Hvis det her er musik, hvad er alt det andet så?

Allerede mens vi står og venter i foyeren til St Paul’s Hall i Huddersfield, inden afslutningskoncerten ved årets Huddersfield Contemporary Music Festival med den engelske improvisationsgruppe AMM, kan vi mærke den dirrende forventning, som aftenens koncert imødeses med. Dette er ikke bare en koncert, det er en begivenhed.

Gruppen blev grundlagt i 1965 af trommeslageren Eddie Prévost, guitaristen Keith Rowe og saxofonisten Lou Gare, som alle havde deres rødder i den frie, improviserende jazz. Siden har gruppen været et åbent forum for improvisation og eksperiment, hvor musikere og komponister er stødt til og har trukket sig ud igen. I dag udgøres AMM af duoen Eddie Prévost og pianisten John Tilbury, som sluttede sig til AMM i 1980.

Ved denne koncert medvirker Prévost, som nu er 73 år, Tilbury, som er 79, og Rowe, som er blevet 75. Sidste gang, de stod på scenen sammen, var for ti år siden, i 2005.  

Nu sidder de tre ældre mænd klar på gulvet foran publikum. Tilbury ved sit flygel, Prévost bag en stortromme, en lilletromme og en gong og Rowe ved et bord, hvor hans instrument, en el-guitar, ligger ”på ryggen”, spændt fast og forstærket.

Tilbury frembringer ikke mange lyde på sit flygel i løbet af aftenen – bortset fra én gang, hvor han smækker flygellåget i, mens han træder sustain-pedalen ned, så ikke bare alle strenge, men hele flygelkassen står og svinger og klinger. Ellers går aftenen med, at han med først den ene underarm, så den anden, masserer klaviaturet med en langsom bølgende bevægelse, op og ned, oktav for oktav, det virker nærmest, som om han gør sig umage med IKKE at få en lyd frem. Fraværet – kun enkelte gange klemmer der sig en lille tone frem – får i al fald denne skribent til at gribes af en følelse af desperation. ”Så spil dog noget!”

Det virker nærmest, som om han gør sig umage med IKKE at få en lyd frem

Prévost har gang i en udforskning af trommernes og gong’ens lydmuligheder. Han filer på gong’en med en bue og frembringer en skærende, enerverende lyd, der får alt – ikke mindst ens trommehinder – til at svinge; han sender en kugle rundt langs indersiden af stortrommen, som en rallende roulettekugle; han vender lilletrommen om og lægger en sten på seidingen, mens han slår let på trommen, så sten, seiding og trommeskind dirrer. ­Han udviser en nysgerrighed over for sine tre instrumenter og deres uopdagede lyde, som virker upåvirket af, at han har spillet på dem igennem en menneskealder.

Rowe sidder som en ældre mand i sit værksted, bøjet over sit arbejdsbord, roligt søgende frembringer han et bredt repertoire af skrattende, summende, susende og hvæsende lyde ved at lægge ting på eller berøre guitarstrengene; en propel, en fjer og metalstang.

Lydene de tre frembringer fylder salen, publikum sidder ganske stille og lytter. Eller sover.

Midt i det hele tænder Rowe for en lille transistorradio, som står på bordet foran ham, og da den pludselig spiller noget, der minder om P3, griber jeg mig selv i at tænke, at det er jo musik! Men hvis det er musik, hvad er det så, de tre ældre mænd frembringer? Lyd, støj, rablende stilhed i afgrænsede mængder?

Da de tre efter en lille time fader ud af deres improvisationstilstand, og vi siver ud i Huddersfields mørke, regnfulde gader, er det med en oplevelse af, at vores musikopfattelse har fået en tur i strækkebænken.

AMM er kendt for ikke at øve, ikke at aftale noget på forhånd og ikke at diskutere deres koncerter.

Det er ren improvisation. Der er ingen grænser, ingen aftaler, ingen noder, ingen dirigent – kun hvad de tilstedeværende musikere får eksperimenteret sig frem til i løbet af en session. Om det er alderen, der har fået dem til at bevæge sig ud i den langsomme afsøgen af grænseområderne mellem lyd og stilhed, ved jeg ikke, men angiveligt larmede de mere, da de var unge.

Eddie Prévost bag gongen.

