Skabelsen af det moderne accordeon

Vi hører et dybt A spillet ganske afdæmpet. Intet andet. Som en rumklang i et ukendt og fremmed univers. Klangbilledet er dystert og øde. Efter cirka et minut indtræder et højt Gis. Svagt, ja knapt eksisterende. Gis’et bliver gentaget og gentagelserne er nærmest uhørlige til at begynde med, men bliver gradvist mere definerede, indtil solisten med orkesteret præsenterer de første motiver i værket. Rytmen, der virker som afsæt for resten af udviklingen, er født. Der er nu gået næsten 3 minutter af accordeonkoncerten ”Spur” (1975), som frem til dette øjeblik har haft karakter af en skabelse: Som om de musikalske bestanddele, ved hjælp af en usynlig gravitationskraft, langsomt samles til et værk i et rum dannet af det ensomme, dybe A.

Der er ikke så mange værker, faktisk kun fire, men deres vigtighed er utvivlsom.

Selvom dette værk ikke er det ældste på den norske accordeonvirtuos Frode Haltlis nye album med landsmanden Arne Nordheims (1931- 2010) samlede accordeonværker, virker denne indføring i Nordheims musikalske univers meget passende. Ved at lade den klingende indgang til hans accordeonmusik være formet således – som en skabelse af accordeonuniverset - synes det at være poetisk understreget, at Nordheim var en af de første komponister i nyere tid, der tog instrumentet alvorligt og dermed føjede vigtige værker til dets standardrepertoire. Der er ikke så mange værker, faktisk kun fire, men deres vigtighed er utvivlsom 

Ensartede materialer i åben fortolkning
”Spur” er på mange måder et afsøgende værk. Man kan mærke Nordheims interesse for at undersøge instrumentets klanglige og tekniske muligheder. Mange idiomatiske effekter (f.eks. clusters, liggetoner og tonegentagelser) bliver brugt præcist og teatralsk i forhold til musikkens dramatiske forløb.

Haltlis teknik er overlegen, ligesom fortolkningen er overbevisende. Det hele er meget flot formidlet og stemmeregistreringerne virker motiverede.

Et sted, hvor registreringen af stemmerne er afgørende for værkets udtryk og klarhed, er f.eks. et langt afsnit fra omkring 22,09 til slut, hvor accordeonets klang delvist skal blandes med høje strygere og træblæsere, crotales og messingblæsere. Der er en fare: Forsvinder solisten helt i disse klange, mister lytteren den røde tråd. Træder han derimod helt frem i lydbilledet, ødelægges de farverige miksturklange.

Problemet løses meget fint, blandt andet ved brug af accordeonets såkaldte ”piccoloregister”, der blander sig fint med de høje og relativt skarpe frekvenser i orkesterklangen. En yderst kompetent fortolkning leveret af Haltli med det norske radioorkester, dirigeret af Christian Eggen.

Som Haltli ganske rigtigt skriver i bookletten, er materialet i ”Flashing” (1986) for soloaccordeon ikke så forskelligt fra materialet i ”Spur”, men han vælger at fjerne lidt af stramheden fra koncerten og har med egne ord ’prioriteret fortolkningsrummet´. Det er klogt af Haltli at betragte ”Flashing” som et selvstændigt værk. De friere tøjler giver udtrykket en velgørende form for åbenhed, og formdannelsen bliver markant lettere end i koncerten, hvor indramningen bidrager til en anden form for tyngde.

En dansk forbindelse
Man kan læse i bookletten, at ”Signals” blev komponeret på opfordring af den danske accordeonpioner Mogens Ellegaard. Der er en udmærket beskrivelse af Ellegaards arbejde med at skabe opmærksomhed om instrumentet som værende seriøst fra midten af 1950’erne, så det kunne blive bragt ind i koncertsalen. Jeg er enig i vurderingen. Uden Ellegaard ville accordeonet ikke være nær så kendt og anvendt, som det er i dag.

På grund af en dårlig telefonforbindelse skulle Arne Nordheim have hørt værkbestillingen fra Ellegaard som en opfordring til at komponere et værk for ”akvarium”.

Men situationen var en anden for bare halvtreds år siden. På grund af en dårlig telefonforbindelse skulle Arne Nordheim have hørt værkbestillingen fra Ellegaard som en opfordring til at komponere et værk for ”akvarium”. Fejltagelsen omkring instrumentbesætning blev dog heldigvis afklaret og således tog denne værkrække sin begyndelse.

Først fra 1960’erne kan vi tale om en decideret accordeontradition i den såkaldt ”seriøse”, vestlige kunstmusik. Frode Haltlis album med Nordheims accordeonværker udgør altså en vigtig dokumentation af den forholdsvis tidlige accordeonmusik, idet den tidsmæssigt spænder over værket ”Signals” fra 1968 til ”Flashing” fra 1986. 

På mange måder virker ”Signals” (1968) for accordeon, elektrisk guitar og slagtøj som det friskeste værk på albummet. Det indeholder mange frie afsnit, hvilket giver musikerne spillerum - og lytteren får mulighed for at blive revet med på en anden måde end med et strengt, gennemkomponeret værk.

Haltli har udvalgt sig nogle glimrende medspillere: Guitaristen Raoul Björkenheim formidler flot de afvekslende stemningsskift, mens Hans-Kristian Kjos Sørensen på slagtøj er med til at skabe retning i dette quasi-improvisatoriske værk. Haltli skifter behændigt spillestil og klangbehandling, så klangen tilpasses det mere rå udtryk, som den elektriske guitar og slagtøjet unægteligt medfører. Vi får både hektiske trommer, sirene og tågehorn! Det er ikke musik, der er køn i traditionel forstand, men det behøver den heller ikke være.

”Dinosauros” (1971) for accordeon og bånd giver Haltli og legendariske Mogens Ellegaard mulighed for at spille sammen, idet Ellegaard medvirker på bånddelen af værket. Fortolkningen bliver dermed til en unik dialog på tværs af tiden, hvor de elektroniske lyde på båndet er med til at fremhæve nye sider at accordeonet, så det næsten klinger som et elektronisk instrument. Det er dyrkelsen af klang, der er fremherskende i værket, og det er intenst.

Jeg opfatter ”Dinosauros” som det mest eksperimenterende værk på dette album. Det har et meget effektivt udtryk, hvilket især skyldes de mange fortætninger og koncertante afsnit. Værket virker på mange måder som en koncert uden orkester. Haltli i intens diakron dialog med Ellegaard er en oplevelse, der i sig selv er hele albummet værd og Haltli giver her lytteren en dynamisk minikoncert, som er aldeles imponerende.

Nuance og klangfornemmelse
Albummet er velproduceret. Man oplever de små nuancer i instrumentets udtryk, hvilket især skyldes et fokus på det intime klangrum. Dette er oplagt i solomusikken, men gælder desuden for orkester- og kammermusikken og er meget passende. Frode Haltli leverer en solid indsats og markerer dermed sin position som højt anerkendt, international solist. De fire værker er meget forskellige, hvilket skaber et afvekslende album.

Selvom albummet altså ikke er så stilistisk homogent, føler jeg mig underholdt som lytter. Det bliver under alle omstændigheder fastslået endnu en gang, at både Haltli og Nordheim hører til blandt de kunstnere, det er udbytterigt at tilbringe tid med.