Ligeti brød i 60erne igennem med et højst selvstændigt materiale, idet han helt opgav parametrene melodik, harmonik og rytmik i gængs forstand. I stedet komponerede han tætte vævninger af klange skabt af polyfone linjer (mikropolyfoni) med masser af små detaljer og forsiringer. Resultatet blev en art flydende arkitektur. På sine ældre dage blev Ligeti mere klassisk-traditionel i sit vokabular, og skabte metamusik fuld af historiske stiltræk.