Goodiepal udstiller for tiden på Andersen’s Contemporary. Udstillingen tager udgangspunkt i hans nye bog El Camino Del Hardcore – Rejsen Til Nordens Indre og i dag spiller han på Blågårdens Bibliotek. Seismograf har mødt ham til et kort interview om musik, der ikke er der længere - om viden, der bare kopieres - og om hvordan kunst- og musikscenerne smelter sammen.

Du har udgivet en bog: El Camino Del Hardcore – Rejsen Til Nordens Indre. Hvad handler den om?

”Den handler om musik. Simpelthen.”

Hvordan?

”Den handler om alting - forstået på den måde, at jeg har jo skrevet alt hvad jeg ved i den bog. Så er der sikkert noget jeg ved, som jeg ikke har skrevet i bogen – og noget jeg ikke ved, som jeg også har skrevet i bogen. Den handler om hvad man kan gøre efter Radikal Computermusik – men den er jo skrevet mens jeg kørte rundt i store dele af verden på cykel, så det er også lidt en rejsebeskrivelse.

Der er skrevet utroligt meget musik ind i bogen, så man kunne godt kalde det samling nye værker. Men det, der er specielt ved de værker er, at mange af dem ikke længere er eksisterende. I bogen hører man hele tiden om værker, der af den ene eller den anden grund ikke længere findes – de er måske faldet sammen, eller forsvundet eller noget helt tredje. Det er fordi jeg mener, at de store komponister er døde. I dag er man nødt til at pakke sin musik ind på en anden måde, så derfor handler bogen også om at kryptere. Der er utrolig meget viden, der er krypteret i bogen.

Det hænger også sammen med at folk efterhånden bare citerer og citerer. Vi har Wikipedia som det bedste eksempel. Det er jo ikke svært at vide noget om kvantefysik, det kan man læse på Wikipedia – men det er svært at sige noget nyt om kvantefysik. For eksempel den der ’videnskunst’, der bliver lavet nu, den byder jo ikke på ny viden.”

Du har været væk et stykke tid og nu er du tilbage – hvorfor det?

”Jeg har altid kommet lidt tilbage - og jeg er heller ikke kommet mere tilbage end som så. Men nu har jeg jo en udstilling i Danmark på Andersen’s Contemporary. Bogen har sådan set været ude et stykke tid, men det kræver en udstilling i Danmark, før der er nogen der gider at forholde sig til, at jeg har lavet en bog. Faktisk har jeg været i Danmark ind imellem hele tiden. Jeg lå med et brækket ben i tre måneder i Danmark for et års tid siden.”

For mig at se har du i de senere år nærmet dig galleriscenen. Er det en mere interessant scene for dig end musikmiljøet?

”De hænger sammen. Det bliver sværere og sværere at skelne det ene fra det andet. Det er stadig musik det handler om. Jeg har beskæftiget med musik, der har været så højtravende, at den danske musikverden ikke gider at røre ved det. I rytmiske musikkredse har jeg nærmest været hadet – mens kunstkredsene har sagt: ”Nej, hvor spændende”. Så jeg er gået derhen hvor der har været interesse. På den måde er det jo virkelig rock’n’roll – jeg er bare taget derhen, hvor det næste gig har været. Men jeg kan da godt se på de folk der kom til udstillingsåbningen, at nu var det langt væk fra musikmiljøet. Nu var det kunstnerne og alle forfatterne – der var simpelthen ikke en komponist eller rytmisk musiker til stede. Og på den måde må jeg erkende, at mit popmusikertække er faldende.

Men der er sket en interessant udvikling over de sidste 15 år. For eksempel sidder der i dag rigtig mange på kunstakademierne, der arbejder med lyd, og i de seneste par år har der også været mange installatoriske ting på musikscenen. Så det er beskrivende for hvor det hele er ved at bevæge sig hen, og det er mere en tendens end det har noget med mig at gøre. Måske er to højttalere og konceptalbummets dage bare talte. Jeg synes langt de fleste musikere har referencer, der peger tilbage, og derfor peger på noget der i bund og grund er uopnåeligt. Og det er måske lidt svært for musikken at acceptere, at det er sådan. Men jeg er ikke den eneste, der beskæftiger sig med musik, som er røget over mod galleriscenen. Så i stedet for at tale om et personligt opgør, vil jeg hellere se det som en tendens. Der vil jo altid være en brydning de forskellige kunstarter imellem. Der er altid en ping-pong.”

I dag kl. 17 skal du så optræde på Blågårdens bibliotek – hvad kan vi forvente os af det?

