af, at værket også har bestået af to hule træskulpturer og en samling fundne objekter og hjemmelavede instrumenter. Anberts egen værktekst åbner også værket op for os. Den forklarer, at kvindestemmerne skal forstås som en lydlig og ikke-sproglig invitation til at medvirke i et eksperiment i skoven, hvor folk i nogle uger kun kommunikerer gennem stemmen, uden ord. De lidt svævende stemmeeksperimenter skal altså forstås ud fra Anberts interesse i stemmens kommunikative muligheder. Stemmen uden ord er svært at forestille sig, da sproget er vores væsentligste måde at kommunikere på. Anberts undersøgelse af sprogets begrænsninger er finurlig og sjov at lytte til. Gennem en legende tilgang, sætter værket gang i tanker, der rækker langt udover træhuler og skovture.

Mellem værk og dokumentation
Præsentationerne af værkerne i udgivelsen gør det aldrig helt klart, hvorvidt det vi lytter til er lydværker eller dokumentation af værker fra en afsluttet udstilling. Spørgsmålet er om vinyl-formatet overhovedet egner sig til at dokumentere udstillingen. Det er tydeligt at visse værker klarer sig bedre end andre i oversættelsen fra galleri til plade. Mange af værkerne må ses som konceptuelle eller installatoriske værker, som primært får deres betydning gennem samspillet mellem tekst, lyd og billede og hvor lyden ikke kan stå alene. I den sammenhæng favoriserer vinyl-formatet primært lytteoplevelsen, frem for de rumlige, audio-visuelle eller konceptuelle aspekter af værkerne. Til trods for udgivelsens flotte udformning og foto-dokumentation, kunne andre formater måske have været bedre til at præsentere værkerne. For selvom det er det auditive, der undersøges i alle otte værker, inddrager disse undersøgelser i høj grad også de andre sansningspotentialer og her kan vinylformatets tradition som lydspecifikt album-medie i sidste ende være en hæmsko. Ved de første par gennemlytninger, var det svært at adskille hvornår et track endte og et nyt begyndte. Det handler om oversættelsen fra udstillingens rumlighed, hvor grænserne mellem værkerne er klare, til plademediets lydmæssige kontinuerlighed. Dette peger igen på vinyl-formatet, hvor hver side lyttes til fra ende til anden, og et nummer tager det næste.

Når rummet mangler
I Brandon Labelles essay, Lecture on Overhearing, Shared Space, and the Ethics of Interference, skriver han om støjens mulighed for at skabe provokationer eller modstand i vores lytning. Hvis folk snakker højlydt til en koncert, bryder det ind i vores oplevelse af musikken. Deres støjende snak, kommer i vejen for den ønskede lytteoplevelse. Kan denne forstyrrelse af vores lytning være en mulighed for at skabe nye forståelser, spørger han. Man vil pludselig forstå, at man ikke er den eneste tilstedeværende, og at der er flere forskellige lyttepositioner. Hvad der først var en irritation over at blive forstyrret kan vendes til en forståelse for alternative oplevelser. Imri Sandströms tekst peger på, hvordan værkerne fra afgangsudstillingen har ønsket at skabe forskellige lyttepositioner, i hver kunstners forsøg på at indlemme os I deres verden. På vinyl-udgivelsen, hvor flere af værkerne lydligt kommer til at minde meget om hinanden, sammenflettes de forskellige positioner ikke i udstillingens materielle rummelighed, men flyder i stedet sammen i en lineær tidslighed.

Diversitet uden helhed
Det må konstateres, at det er svært at sætte sig ned og lytte i blinde. Når man er udeladt fra oplevelsen af at modtage værkerne i deres oprindelige form, skal der noget mere information til, for at gøre det ud for den manglende kontekst. Det er ofte koordinatorens eller kuratorens opgave at give en bredere sammenhæng for udgivelsen. Jonas Olesen, der er koordinator for Nordic Sound Art-uddannelsen, skriver i sin introduktionstekst om, hvordan de forskellige værker sætter nogle fælles tematikker op: ”As such the exhibition formed an organic whole, comprising of more than the sum of its parts.” Men hvad er denne helhed, der binder alle værkerne sammen? Olesen nævner ikke et specifikt tema, der skulle løfte udgivelsen op over den umiddelbart tilfældige liste af otte kunstnere. Han kan dog omvendt have en pointe i at lade være med at give en overordnet tematik eller koncept, der kan påtvinge en helhed ned over så forskellige værker og kunstneriske praksisser som afgangsudstillinger ofte indebærer. Spørgsmålet bliver så, hvorfor Olesen hentyder til, at der er et organisk hele. Hvad består det i så fald af? Hvis helheden er diversiteten i måder at iscenesætte reallyde på, hvorfor så samle og oversætte de fysiske lydværker til en udgivelse på vinyl? Når værkerne fremstår i samme format, medfører det blot at diversiteten mindskes og værkerne mister deres særegne udtryk.