Hvor blev dirigenten af
Huddersfield Contemporary Music Festival, som afholdes hvert år i november, har eksisteret siden 1978 og tiltrækker hvert år i omegnen af 10.000 koncertgæster ikke bare fra England, men også fra resten af Europa. I løbet af de ti dage festivalen varer, afholdes der 50 begivenheder – koncerter, workshops, foredrag og udstillinger. En del af koncerterne optages og transmitteres af BBC, og når derved ud til et bredere publikum.

Huddersfield er ikke kendt for at være en festival for improvisationsmusik, digital- eller elektron-musik. Det plejer at være ”klassisk" ny kompositionsmusik, der står på programmet, musik, som er komponeret og spilles efter noder. Men uden at jeg egentlig havde planlagt det på forhånd, blev det imidlertid i høj grad improvisation og eksperiment, som blev temaet for mit besøg på festivalen, der strakte sig over festivalens fire sidste dage.

Inden koncerten med AMM søndag aften havde jeg været til to koncerter med Berlin Splitter Orchester, som på sin vis er en videreudvikling af det, AMM har leget med siden 60’erne.

Splitter Orchester, der blev dannet i 2010, udspringer af den berlinske echtzeitmusik, som opstod i midten af 1990’erne, og som var et forsøg på at skabe en ny musikalsk ramme afgrænset fra den bestående jazz og improvisationsmusik i Tyskland.

Der er ingen dirigent, ingen anerkendt leder, men der skal være enighed i gruppen, inden man kan gå i gang

Berlin Splitter Orchester består af 25 musikere og komponister, og det samles kun lejlighedsvis. Medlemmerne spiller på alt lige fra traditionelle akustiske instrumenter som trompet, cello og tværfløjte over et bredt udvalg af slagtøj til hjemmebyggede elektroniske instrumenter. Orkestret fungerer som et kollektiv, idet man, inden man går i gang med at improvisere, diskuterer sig frem til rammerne for den forestående improvisation. Der er ingen dirigent, ingen anerkendt leder, men der skal være enighed i gruppen, inden man kan gå i gang. Til forskel fra AMM er ikke alt overladt til tilfældet eller situationen.

Den ene koncert, som jeg oplevede med Splitter Orchester, var frugten af et samarbejde med den amerikanske komponist George Lewis. Omdrejningspunktet for koncerten var en række spørgsmål, som omhandlede improvisation i relation til lederskab og forholdet mellem komponist og musikere: Hvordan vil improvisation hjælpe os til at spille bedre? Har vi brug for komponister? Vil komponisterne spille med – og hvad nu, hvis vi ikke kan lide det, de spiller?

I praksis sad orkestret inklusiv George Lewis i en rundkreds med front mod hinanden, så alle kunne have kontakt. Et stykke inde i værket/improvisationen begyndte musikerne at dirigere eller påvirke hinanden ved hjælp af A4-ark, hvorpå der stod skrevet kommandoer eller opfordringer som ”play a weird melody”, ”play with me”, ”suddenly piano”, ”suddenly forte”, ”play this for a long time” eller ”play a melody you memorised before”. Værket sluttede, da flere af musikerne efter hinanden havde holdt et ark op, hvor der stod ”End?”.

Selv om det 45 minutter lange værk, som opstod, nok var så langt fra at være en traditionel symfoni, som man overhovedet kan komme, oplevedes det som et symfonisk værk. Der var en begyndelse og en ende, en dramatisk spænding – med et crescendo, der foldede sig ud fra det næsten uhørligt tyste til det uudholdeligt bragende – og vekslende passager af melodi og rytme.

Men en symfonikoncert i traditionel forstand var det ikke. Som publikum føler man sig lidt ekskluderet, når musikerne sidder i en sluttet rundkreds og har deres fulde opmærksomhed rettet mod hinanden, og man er virkelig tilskuer i ordets allermest bogstavelige forstand. Man får dog også oplevelsen af at være tilstede, mens et værk bliver til, og det er lidt som at være fluen på væggen i komponistens værksted.

Den anden koncert, jeg oplevede med Splitter Orchester, foregik i en gammel fabrikshal. Her stod musikerne placeret spredt i rummet, og publikum kunne gå rundt mellem musikerne, mens de spillede, eller sidde på stole sat rundt omkring. Det gav publikum mulighed for at følge en eller flere musikere gennem hele koncerten, eller gå rundt op opleve lyden fra forskellige positioner.

