Goodiepal udstiller for tiden på Andersen’s Contemporary. Udstillingen tager udgangspunkt i hans nye bog El Camino Del Hardcore – Rejsen Til Nordens Indre og i dag spiller han på Blågårdens Bibliotek. Seismograf har mødt ham til et kort interview om musik, der ikke er der længere - om viden, der bare kopieres - og om hvordan kunst- og musikscenerne smelter sammen.

Du har udgivet en bog: El Camino Del Hardcore – Rejsen Til Nordens Indre. Hvad handler den om?

”Den handler om musik. Simpelthen.”

Hvordan?

”Den handler om alting - forstået på den måde, at jeg har jo skrevet alt hvad jeg ved i den bog. Så er der sikkert noget jeg ved, som jeg ikke har skrevet i bogen – og noget jeg ikke ved, som jeg også har skrevet i bogen. Den handler om hvad man kan gøre efter Radikal Computermusik – men den er jo skrevet mens jeg kørte rundt i store dele af verden på cykel, så det er også lidt en rejsebeskrivelse.

Der er skrevet utroligt meget musik ind i bogen, så man kunne godt kalde det samling nye værker. Men det, der er specielt ved de værker er, at mange af dem ikke længere er eksisterende. I bogen hører man hele tiden om værker, der af den ene eller den anden grund ikke længere findes – de er måske faldet sammen, eller forsvundet eller noget helt tredje. Det er fordi jeg mener, at de store komponister er døde. I dag er man nødt til at pakke sin musik ind på en anden måde, så derfor handler bogen også om at kryptere. Der er utrolig meget viden, der er krypteret i bogen.

Det hænger også sammen med at folk efterhånden bare citerer og citerer. Vi har Wikipedia som det bedste eksempel. Det er jo ikke svært at vide noget om kvantefysik, det kan man læse på Wikipedia – men det er svært at sige noget nyt om kvantefysik. For eksempel den der ’videnskunst’, der bliver lavet nu, den byder jo ikke på ny viden.”

Du har været væk et stykke tid og nu er du tilbage – hvorfor det?

”Jeg har altid kommet lidt tilbage - og jeg er heller ikke kommet mere tilbage end som så. Men nu har jeg jo en udstilling i Danmark på Andersen’s Contemporary. Bogen har sådan set været ude et stykke tid, men det kræver en udstilling i Danmark, før der er nogen der gider at forholde sig til, at jeg har lavet en bog. Faktisk har jeg været i Danmark ind imellem hele tiden. Jeg lå med et brækket ben i tre måneder i Danmark for et års tid siden.”

For mig at se har du i de senere år nærmet dig galleriscenen. Er det en mere interessant scene for dig end musikmiljøet?

”De hænger sammen. Det bliver sværere og sværere at skelne det ene fra det andet. Det er stadig musik det handler om. Jeg har beskæftiget med musik, der har været så højtravende, at den danske musikverden ikke gider at røre ved det. I rytmiske musikkredse har jeg nærmest været hadet – mens kunstkredsene har sagt: ”Nej, hvor spændende”. Så jeg er gået derhen hvor der har været interesse. På den måde er det jo virkelig rock’n’roll – jeg er bare taget derhen, hvor det næste gig har været. Men jeg kan da godt se på de folk der kom til udstillingsåbningen, at nu var det langt væk fra musikmiljøet. Nu var det kunstnerne og alle forfatterne – der var simpelthen ikke en komponist eller rytmisk musiker til stede. Og på den måde må jeg erkende, at mit popmusikertække er faldende.

Men der er sket en interessant udvikling over de sidste 15 år. For eksempel sidder der i dag rigtig mange på kunstakademierne, der arbejder med lyd, og i de seneste par år har der også været mange installatoriske ting på musikscenen. Så det er beskrivende for hvor det hele er ved at bevæge sig hen, og det er mere en tendens end det har noget med mig at gøre. Måske er to højttalere og konceptalbummets dage bare talte. Jeg synes langt de fleste musikere har referencer, der peger tilbage, og derfor peger på noget der i bund og grund er uopnåeligt. Og det er måske lidt svært for musikken at acceptere, at det er sådan. Men jeg er ikke den eneste, der beskæftiger sig med musik, som er røget over mod galleriscenen. Så i stedet for at tale om et personligt opgør, vil jeg hellere se det som en tendens. Der vil jo altid være en brydning de forskellige kunstarter imellem. Der er altid en ping-pong.”

I dag kl. 17 skal du så optræde på Blågårdens bibliotek – hvad kan vi forvente os af det?

”Jeg præsenterer bogen – og så spiller jeg nogle af de værker der ikke findes mere – som musik. Og så kan man vel låne bogen, nu man er på biblioteket.”

in brieflive
18.02

Serious Creeps

Simon Toldam: »Insecta«
© Daniel Buchwald
© Daniel Buchwald

Some dream of discovering life in distant solar systems. Others – like Knud Viktor, Jacob Kirkegaard and now also Simon Toldam – turn the telescope around and uncover unknown life in the immediate yet hidden nature surrounding us. So what did Toldam, the 46-year-old pianist from the experimental jazz milieu, find last night when he turned his gaze toward English photographer Levon Biss’s ultra-close images of beetles, flies and grasshoppers in the world premiere of the hour-long audiovisual trio work Insecta?

First and foremost, he found a varied and inquisitive interpretation of insect life. Behind a transparent screen, Toldam transformed his prepared grand piano into a kind of gamelan instrument, while on either side of him sounds crept and hissed from saxophonist Torben Snekkestad and percussionist Peter Bruun. The production values were high, and the trio – collectively known as Loupe – moved deftly between the concrete and the spherical.

