in brief
13.06.2022

Meditative kraftudladninger 

Klang Festival: »Xenakis 100« – Ekkozone
© Alexander Banck-Petersen
© Alexander Banck-Petersen

Tivolis Koncertsal var rammen for lidt af en begivenhed i dansk musikliv: Fem centrale kammermusikværker af den græsk-franske ærkeavantgardist Iannis Xenakis opført som jubilæumskoncert på dansk grund. Alt i alt af halvanden times varighed, fuldkommen suverænt kurateret og fremført af Ekkozone anført af Mathias Reumert. 

Xenakis' værker regnes med god grund for noget af det mest komplekse, der er skrevet i 1900-tallets anden halvdel, men de virker aldrig til at være skrevet med kompleksiteten som et mål i sig selv, sådan som man ellers har kunnet mistænke andre i hans generation for. 

Det indledende værk, en sats fra det marimba-dominerede værk Pléïdades (1978), fik mig til at ærgre mig over, at jeg ikke havde taget min fire år gamle dreng med: For han ville utvivlsomt have sat højlydt pris på værkets mylder af runde, mættede og meditative lyde, der lød som bløde kugler, som i en uendelig varm strøm flød hen ad gulvet. 

De to efterfølgende soloværker for henholdsvis percussion og klaver, Rebonds B/A (1989) og Mists (1980), blev opført attacca efter hinanden, dvs. uden pause. Det bidrog til at gøre deres ellers fundamentalt forskellige klangverdener forbløffende beslægtede med hinanden. I de første minutter af det sidste værk var det endda som om, at klaveret var blevet et slagtøjsinstrument. 

Koncertens ældste værk for klaver og fem koreograferede messingblæsere, Eonta (1964), blev her opført for første gang herhjemme. Dets tilsyneladende uforenelige modstilling mellem den pointilistiske, rationelle klaverstemme og de flydende, undertiden drømmende blæsere fik det næsten til at lyde som et kakofonisk remake af Charles Ives' The Unanswered Question. Værkets performative elementer, hvor blæserne ofte vandrede rundt på scenen, gav det samtidig et skær af noget fuldkommen uvirkeligt. Det værk ville jeg meget gerne se og høre opført igen. 

Endelig gav Okho (1989) for tre djember koncerten en medrivende afslutning. Anvendelsen af dette vestafrikanske instrument kan muligvis ses i et postkolonialt perspektiv, det vil sige som en kritik af Xenakis' adapterede hjemland Frankrigs stærkt problematiske historiske relation til kontinentet. I så fald lød værket som en dyster formaning om at lade kontinentet helt i fred. Og derved fik instrumentationen en selvironisk farve, der her blev skærpet af en langt senere tids Black Lives Matter-bevægelse. Jeg krympede mig i stolen, samtidig med at jeg var revet med af musikken og fremførelsen: Det var tæt på at være ulideligt.

Efter koncerten var mine ører godt gennembanket af al den lyd, men det var som om, jeg kunne have fortsat hele aftenen med at lytte til Xenakis' univers, spændt ud som det er mellem på den ene side aggression og raseri, på den anden tilbagelænethed og resignation. Jeg var overloadet og forklaret på samme tid. Og den følelse har for mig ellers været sjælden efter en avantgardekoncert.

© PR

»What is music to me? Here’s a quote from Nietzsche: ‘The people dancing all seemed crazy to the people who couldn’t hear the music.’«

Salim Washington is a saxophonist, multi-instrumentalist, composer, academic, and activist from Detroit who has been highly active on the American jazz scene since the 1970s, and also in South Africa, where he became a central figure. The spirit of John Coltrane hovers over his music, which carries both spiritual and social dimensions.

