• © Caroline Bittencourt
    25/1/2025

    Addictive elegance

    Rune Glerup: »Perhaps Thus the End« 

    A string quartet consists of four players, and a clarinet quintet five, though the Danish composer Rune Glerup (b. 1981)’s newly recorded works for both ensembles would have you believe their ranks are vastly undercounted. The recipient of last year’s Nordic Council Music Prize for his violin concerto Om lys og lethed (About Light and Lightness), Glerup writes pieces for chamber and orchestra that are often characterized by their multidimensionality: a sonic idea will persistently recur in altered guises, for a sense that one is feeling around different facets of a physical form. Yet the two works on Perhaps Thus the End – brought to life by the impeccable Quatour Diotima and clarinetist Jonas Frølund – are just as potent a demonstration of expansive interiority as they are of surface area. 

    In the titular string quartet, whose seven movements are named for lines from Beckett’s late prose work Stirrings Still, long tones and galloping motives are seamlessly shuffled amongst the ensemble, generating such a sonority that the group seems to have doubled in size. The language is sometimes mechanical but never automatic, bending rather into balletic shapes. Glerup is a careful manager of texture, finding grace in unintuitive sounds through skillful layering – to speak merely of how, in a later movement, a harmonic pizzicato punctuates the string equivalent of vocal fry before the group pivots suddenly into stillness. 

    On the unexpectedly addictive »Still Leaning Towards this Machine«, which is surely among the few times a contemporary clarinet quintet has received that distinction, electronics magnify the ensemble through a subtle stuttering resonance. As a result, across three spunky movements, the group is occasionally transmuted into a sort of paranormal accordion. It’s a wonderfully weird effect that, just as weirdly, the score seems to deliver with a straight face – just one more satisfying surprise among many others on this excellent record. 

     

     

     

     

  • © Silken Weinberg
    7/2/2025

    Skammens uhyggelige mesterlighed

    Ethel Cain: »Perverts«

    At kalde amerikanske Ethel Cains (Hayden Silas Anhedönia) stilskifte fra debuten Preacher’s Daughter (2022) til Perverts for en ekstrem kovending ville næsten være at tale det ned. For der er langt fra debutens gotiske lo-fi-pop til dette monster af et værk, der kombinerer dark ambient, noise og dystopiske ballader – alt sammen med Cains vanlige opgør med sin religiøse baggrund og kampen for seksuel frigørelse.

    Perverts er på papiret en EP, der varer i 89 minutter, men den føles som meget mere end det. Knusende støjdroner, støvede klaveranslag og fjerne prædikantstemmer fra knitrende radioer blandes med akustiske rum. Og selvom pladen også indeholder mere gængse ballader som »Punish« og den smukke »Vacillator« – der endda har et decideret rytmisk forløb – er det de lange, episke ambientnumre, der trækker lytteren ind i det ofte gyselige mørke.

    Én ting er, at Cain pludselig laver dark ambient – en anden er, at hun er så god til det. Perverts er ikke blot et dybt skræmmende indblik i gnidningsfeltet mellem seksualitet og religiøs fanatisme, men også en umiddelbar, kreativ og gennemført hyldest til en fascinerende nichegenre. Et nødvendigt album for alle dem, der ikke er bange for mørket.

  • © PR
    7/2/2025

    Skyggen af et soundtrack

    Søren Gemmer & Jessie Kleemann: »Lone Wolf Runner«

    Som det ofte er tilfældet med soundtracks, navigerer musiker og komponist Søren Gemmer og den grønlandsk-danske billedkunstner Jessie Kleemann på en hårfin balance på Lone Wolf Runner, hvis musik oprindeligt blev skrevet som soundtrack til Kleemanns performances af samme navn i 2023 på Nationalmuseet. Hvor meget af det oprindelige formål (her Kleemanns performances) kan og skal man tage ud af ligningen, for at en udgivelse i albumformat giver mening? 

    Albummet præsenteres via PR-materiale som bl.a. en postkolonial kritik og en undersøgelse af transkulturelle spørgsmål, hvilket umiddelbart virker meget fængende – ikke mindst pga. den nuværende geopolitiske situation, som Grønland pludselig befinder sig i midten af. På det rent musikalske niveau er udgivelsen ikke så gribende, som man kunne have håbet på. Dertil mangler der en stærkere forankring i en følelse af formål med musikken. Uden at have oplevet Kleemanns oprindelige performance, er det mit indtryk, at netop manglen på dette aspekt har efterladt for store huller, til at den ellers på mange måder spændende musik kan fylde dem ud alene. Lone Wolf Runner er fyldt med henvisninger og antydninger til dramatik og historiefortælling, som ikke kommer til deres ret.

    Interessante og spændende øjeblikke er der ellers mange af: Kleemanns digteriske stemme, der skifter mellem ikke bare grønlandsk og dansk, men også tungt præget af vocoder og tilsyneladende ubehandlet vokal. De atonale, tøvende, men flotte klavermelodier som bl.a. »The Dancer« og »Marble«, der skaber rolige øjeblikke iblandet spænding. Den industrielle »The Skin« sår midtvejs gennem albummet tvivl om, hvilken retning, musikken fører lytteren i. Men i sidste ende mangler Lone Wolf Runner netop det, der er blevet skåret fra i albummets tilblivelsesproces: en performance, der kan binde det hele sammen.


     

  • 4/2/2025

    Det dybe åndedræt

    Blaume: »excess air«

    Den københavnske duo Blaumes EP, excess air, er et feltstudie i vejrtrækningens fælles puls, der beroligende tager et dybt åndedrag. EP’ens luftige lyd er som en cyklisk udfoldelse af åndedrættets fysiske betingelser, og med hæse korstemmer og kvidrende tværfløjte snor de to kunstnere, Laura Zöschg (IT) og Mette Hommel (DK), sig rundt om åndedrættets helende og kunstneriske egenskaber.

    Måske er det den underlige varme vinter eller de blomstrende skikkelser på coveret, men det er, som om excess air gemmer på en spinkel forårsstemning. De sparsomme instrumenter famler sig improviserende frem over de tre numre, og de mange korstemmer tilsætter en vedkommende fysisk fornemmelse af musikere, der arbejder, hvilket understreger en fornemmelse af spinkel spiring.

    Det elektroniske, i form af vokaleffekter og musikprogrammet Ableton, er en vigtig del af Blaumes udtryk. Vokaleffekter virker ofte meget fremtrædende, men når den processerede vokal på nummeret »vivus tremus« driver over i en hæs raspen, opløses det kunstige skel mellem stemme og effekt, og det elektroniske bliver en åbenlys forlængelse af Blaumes fælles åndedræt.

    Blaumes excess air er en dejligt levende EP. Det er musik, der har overskuddet til at strække sig langt fra et enkelt og nærliggende udgangspunkt, og med få simple virkemidler udgør Blaumes debut en kærkommen forårsbebuder.