Foto: Ultimafestivalen / Henrik Beck
reportage

Ultima

Ultima Festival i Oslo understreger i sit jubilæumsår, at den står som et flagskib for den ny musik i Norden. Stærke kræfter med et internationalt netværk har skabt en velkuratret og sammenhængende festival for 2015. Her følger tre nedslag i programmet fra åbningsweekenden.
Af
21. Oktober 2015
Reportage fra Ultima Festival 2015
  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

Ultima festival fødtes i 1991 af forskellige institutioner i Oslos musikmiljø efter et succesfuldt afholdt ISCM World Music Days året forinden. Nu fejrer festivalen sit 25’ende år med et intensivt program med store internationale kunstnere, komponister og ensembler. Som vanligt, fristes man til at sige, for Ultima har igennem et kvart århundrede været et flagskib blandt festivalerne for ny musik i Norden med en kongerække af prominente festivalkomponister: Helmut Lachenmann, Luciano Berio, Alvin Lucier, Kaija Saariaho og Witold Lutoslawski bare for at nævne nogle stykker.

Ultima er blevet en omfangsrig festival, hvilket også har grund i, at festivalen er skabt af en lang række medlemsinstitutioner, blandt andre Den Norske Opera og Ballet, Ny Musikk Norge (SNYKs søsterorganisation), Oslo Sinfonietta og flere andre. Alle lægger både penge og kræfter, hvilket medfører, at der her i 2015 er et svimlende antal begivenheder og koncerter alle festivalens ti dage. En stor festival er selvfølgelig ikke et ønske i sig selv, hvis det betyder, at den stritter i alle retninger. Det gør Ultima imidlertid ikke.

At åbne døre til ny erkendelse handler for Ultima festivalen netop om at holde fast i et væsentligt kuratorisk motiv i programmet

"Kunstens politiske kraft ligger i det å skape en ny bevissthet, åpne nye dører til erkjennelse, og ikke i å synge sanger eller male bilder som bare bekrefter det venstresida forventer." Ultimas nuværende leder Lars Petter Hagen citerer i introduktionen til programmet festivalens første leder, komponisten John Persen. At åbne døre til ny erkendelse handler for Ultima festivalen netop om at holde fast i et væsentligt kuratorisk motiv i programmet, der kan sammenholde komponisterne og kunstnernes fortolkning af verden, således at den mangearmede festival ikke falder fra hinanden.

I år var temaet 'natur', der både er ekstremt bredt og kan tolkes romantisk, men potentielt også er samfundsvendt og kritisk i tider med klimakriser, opbrugte naturressourcer og i en tid hvor begrebet om det antropocæne er hot topic på samtlige af samtidskunstens biennaler og festivaler verden over (red. læs bl.a. de to reportager fra årets WRO og Venedig Biennalen for bekræftelse). Ultima er en del af tidsånden, og en festival med en dagsorden.

Naturen. I egen person
Nogle af værkerne på årets Ultima tog meget direkte udgangspunkt i det givne tema, hvilket i hvert fald var tilfældet for et sært kludetæppe af en musikdramatisk forestilling, iscenesat og delvist komponeret af den norske komponist Henrik Hellstenius i samarbejde med instruktør og dramaturg Kai Johnsen og videokunstner Boya Bøckman. Det er et stort projekt med mange spillere på banen, men hvad der på papiret fremstår lettere skizofrent samles alligevel til et hele på scenen i Den Norske Opera, hvor jeg fredag aften fanger forestillingen.

I Ørets teater III: Om naturen, som er værkets mundrette titel, indgår klassiske værker af Franz Schubert, Robert Schumann og Edvard Grieg parret med nyere musik af Hellstenius selv, italienske Salvatore Sciarrino og den norske-franske kvartet Dans les Arbres med bl.a. den her i Danmark ofte optrædende perkussionist Ingar Zach. Hellstenius' forestilling er en videreføring af to projekter fra Ultima festivalen i 2007 og Festspillene i Bergen i 2011, hvor han primært fungerede som musikalsk kurator. I denne tredje del har han således både kurateret og komponeret, hvilket på mange måder viste sig som en interessant strategi, og det var opløftende at høre eksempelvis Schubert i så relativt uhøjtidelig en kontekst.