© Aske Jørgensen

»Music for us is the perfect language that we love to speak. A language where it is the individual's feelings and imagination that determine what is right and wrong. Everyone can speak the language. You don't have to be able to write or understand, but just listen. Some music requires that you listen carefully and maybe hear it several times. A bit like when you talk to someone from Norway or Sweden, you also have to listen a little extra.«

DØGNKIOSK is a Danish punk rock band with roots in Silkeborg. The band consists of bassist and singer Anders Ejner, who has been active on the Danish underground scene for several decades. Musically, DØGNKIOSK moves in a field between classic Danish punk and alternative rock. In the spring of 2026, the band will release their second album, Tæt på kanten.

© Bastian Zimmermann
© Bastian Zimmermann

It is difficult to comprehend that Andreas Engström is no longer with us. Just a couple of months ago, he wrote – as he had done so many times before – with an ambitious proposal: he wanted to review a box set of twenty releases by Dror Feiler. In the same message, he mentioned plans to come to Aarhus for the recently concluded Spor Festival.

in briefrelease
04.05

The Escape From a Hotel That May Not Exist

RÖM: »Whispering Dub«

Ladies and gentlemen, we’re deep underground – indeed, all the way to France. This EP is the latest conceptual release from French electronic producer Romain Martin, who works under the name RÖM in the borderland between ambient and techno. Whispering Dub unfolds across five tracks, drawing heavily on dub while telling a story about an escape from a fictional hotel. Escomel’s background in African percussion studies and his fondness for analog gear surface in the mysterious sonic textures and the stark contrast between arranged percussion and dubbed-out echoes, underscoring the concept’s tension between mysticism and reality.

»Oilbird« opens in dystopian ambient before sliding into the rhythmic »Eastern Temple«, which constantly shifts between filtered synths, frantic percussion, and sudden breakbeats. Things cohere more fully on the title track, which blends minimal techno into the mix and stands out by maintaining a steady pulse, while echo-laden drums cast an unsettling atmosphere within the dance framework. On the closing »Hotel Amnesia«, the narrator awakens again in a collage of the record’s electronic tendencies, questioning their own existence in the album’s only use of vocals.

Whispering Dub isn’t wildly groundbreaking or bizarre enough to push the senses into extreme reactions. But as a well-produced and effective piece of electronic music, it invites the listener into a compelling game of whispers.

English translation: Andreo Michaelo Mielczarek

in brieflive
04.05

A Trumpet, Two Illusions and a Fjord

Kasper Tranberg / Mesmer
© PR
© PR

The stage was set for a special experience on Wednesday evening at KU.BE on Frederiksberg. In the borderland between tradition and joyful madness stood birthday celebrant Kasper Tranberg, blowing his trumpet. What emerged was an insistent blend of jazz and avant-garde, laced with understated humor and delivered by a virtuoso with a calm, unmistakably Danish presence. With a wry sense of ease, he made even the most complex passages surprisingly accessible.

Tranberg presented excerpts from 12 Melodic Illusions for Solo Improviser and Melodic Illusions for Sextet with both devotion and a glint in his eye. He demonstrated how the trumpet can stand alone while still conveying abstract emotional states. Sharp trills dissolved into growling undertones, merging with the resonance of the room. At times, he employed backing tracks, creating duets with himself.

The evening’s main attraction was the trio Mesmer – Emil Jensen, Victor Dybbroe, and Anders Filipsen – who performed works from their new piece Terrain Vague II, developed through several residencies in Northern Jutland. The three compositions moved within a field of electroacoustics, contemporary music, and analogue improvisation, carrying a distinctly cinematic and nature-infused sensibility. The sonic plunges into the Limfjord were particularly striking: Dybbroe’s metal percussion and Filipsen’s lapping synth textures carved out a dark, magnetic space. In the piece inspired by Aalborg Harbour, Jensen’s trumpet cut through with long, mist-laden tones, like signals drifting in from distant ships. The result was both enchanting and, at times, deeply inspiring. It was a concert that, for now, refuses to loosen its grip on me.

English translation: Andreo Michaelo Mielczarek