At times, however, there was something old-fashioned about the expression. As a yellow-brown grasshopper gradually took shape on the screen, nanometre by nanometre, the piano’s metallic cymbal-sounds placed it within an Eastern sonic realm. It resonated with exoticism, with old electronic EMS recordings steeped in atonal serialism, and soon Snekkestad let a plaintive Miles Davis-like trumpet drift through the soundscape.

Yet when, with dramatic flair, he blew air through the same instrument or attached a rubber hose and transformed it into a frothing bass monster – while Bruun stroked metal surfaces or pounded the drums in ritualistic patterns – we were out of the past again. And when Insecta finally leaned into the ambient, and Toldam began bending the gamelan tones with his hands inside the open piano, it was as if not only time but also the distance between oneself and the insects dissolved into a trembling dream image. At that point, it suddenly no longer mattered whether there is life on Mars.

English translation: Andreo Michaelo Mielczarek

© PR

»Music for me is the purest communication! We are constantly trying to understand each other, completely in vain, with our inadequate language, while music speaks pure. I can’t think of a more powerful and influential form of expression. It surpasses visual art, film, theatre, everything. Music is without exception the start of all my work; I often think, if this work were a song, what song would it be?« 

ihsan saad ihsan tahir (b. 1995, UK/DK) graduated from the Royal Danish Academy of Fine Arts (2025) and Goldsmiths University of London (2025) and lives and works in Copenhagen. tahir has previously exhibited at, among others, Kunsthal Kongegaarden, Korsør (2026), SKAL Contemporary, Skagen (2025); 13 Vitrine, Lausanne (2024); Kunsthal Aarhus, Aarhus (2023;2024); Collega, Copenhagen (2024); and All All All, Copenhagen (2023). tahir opens a new, large solo exhibition at O ​​– Overgaden (February 20–May 3, 2026).

in brieflive
16.02

Indigo over Mahler

Anthony Sahyoun, Nour Darwish, Larissa Sansour, Søren Lind: »As If No Misfortune Had Occurred In The Night«
© Joakim Züger
© Joakim Züger

One of my most powerful art experiences of 2025 was British-Palestinian video artist Larissa Sansour’s intense work As If No Misfortune Had Occurred In The Night at Kunsthal Charlottenborg. The piece forms the basis of Thursday’s so-called »opera performance«, in which Palestinian soprano Nour Darwish performs in dialogue with Sansour’s visuals.

When Darwish steps onto the stage, it is before a vast screen where black-and-white scenes from an abandoned chapel establish a solemn atmosphere. It feels as though the entire hall is holding its breath as she begins to sing – tentatively, mournfully at first, then with spine-tingling force.

The composition draws on Kindertotenlieder (1905), in which Gustav Mahler sets to music Friedrich Rückert’s poems on the loss of two daughters. Composer Anthony Sahyoun allows Mahler’s music to merge with the Palestinian folk song »Al Ouf Mash’al«, a lament for a man who fell while serving in the Ottoman army during the First World War. Over time, the song has expanded into an oral account of Palestinian suffering. In its encounter with Mahler, it becomes a lament for centuries of grief – addressed to European ears that, through the colonisation of the region, bear part of the responsibility. Quite simply, it is a very good idea. At first, Darwish alternates between the two musical works, but gradually they fuse into a single narrative of sorrow, loss, and inherited trauma. She briefly leaves the stage, giving way to a filmed sequence in which she descends into a basin and is enveloped by indigo-blue water. In Palestinian tradition, indigo is the colour of mourning, because once it has stained skin and fabric, it cannot be washed away. It must be worn away – just as grief can leave us flayed.

Darwish returns in an indigo dress. At the climax, she falls to her knees as the screen behind her turns black, and I realise I have barely breathed for several minutes. The composition was created in 2022 – before the current war in Gaza – but on this evening, with her immense voice and intense presence, she adds yet another verse to the endless song. At times, art can feel brutally prophetic.

English translation: Andreo Michaelo Mielczarek

© Inga Records

»For me music is life. It contains everything and carries the strongest healing powers there is.«

Mika Akim is the solo project of the viola player, composer and songwriter Mika Persdotter. The project started when Mika found a viola d'amore outside of Prague and started writing songs for it, about and for the body. Exploring open forms, minimalistic approach and mixing influences from folk music, baroque and experimenting with sound. The music is cyclic and honest. Since the project started Mika Akim has released two albums and now the third solo album feb 28 will be released on the 27th of February on Inga Records. 

Besides the solo project Mika Persdotter is an active musician in the experimental music scene as well as the contemporary and baroque fields in Copenhagen. Member of Halvcirkel, Damkapellet, Wolfskin Ensemble and Stök among others. 

Bobo Moreno. © Thomas Roger Henrichsen

»Music is an element for me, along with earth, wind, fire and water. Music is a nutrient that is part of my personal food pyramid, along with cheese, eggs and tomatoes. Music is a relationship in my life that is just as important as the people I have around me. Music is like an extra organ through which I perceive the world.« 

Growing up surrounded by his parents’ eclectic record collection, Bobo Moreno developed a love for music across genres. Named after his stepfather, jazz and rock bassist Bo Stief, Bobo started out on the electric bass before, at the age of 22, finding his true instrument – ​​his voice. Self-taught, he developed his craft through countless live performances and garnered recognition for his expressive voice and stylistic range. His national breakthrough came with the pop duo Peaches & Bobo in 1993. After decades of performing, at the age of 60, Bobo now releases Missing Pieces – his deeply personal debut album, reflecting a life of musical exploration and self-discovery, while marking a new chapter in a lifelong musical journey.