”Jeg præsenterer bogen – og så spiller jeg nogle af de værker der ikke findes mere – som musik. Og så kan man vel låne bogen, nu man er på biblioteket.”

in briefrelease
21.05

Emergent Music

Lauri Supponen: »Dwell«
© Tuomas Tenkanen
© Tuomas Tenkanen

As an abstract micro manifesto Lauri Supponen describes his interest in »music that inhabits a second space and lingers there«, an invitation for us to dwell in the moment and discover music in its quiet emergence. 

»Gaz aux étages«, the first composition on Supponen’s breathtaking album, seems to test this idea as it unfolds with whispered bow strokes devoid of pitch. It is as if the piece itself is an entity wondering if it will prove to be music as it tentatively investigates its own constituent components. A subtle opening to an album that answers this question with clarity in its eponymous second work »Dwell« (tracks 2–5), exploring a fascinating microtonal realm. In virtuoso performances of astonishing accuracy, guitarist Petri Kumela and vocalist Tuuli Lindeberg bring Supponen’s demanding four-movement duo to life. The guitar writing in Dwell recalls Norwegian composer Martin Rane Bauck’s Fretted with Golden Fire with its drone-like microtonal strumming – a connection substantiated by the album notes, which reveal both composers know each other and have collaborated with bass clarinetist Madison Greenstone. 

The dwelling-space Supponen offers in »Eau & gaz à tous les étages« and »Opus Nen«, return the listener to a more remote sonic space, reminiscent of the album’s opening albeit with tighter compositional sense. Performed with intensity by Madison Greenstone and baritone saxophonist Sikri Lehko, they consolidate the pervasive feeling that Dwell is a uniquely inspired collaboration.

© PR

»Every moment is nothing but the uttermost end of the past. Music makes this edge wide and beautiful.«

Sven Helbig is a German composer and producer known for combining orchestral and choral music with electronic elements and a strong poetic sensibility. A self-taught musician raised in Eisenhüttenstadt, he released his debut album Pocket Symphonies on Deutsche Grammophon to critical acclaim for its emotional depth and formal precision. Helbig has collaborated with ensembles such as the BBC Singers, Fauré Quartett, and Staatskapelle Dresden, as well as with artists like Rammstein and the Pet Shop Boys. He just released REQUIEM A on Deutsche Grammophon. It is a deeply personal and reflective composition, intertwining classical Latin liturgical texts with new ones written by Helbig himself. The work revolves around themes of loss, memory, and the possibility of renewal – with the »A« in the title symbolizing Anfang (beginning) and the belief in a new start after devastation.

© Kåre Viemose

»Recently, I discovered that when a couple of thousand people clap their thick gloves in minus 30 degrees, it sounds like the softest techno – a freezing space where the cold air turns into a wave of warmth, and we, in a moment of collective devotion, become one with the rhythm, one with the invisible bond that connects us in the warmth of silence. Music is not just sounds, but a vain attempt to capture the infinite, which has always been and always will be.«

Andreo Michaelo Mielczarek has been the editor-in-chief of Seismograf since 2021. He is also a music critic and cultural journalist at Kristeligt Dagblad and Århus Stiftstidende/Avisen Danmark and has over the years written to publications such as Kunsten.nu, Glissando (Poland), Neural (Italy), Raw Vision (UK), Nutida Musik (Sweden), Kunstkritikk (DK/Sweden), Iscene.dk, B.T., and Jazz Special. He is the author (together with Lars Muhl) of the book HVA' SAA! En guidet rutsjebanetur gennem Aarhus – før, nu og i fremtiden (2024) and has also contributed to the anthology on music criticism Man skal høre meget (ed. Thomas Michelsen and Claus Røllum-Larsen, 2024). He is a founder and partner in the Polish-Danish cultural organization Kultur(a), and wherever there is a piano, he will be there, eager to coax a melody from it.

© PR

»A lot is projected onto music and making music – I'm careful, singing doesn't make you more intelligent and certainly doesn't make you a better person. It's like in sexuality. A lot of things go very consciously wrong for some people. Music like sex are means of communication, people come into contact and negotiate with each other and their instruments/tools and meet themselves in it. This is also the case when I listen to music – from every conceivable genre and context, even if I always notice that as a teenager I used to play a lot of jazz guitar.«

Bastian Zimmermann lives in Munich and works freelance in the areas of music and performance. As a dramaturge, he works with artists such as the soloist ensemble Kaleidoskop, Yael Ronen and Neo Hülcker. He is editor of the German speaking magazine Positionen – Texts on Current Music and curates projects such as »Music for Hotel Bars« and the festival Music Installations Nuremberg festival. His focus is on social aspects of making music, experimental music concepts and the questioning of bourgeois structures in contemporary music. In Spring 2025 he will take over the Wolke Verlag publishing house for books on music with Patrick Becker.