Opstillingen i den store blackbox er værd at beskrive, eftersom både publikum og musikere spejler sig selv. Der er publikumsrækker på hver side af scenen med ansigterne imod hinanden, og selve scenen er inddelt med Dans Les Arbres i venstre side for hvor jeg sidder og Oslo Sinfonietta med den karismatiske Andrea Pestalozzo som dirigent til højre. I midten er et åbent scenerum med videoprojiceringer på gulvet. Et sofistikeret scenografisk træk, der har den effekt, at de dramatiserede elementer, ofte med de tre sangere i centrum, ingen decideret retning har, men foregår i et stort glat rum. En herlig opløsning af den fjerde væg for en person, der som jeg har det hårdt med teateret og dets kunstige henvendelse til publikum.

'Ørets teater III: Om naturen' af Henrik Hellstenius. Foto: Ultimafestivalen / Henrik Beck

"Av og til kan vi se naturen stå der, rette framfor oss. Vi tror det er en figur, et speilbilde eller et menneske. Men det er naturen. I egen person", siger den store bariton Njål Sparbo henvendt til publikum. Han er stor og tung og tiltrækker automatisk opmærksomhed, når han bevæger sig rundt med sin fyldige stemme. I det hele taget er vokalisterne stærke både rent teknisk, men mere bemærkelsesværdigt måske, også rent performativt. Det er et svært værk, der indeholder maskinelle tekstrepetitioner, råbekor, dyreimitationer og primalskrig foruden mere traditionel sang, når det pludselig bliver tid til Schuberts Winterreise. Der er ingen pauser imellem den omskiftelige musik, men overgange, så det kræver sin performer at holde balancen når både tekst og musik springer fra romantikken til modernismen kun med naturtemaet som bindeled.

Undervejs begynder jeg at kede mig lidt. Forestillingen er utvivlsomt for lang og den vil for meget. Da uropførelsen af Hellstenius egen Rock Crystal i slutningen fremføres, kan jeg ikke længere samle koncentrationen om den historie, der udspiller sig. To børn går juleaften vild i et smukt fjeldlandskab, og i kampen mod kulden og døden fascineres de af nordlys og snebeklædte bjerge og ja, den sublime naturs skønhed. Teksten er baseret på forfatteren Adalbert Stifters Bergkrystall fra 1845, og den dramatiseres – nogle ville sige overdramatiseres i forhold til tekstens subtile stil – af de tre solister, så det går glimrende at følge med, det norske sprog til trods. Men der mangler klart at komponisten havde luget ud i nogle af sine mange idéer. Det er som om, at med Rock Crystal begynder en helt ny forestilling, hvor man egentlig var parat til at nu skulle der til at rundes af.

En ting kan man i hvert fald sige. Forestillingen tog udgangspunkt i naturtemaet og undersøgte det med tråde tilbage i musik- og litteraturhistorien. Højdepunktet for denne anmelder var de stykker, hvor kvartetten Dans Les Arbres fik lov at udfolde sig og de passager, hvor de spillede op imod Oslo Sinfonietta. Den dynamik på tværs af scenen uden vokalisterne fungerede rigtig stærkt.

'Pitch 43_Tuning the cosmos'. Foto: Ultimafestivalen / Henrik Beck

Musikkens genese
Harry Partch er en af de mere kendte amerikanske komponister, selvom han samtidig er en af de mindst opførte. Det sidste hænger uløseligt sammen med, at Partch fra omkring 1930'erne skrev de fleste af sine kompositioner for hjemmebyggede mikrotonale instrumenter, der i nogen henseender kan minde lidt om Storm P's opfindelser.

I 1947 udgav han bogen Genesis of a music. Det var hans teori, hans brud med den vestlige musiktradition. Selvom hans idéer herhjemme tydeligst er at finde i Jeppe Just Instituttets finurlige instrumentkonstruktioner, så er tilgangen til musik og komposition mere lig det kompromisløse opgør, som Goodiepal i disse år fører med musikinstitutionen. Partch levede i en årrække som vagabond og underviste sporadisk på forskellige universiteter. Han fastholdt til det sidste sin grundlæggende kritik af den vestlige ensretning af interval og sværgede til sine egne instrumenter. Han vil derfor formodentlig blive en papirkomponist. Velbeskrevet, men sjældent opført.

