I traditionens frirum

Af
1. november 2011
Interview med Thomas Agerfeldt Olesen
  • Annonce

    Unsound Festival
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

”Min holdning har altid været, at det går sgu nok”, siger Thomas Agerfeldt Olesen og flækker i et grin. Men det er ikke bare gået, det er gået rigtig godt og dette understreges i dag, den 1. november, hvor den århusianske, tyskboende komponist modtager dansk musiklivs største og prestigefulde pris: Anne Marie og Carl Nielsens Hæderspris på 600.000 kr. Med prisen i bagagen stiller Agerfeldt Olesen sig i rækken af prominente danske kunstnere, der har modtaget den gennem tiden. Anne Marie og Carl Nielsens Hæderspris gives skiftevis hvert år til billedkunstnere og til komponister. Den første, der tilbage i 1959 modtog prisen, var Vagn Holmboe.

”Prisen betyder først og fremmest flere økonomiske midler” siger Agerfeldt Olesen og tilføjer ”i øjeblikket får jeg min løn fra operaen The Picture of Dorian Gray, som jeg skriver til Den Jyske Opera med premiere i 2013. Så selvom det lyder frygtelig kedeligt, vil jeg med prisen kunne lægge i madrassen til en pensionsopsparing. Sådan en har jeg aldrig haft før. Hvis jeg er heldig, gør prisen mig lidt mere tydelig på landkortet, end jeg tidligere har været.” 

Jeg er ikke en traditionsbunden komponist
I forbindelse med prisoverrækkelsen i aften afholdes en koncert i den Sorte Diamants Dronningesal. I koncertprogrammet står: Thomas Agerfeldt Olesen søger ikke det spektakulære i sine kompositioner, men lægger sig i forlængelse af traditionen med et traditionelt tone- og formsprog, dog altid med en subtil fornyelse i form af overraskende detaljer. ”Dette er ikke en speciel subtil præsentation af mig. Vedkommende kan slet ikke have hørt min musik. Hvis jeg så bare var traditionel, men det vil jeg gerne benytte lejligheden til at sige, at det er jeg ikke.” 

Det er ikke første gang, ordet traditionel klæber sig til Agerfeldt Olesens musik: ”Jeg tror det er fordi, jeg skriver til klassiske besætninger og holder rigtig meget af at skrive for akustiske instrumenter.” Bestyrelsen for Anne Marie og Carl Nielsen Fonden skriver ikke traditionel i deres motivation af Thomas Agerfeldt Olesen. Til gengæld beskriver de hans musikformer som forbavsende, forunderlige, sært smukke, nærmest drømmende […] Som ikke kan undgå at blive en betydningsfuld del af nutidig dansk musikskaben

Værket, der skal opføres til koncerten i aften, hedder Liebesbriefe og er for Sinfonietta og tre solister. Det er på ingen måde traditionelt. Agerfeldt Olesen beskriver, at det er melodisk, som fuglene er det. ”Man siger at det er en smuk melodi solsorten fløjter, men i virkeligheden fløjter fuglene mikrotonalt. I fuglenes sang er der rytmer og retning, men der er ingen toner. Derfor har jeg fjernet nodesystemets tre midterste linjer. Det kommer der også melodik ud af, i hvert fald efter min definition, hvor melodik er rytmer og retning, samt sammenhæng mellem forskellige ting.”

Musikkens materie er det interessante. Ikke det rundt om. 
”Før i tiden gik jeg meget til NUMUS Festival, jeg startede faktisk som 10-årig og har været vanvittig nørdet,” han griner højt og hjerteligt og fortsætter: ”Miljøet omkring musikken gav mig inspiration, fordi det var nybrydende. Samtidig var der også en interesse for det materiale, man fik i hænderne. Siden har jeg oplevet for meget musik med intensionen om at bryde for at bryde. Komponister, der ikke virkelig har søgt at opdage nyt land, men som med fandens vold og magt ville et andet sted hen end der, hvor man var kommet til. Som om man ikke ville fordybe sig i det materiale der fandtes. Man ville videre.” 

”Jeg har det anderledes” siger Agerfeldt Olesen ”og vil gerne have noget at stå på. Jeg har ikke behov for fadermord. Fadermordet, som vi havde i det forrige århundrede, har været vanvittigt vigtigt. Det er den generation, jeg står ovenpå nu og deres arbejde, jeg kan udvikle musikken videre fra. For mig er der i musikkens materie så mange muligheder, alle sammen indenfor de opdagelser, der er afdækket i løbet af musikhistorien. Det er en fantastisk udfordring at arbejde videre med disse opdagelser.”

“Men det skal ikke forstås sådan at musikken skal ud af noget. For mig handler det om materialet, de enkelte ting i musikken: intervallet, rytmerne, de enkelte toner. Alle de ting, der er musikkens væsen og for mig det egentlig interessante.“

Ingen koncerter
Selvom Thomas Agerfeldt Olesen er en af de store kanoner i ny dansk kompositionsmusik, må man kigge forgæves efter ham i miljøet omkring det. Det er der en geografisk årsag til: Han er bosiddende i Tyskland. Men den måske vigtigste grund er, at han har det svært med elektronisk musik og tværmediale kunstformer. ”Grundlæggende har jeg noget imod den elektroniske musik”, siger han lidt tøvende og fortsætter, ”den elektroniske musik handler om noget, der er forprogrammeret, om det så er forløbet, metoden, måden tingene bearbejdes på. At arbejde med det prædefinerede er i min optik, det modsatte af at arbejde med den musikalske grundsubstans. Idet jeg arbejder med musikkens grundsubstans som komponist, fordrer det, at musikerne også gør det: det vil sige: De oplever intervallerne der spilles, den lyd der opstår i det uigenkaldelige øjeblik, hvor musikken materialiserer sig som lyd osv. Denne direkte kontakt til musikken, mener jeg, skal formidles til lytteren. Musik, der er forprogrammeret, prædefineret eller ingen musikere har, kan ikke være i kontakt med dette, som jeg opfatter som ”helligt”.” 

Han fortsætter og afslutter med en selvironisk kommentar ”omvendt, ville jeg måske nuancere det en lille smule, hvis jeg faktisk bevægede mig ud i miljøet omkring den nye danske kompositionsmusik. I øjeblikket har jeg den fordom, at musikken langt hen ad vejen ønsker at være epokegørende og nyskabende. Det ligger for mig som en kvælende hånd over alt det kunstneriske…. Men det kan jo godt have ændret sig noget. For jeg har jo ikke hørt musikken længe…”

Det skal du måske gøre?
“Ja… det vil jeg nok gøre.” 

Måske skulle du også prøve at skrive musik med elektroniske elementer og videoprojektioner? 
“Ej, det tror jeg altså ikke jeg har lyst til… men… havde nogen for tre år siden sagt til mig at jeg i dag ville bo i Tyskland med min kæreste og være blevet far, havde jeg ikke troet dem et sekund. Så man kan faktisk aldrig vide.”

Omtalt i artiklen