© CC 0

Seis-guiden: Nattog i Struer, Stasi-slagord og Cage-event

I nordvestjyske Struer er der stor lydkunstbiennale med kunstnere fra forskellige lande, i København sætter Golden Days-festivalen fokus på året 1989, og så bliver et gammelt værk af John Cage støvet af og fejret i landets to største byer.

23
7

Lydbiennale. Bang & Olufsens hjemby er tilbage med anden udgave af lydkunstbiennalen Struer Tracks. I en 45 meter høj kornsilo har Christian Skjødt installeret højttalere, der får hele bygningen til at ryste. Rundtom i byen har Jacob Kirkegaard placeret diskrete optagelser fra en by i Rusland. Og Maia Urstad genopliver 1990’erne i en gammel DSB-liggevogn, der får nyt liv som spøgelsestog. Dét og meget mere i byen ved Limfjorden, som Jakob Gustav Winckler besøgte under første udgave af biennalen i 2017. (Div. offentlige rum, Struer.)

7

Slagord. Efter tidligere samarbejder om musik af Per Nørgård og Alfred Schnittke gør Athelas Sinfonietta og Mogens Dahl Kammerkor for tredje gang sammen med Golden Days-festivalen, i år for at sætte fokus på det, også i musikalsk forstand, skelsættende år 1989. På programmet er uropførelsen af Niels Rønsholdts nye værk Book of Prayers, som er baseret på Stasi-fortegnelser over folkelige udtryk for protest i tiden op til Berlinmurens fald. (Christians Kirke, Kbh.)

3
19

Varieret. I 1966 blev John Cages medieteknologisk nysgerrige værk Variations VII uropført i New York. Her sætter den amerikanske komponist fokus på nye ‘instrumenter’ såsom fjernsynet, radioen og telefonen. I anledning af at det nystartede, tværmedielle ‘pladeselskab’ Topos nu udgiver arkivoptagelsen af opførelsen på vinyl, opfører Topos-bagmændene Niels Lyhne Løkkegaard, Jacob Kirkegaard og Tobias R. Kirstein en opdateret udgave af værket under Aarhus Festuge (3. sep., Godsbanen) og senere i København (19. sep., Copenhagen Contemporary).

9

Faldet. Golden Days-festivalen samarbejder i år også med Det Kongelige Danske Musikkonservatorium om en koncert, der sætter fokus på danske og nordiske værker skrevet i 1989: musik af Poul Ruders, Per Nørgård, Vagn Holmboe, Magnus Lindberg og flere. Desuden opføres et nyt værk af Matias Vestergård, som er født i 1989. (DKDM, Kbh.)

5
15

Og så lige to hurtige: Open Days-festivalen i Aalborg er tilbage, og igen i år er der en række koncerter med helt ny musik og lydkunst på programmet når blandt andre Ensemble Adapter, Ars Nova og Christian Skjødt aflægger besøg forskellige steder i byen (13.-15. sep.). På Amager uropfører DR Symfoniorkestret sammen med violinist Christina Åstrand og pianist Per Salo en ny dobbeltkoncert, Nachtmusik, af Allan Gravgaard Madsen, som han fortæller er blevet til efter aarhusianske nattevandringer (5.-6. sep., DR Koncerthuset).