Heldigvis har tyske ensemble Musikfabrik påtaget sig at fortolke Partchs arv, og de præmierede i 2012 deres rekonstruktioner af en række af Partchs instrumenter. De gæstede Ultima i år med projektet Pitch 43_Tuning the cosmos, som foruden Harry Partchs egen komposition And on the Seventh Day Petals Fell in Petaluma (1963-66) også indeholdt helt nyskrevet musik til Partchs instrumenter af den norske musiker og producent – nogle kender ham fra gruppen Supersilent – Helge Sten, samt vores allestedsnærværende danske komponist, Simon Steen-Andersen. En blandet pose bolsjer må man sige.

Koncert finder sted i udkanten af Oslo i en fabrikshal, og man kan på alle måder betegne det som et interimistisk koncertrum. Jeg er som anmelder forventningsfuld, men som koncertarrangør forundret over, hvad det må have kostet at sætte denne koncert op for blot en enkelt aften. Kun i Norge. Til gengæld er der helt fyldt i den kolde hal, 3-400 mennesker til festivalens måske mest hypede koncert.

Værket Korpus af Simon Steen-Andersen åbner. En musiker træder op på en art blæsebælg, som brummer dybt, imens den udånder under trykket fra hans kropsvægt. Oprindeligt – det finder man ud af senere – er blæsebælgen udstyret med en pibe, men den har Steen-Andersen afmonteret med en plastikpose. Nu brummer den i stedet. Ligesom orglet brummer i det dybe register på det mikrotonale orgel med det fantastiske navn Chromelodeon II. På orgelet er der placeret en lilletromme med fjederen uspændt, så den også brummer med. Dette er en Steen-Andersen tilføjelse til instrumentet.

To store, tykke træbrædder giver en smuk, dump lyd som tromme. Plastikkopper på en fiskeline hænger og slår imod på brættet

Senere kommer den omfattende percussionafdeling på. Eller den indtager en hovedrolle i et længere solostykke. På en måde er det ét stort instrument, men så vidt jeg kan bedømme – det indser jeg, da musikerne efter koncerten dukker frem for at modtage applaus – opereres det af hele syv musikere. To store, tykke træbrædder giver en smuk, dump lyd som tromme. Plastikkopper på en fiskeline hænger og slår imod på brættet. Et fantastisk instrument. Fra at være helt simpelt, bliver det undervejs mere komplekst i takt med, at flere musikere stemmer i.

Steen-Andersen anvender kun en brøkdel af de mange instrumenter på scenen og kun en brøkdel af Chromelodeon II's oktavspektre. Værket virker på mig som en konceptuel afmontering af Partchs instrumenter. Det er et spændende værk, men det er som om, at det ikke vil mestre Partchs verden. At Steen-Andersens egen opfindsomhed står lidt i vejen for ham i mødet med de allerede opfindsomme instrumenter.

Partchs 'Chromelodeon' II. Foto: Ultimafestivalen / Henrik Beck

Da Partchs eget værk efterfølgende opføres, får man lidt en aha-oplevelse: Det er sådan de betjenes. Værket har karakter af små kammerspil for instrumenter, som sættes i scene med en ustyrlig mængde farvet spotlys. To og to spilles de op imod hinanden i korte sekvenser. Vi når hele vejen rundt i instrumentparken. Jeg synes undervejs, at min nysgerrighed for at høre hvert instruments særkende fylder det meste af oplevelsen. De store harpeinstrumenter har en overjordisk klang, men det er lidt en død form, som de præsenteres i.

Efter en halv time begynder Musikfabrik at kunne spille som et orkester. Nu er der fire instrumenter på samtidigt. Efter 40 minutter syv instrumenter. Det er forløsende at få den oplevelse med, men det slutter kort herefter.

Da Partchs eget værk efterfølgende opføres, får man lidt en aha-oplevelse: Det er sådan de betjenes

Et fantastisk møde med en radikal komponists verden, som holdt mig tryllebundet undervejs. Det var som at opleve et eventyrligt, musikalsk tankesæt udfoldet som teater. Men det var også et møde med Harry Partch, som ud fra denne oplevelse at dømme, var større teoretiker og instrumentbygger end komponist.