Jeg valgte at sidde ved siden af en af slagtøjsspillerne under hele koncerten, og det var interessant at opleve hele det samlede musikbillede fra hans synsvinkel, følge hans forsøg på at følge de andre musikere, opdage, hvornår han greb en lyd eller en melodistump og bar den videre, se hvordan han af og til måtte forsøge sig frem, før han fandt lige det instrument, eller den lyd, der supplerede eller passede ind i det samlede udtryk.

43 minutters spillen op og ned af det, der pludselig åbenbarede sig som urmelodien over dem alle

Det mest påfaldende ved begge koncerter var, hvor stor en opmærksomhed og lydhørhed det kræver af den enkelte musiker at skabe en gruppeimprovisation, som hænger sammen og giver mening for andre end de involverede musikanter. Der skal lyttes, lyttes og lyttes igen, og musikken får tilsyneladende uvægerligt et slow motion-agtigt præg; der er ikke plads til forhastede beslutninger eller ufokuserede forsøgsvise bud på næste lyd.

Inspireret af en ko
Søndag middag stod der en koncert med den berømmede britiske Arditti Quartet på programmet, og blandt værkerne, som skulle opføres, stod en UK-premiere på den østrigske komponist Klaus Langs: Seven Views of White (2013).

Ifølge programnoten udspringer værket af en undren over, dels hvilken logik der ligger bag en kos adfærd, når den står eller går på marken, dels over det mystiske faktum, at selv om alt, hvad en ko indtager, er grønt, så er mælken, der kommer ud, hvid. Da jeg læste programnoten inden koncerten, kom jeg til at le. Samtidig forekom det mig at være noget værre sludder, men stykket indfriede eller forløste på sin egen måde de refleksioner, som kom til udtryk i noten.  

Da Arditti Quartet fremførte værket, viste det sig af være en uendeligt langsom udfoldning af en skala. 43 minutters spillen op og ned af det, der pludselig åbenbarede sig som urmelodien over dem alle, toner, der gled fra den ene musiker til den anden, som i et musikalsk stafetløb, hvor toner nænsomt videregives til sidemanden.

Der var ikke et gran af improvisation over det, måske udspillede det sig tværtimod inden for den strengest tænkelige ramme, men tonerne lagde vejen til en oplevelse af frihed, som måske ellers kun er den gumlende ko på marken forundt. Gå denne vej, min ven, friheden og beroligelsen ligger i, at du kender det hele på forhånd, du ved, hvor vejen fører hen.

Violinisten Irvine Arditti foran sin kvartet.

Brassband møder raga
I skarp kontrast til den megen slow motion-improvisationsmusik og vandren ind og ud af en meditativ tilstand stod koncerten lørdag formiddag, som under titlen Just a Vibration kombinerede traditionel engelsk blæsermusik med klassisk indisk musik.

Koncerten var kulminationen på en række workshops, hvor unge blæsere sammen med unge, der spiller på klassiske indiske instrumenter, havde spillet værker komponeret til lejligheden af den indiske basguitarist, arrangør og producer Shri Sriram.

Som en del af duoen Badmarsh & Shri har han arbejdet med at fusionere indisk og vestlig musik, og værkerne han i forbindelse med workshoppen har komponeret til de unge engelske musikere, kombinerer den engelske brassband-tradition med den indiske klassiske musik.

Orkestret ved koncerten bestod af de unge musikere, blæsere fra The Hammonds Saltaire Band, slagtøjsspilleren Marc Leyton-Bennett og Shri Sriram, som optrådte som solist.

Umiddelbart lyder det måske som et sammenstød, der vil noget, at kombinere brassband og indisk musik, men som tilskuer kunne man ikke andet end lade sig rive med af musikken, som kombinerede ragaens idé om langstrakte improviserede passager med brassbandets autoritative, lidt stive blæserklang og kraft.

Og så blev synet af de unge blæsere – af begge køn – i deres hvide skjorter og sorte veste sammen med de unge indiske musikere iført turbaner og flagrende gevandter, siddende foran i den karakteristiske skrædderstilling, som de indiske instrumenter kræver, et billede på, at måske er det, når det gælder musik, ikke et enten eller.

Det handler ikke om, hvorvidt et værk enten er improviseret eller noteret, vestligt eller østligt, nyt eller avantgarde.  Det handler om, at musikken giver mulighed for både og. Om at der lukkes en dør op til nye oplevelser, når grænserne mellem det kendte og det ukendte overskrides.