Hans indflydelse på musikhistorien er dog ikke til diskussion. Han står fadder til den amerikanske bølge af komponister, der interesserede sig for ren stemning, og La Monte Young, Lou Harrison, Tony Conrad og no wave’re som Glenn Branca står givetvis også i gæld. Dette tilføjer naturligvis til oplevelsen.

Sidste værk er af den norske Helge Sten, og allerede fra start anvender han instrumenterne mere meditativt og undersøger instrumenternes store klangpotentiale. Han er mindre interesseret i det mikrotonale aspekt, virker det til. De to orgler, placeret i hver sin side af scenen, larmer løs med tangenterne hold nede. Scenens tre enorme strengeinstrumenter hvirvler rundt og får virkelig lov at klinge. Der er første gang under aftenen, at der arbejdes med en sådan dynamik, og man kan mærke, at det er her Helge Stens motivation har ligget.

Modsat Partchs konstante små sceneskift, så flyder Stens værk med små overgange. Det er atmosfærisk og det er uhyggeligt som et soundtrack kan være det. Det omfattende scenelys pulserer mere markant under Stens stykke og det er dramatisk på en helt anden måde end de to forrige komponister.

Jeg har umiddelbart fin forståelse over for Stens tilgang til Partchs instrumentverden. Han forsøger ikke at komponere som en trænet komponist, men tilgår instrumenterne som en improvisationsmusiker, der skal lege et forløb frem. Efter koncerten kunne jeg mærke en stemning omkring, at kun Partchs eget værk egentlig havde været interessant. Her har jeg ikke nogle fine fornemmelser, men hylder både Simon Steen-Andersen og Helge Stens delvist mislykkedes forsøg udi den ekstremt svære opgave, som det er at komponere for fremmede instrumenter og ind i en anden komponists tankeverden. 

Fra en amerikansk komponist til en anden.

Perfect lives
"These are songs about the corn belt and the people who are in it or on it", siger karakteren R, som er en velklædt herre i lysegråt jakkesæt og med et smalt sort slips. Han taler henvendt til publikum med en overbevisende ’mid-western’ accent, og han fortæller historier. Om sangeren Raoul de Noget (No-zhay) (red. det er hans navn) og hans ven Buddy "verdens bedste pianist", der sammen kommer til en lille by i midtvestens USA for at underholde på Perfect Lives Lounge.

På scenen bag R toner et lærred i lysende farver, hvor der i en tydeligt uddateret æstetik kører objekter og grafik i langsomt tempo ovenfra og ned. En fløjte og en strygesektion med to violiner, 2 celloer og en kontrabas ligger et konstant lydende fundament under opførelsen, og i forstærkningen er kommet en lettere elektronisk klang, som passer fint til det tilsyneladende relativt improviserede, drævende spil.

What about the Bible? And the Koran? It doesn’t matter. We have Perfect Lives

Den amerikanske duo Matmos – der for nogen nok er mest kendt fra sine samarbejder med islandske Bjørk – opfører to kapitler fra den amerikanske komponist Robert Ashleys tv-opera Perfect Lives (1978-83). Aftenens sidste koncert på Vulkan Arena er, til trods for den dyre Harry Partch opsætning, ubetinget det, jeg har set mest frem imod. En kult opera, som jeg kun har set i 240p på youtube, og som jeg forestiller mig egentlig gør sig bedre fremført end på tv.

Det centrale er naturligvis fortællingerne, som i første kapitel suppleres af to sangerinder, der igennem hele første halvdel af koncerten – som et kor i en græsk tragedie – unisont kommenterer fortællingen med udbrud som "of course" eller "a fact" eller "in time" Det er ikke videre vellykket, og kommer lidt fra et andet rum end fortællerens elegance, så man bliver lidt i tvivl om det er indøvet ordentligt. Det er min største anke. Det første kapitel The Park med orkestrering varer 30 min og er underholdende og flot. Lidt lavt i lyden, lidt usikkert med korpigerne og strygesektionen, men alligevel stærkt.

Matmos på scenen. Foto: Ultimafestivalen / Henrik Beck

"What about the Bible? And the Koran? It doesn’t matter. We have Perfect Lives’", sagde John Cage om TV-operaen. Iblandt sine kolleger og sine landsmænd var Ashley en stjerne og en inspirationskilde, men i Europa er anerkendelsen først langsomt ved at indfinde sig. Hans værk faldt lidt udenfor. Ashley tilhørte en kreds af amerikanske komponister, som arbejdede med at indoptage den nyeste teknologi, og som flød ubesværet mellem installationskunst, text-sound-kompositioner og ja, tv-operaer. Han var i 1960/70'erne medlem af kollektivet Sonic Arts Union, som, foruden den anerkendte lydkunstner og komponist Alvin Lucier, også talte de herhjemme relativt ukendte komponister David Behrman og Gordon Mumma. En side af den nyere, amerikanske musikhistorie, som er forbilledligt beskrevet og analyseret i Alvin Luciers egen lille bog Music 109: Notes on Experimental Music, som hermed anbefales som et starting point for alle interesserede læsere.

These are songs about the corn belt and the people who are in it or on it

"This is not a record, this is a story", siger R et stykke inde i The Park, og han har fuldstændig ret. Robert Ashleys Perfect Lives er en poetisk sæbeopera, der er iscenesat som performance, og selvom afsnittene senere er udkommet på henholdsvis cd og kassettebånd, så er det i opførelsen, at værket er stærkest. Særligt stærkt, når Matmos formår at tage kontrol over operaen med sine egne musikalske midler – det centrale klaver fra originalen er eksempelvis byttet ud med en akustisk guitar, som Drew Daniel sampler subtilt – men stadig er tro over for værkets vitale sammenhængskraft; karakteren R og dennes imødekommende, afbalancerede stemme og fortælling. De sko fylder M.C. Schmidt fuldt ud, og fortællingen om Raoul og Buddy går direkte ind. Hands down. Anden halvdel med duoen alene på scenen er noget af det bedste, jeg har oplevet i år de store forventninger indberegnet.

Åbningsweekenden kulminerede for mig med disse to ambitiøse koncerter på samme aften. Et indblik i to af det 20. århundredes mest interessante skikkelser i den amerikanske kunstmusik, som kun sjældent er at finde på koncertprogrammerne i Europa. At begge disse koncerter faldt lidt uden for festivalens tema gør ikke mig noget. Et tema er en rød tråd i et program, men skal ikke gennemføres rigidt. Når det kan lade sig gøre at hente ensemble Musikfabrik med Harry Partchs instrumentpark til Oslo, så er det det man gør, tema eller ikke.

Den udvidede festival
Og så var der alle de ting jeg ikke nåede. Åbningskoncerten med Oliver Messiaens Turangalila-Symphonie opført af Oslo-Filharmonien og den altid interessante, norske lydkunstner Elin Mar Øyen Visters værk Røster III opført bl.a. med Maja Ratkje. Den amerikanskfødte, men i Oslo bosiddende, Camille Norments Rapture, hvor hun optræder sammen med den indflydelsesrige, britiske komponist og forfatter David Toop og desuden en verdenspremiere på Toops opera Of Leonardo da Vinci. Der var også en højtalerkoncert med kanoniske musique concrète værker side om side med yngre primært franske komponister med relation til GRM (Groupe  de Recherces Musicales) i Paris – her personlige favoritter som Bernard Parmegianis De Natura Sonorum (1975) og Luc Ferraris Presque Rien N°2, Ainsi Continue La Nuit Dans Ma Tête Multiple (1977). Både Parmegiani og Ferrari er komponister, som med deres pionerarbejde i forhold til at optage og komponere med field-recordings taler direkte ind i festivalens naturtema.

Og jeg kunne faktisk blive ved med at fremdrage eksempler, idet jeg ikke har omtalt de mange kunstnersamtaler eller talks relateret til festivalens tema, som hver eller hver anden dag var på programmet. Det faglige aspekt af en grundigt kurateret festival, er en – for mig at se – interessant tendens, der langsomt er sneget sig ind på musikfestivalerne fra samtidskunstbiennalerne og mediekunstfestivalerne. Heri var tilsyneladende meget at hente for det engagerede publikum med en åben kalender. Ultima Festivals 25. år var et overflødighedshorn, både hvad angår stærke, historiske værker og yngre markante både kunstnere og komponister. Jeg håber at kunne komme igen til næste år.