Jeg er sådan set lige så begejstret for indspilningen af Rønsholdts klaverværk nu, som jeg var efter uropførelsen på Klang Festival 2019. Ligesom med korværket Songs of Doubt rammer han sit udtryk helt rent her: en ligefrem uskyld holdt i stramme tøjler, som oversharingen i ophedede momenter slipper fri af.

Lenio Liatsou, den nænsomme solist, lægger ud med så spredte toner, at førstesatsen lyder som gennemhullede Goldbergvariationer: en slags eroderet kulturhistorie formidlet fra en hukommelsesløs fremtid. Harmonisk set er der lige akkurat nok tonal fremdrift til, at det nært aleatoriske udtryk hele tiden holder sig i bevægelse. Og stofligheden i de kildrende lyse anslag og Liatsous åndedræt hypnotiserer mig som et myggelys.

Grundstemningen er en tristesse, noget er tabt. Men der er hele tiden et drama, som udfolder sig mellem rolige linjer og maniske udbrud med en smag af rådvildhed i dobbelttempo. Meget elegant fungerer de fuglefløjtende triller overalt i værket som en form for ankre: Værkets struktur er helt sin egen, men alligevel gennemskuelig.

Mod slutningen tager repetitionen for alvor over. Enkelttoner hamres ned i klaviaturet, som om noget skal morses eller mejsles i sten for at afværge en nært forestående glemsel. Kompositionen er på mange måder et kommuniké, som inviterer til tematisk læsning om postapokalypse og klimakatastrofe. Men den er også helt ekstremt omsorgsfuld, kærlig, indbydende. Jeg tror simpelthen, det er min favorit i klaverlitteraturen fra det 21. århundrede, voldsomt nok.

Hermed en kort rapport fra verdens ende. Et sted indhyllet i teaterrøg, katastroferødt neonlys og metalliske tordenbrag druknet i betonekko. Her herskede en poetisk kult, som havde indrettet sig under stilladser, hvor de sov, spiste, mindedes tiden før katastrofen og brød ud i rituel dans og sang. Sidstnævnte en overleveret kanon, et varsel komponeret i en fjern fortid af Clarissa Connelly.

Sort/Hvid er blevet til musikdramatikkens laboratorium i København, og instruktør Madeleine Kate McGowans to døgn lange sci-fi-performance Solastalgia viste, hvor fantastisk store perspektiver satsningen rummer. Mest af alt mindede oplevelsen om at træde ind i et dystopisk computerspil, hvor man kunne interagere med de programmerede indbyggere; deres ordforråd var begrænset, men viljen stor, og pludselig sad man og stablede sten sammen med en pjaltet fremtidskvinde, mens grænsen mellem performer og publikum sløredes.

Fragmenter af samtaler – har du vandet planterne, den saks har jeg ledt længe efter, tak for din tillid – blandede sig med søgende blokfløjte, cello, elguitar, synthdroner og det industrielle lyddesign skabt af Soho Rezanejad og Cæcilie Trier. Lugte: tørrede blomster, kanelte og grøntsagssuppe fra køkkenet. Terninger blev slået, trin genlød fra stilladset, en mezzosopran vokaliserede lydord. Alt var en tåge, et syn fra en tid med stærk drift og hulkende sorg. Det fjerne midt iblandt os. Og så et banner: »A different end of the world can be sung.«

Jeg tjekkede ud igen efter en times sondering, midt i en ørkenstorm af brølende basstøj, med en klar fornemmelse af at have set og hørt noget afgørende.

Drømmen om Berghain, der møder Miles Davis i et crossover af sfæriske og grænseløse eksperimenter, blev erstattet af en aften på en jazzklub for det pænere borgerskab, som aldrig har stiftet bekendtskab med kunstnere som Nils Frahm, Trentemøller eller Bjørn Svin. 

»That’s cool«, har Jean-Michel Jarre efter sigende udtalt, da han hørte om aftenens NLD IJC jazz-take på fransk elektronisk musik, hvor der med interpretationer af Jarres »Equinox part 4«, »D.A.N.C.E.« (Justice), »Love is Gone« (David Guetta), »Sexy Boy« (Air), »Alone in Kyoto« (Air) og »Genesis« (Justice) var lagt op til en aften ud over det sædvanlige. Arrangementerne var skrevet med stor respekt for de oprindelige kompositioner – og måske lidt for stor respekt. Få var overraskelserne og eksperimenterne i løbet af koncerten, der bød på fantastisk musikalsk håndværk og fremragende soloer fra samtlige musikere. Hvad Dokys forbindelse er til netop fransk elektronisk musik, udover hans mange år i Paris, står dog stadig hen i det uvisse.

Rekonvalescens. Albummet er ganske rigtigt et pusterum i efterårsgrå Danmark, men en titel, der også kan betyde sanatorieophold eller genoptræningsperiode varsler mere genremæssig fusion, en palet af effekter på strygerne og Sune Pors’ elektriske guitar, markante skift imellem strumming og fingerspil, mere galskab, lidelse, udvikling og helbredelse.  

Ikke desto mindre er det et godt debutalbum fra Sune Pors, hvis fingerspil på en akustisk klingende elektrisk guitar kombineret med akustiske Admeta String Quartet er de bærende elementer. »Find Your Feet« minder om en søndag eftermiddag på Aarhus-klassikeren Café Jorden, imens »Equator«, hvor instrumenterne spiller op i mod hinanden i mol, er som en fransk sort/hvid film på en aften i en regnvåd brostensbelagt gade, og »Star Trails« flirter med fusionsjazz/noise med knas på optagelsen, klik og 'pop-lyd' på mikrofonen. Nummeret kunne snildt have båret endnu flere af disse elementer. Stor cadeau til alle instrumentalister og Sune Pors for et fint album – det er dog tydeligt, at den unge guitarist har evnerne til at bevæge sig længere ud i de musikalske afkroge, og det udnytter han forhåbentligt på sin næste udgivelse. 

Et stykke inde i den japanske sangerinde og sangskriver Ichiko Aobas koncert gik det op for mig, at jeg i lang tid havde holdt vejret. Det er svært at sige præcis, hvor længe – tiden står stille når Aoba spiller – men ikke desto mindre havde hun skabt en stemning af så skrøbelig skønhed, at jeg åbenbart underbevidst vurderede, at selv et åndedrag ville være en forstyrrelse.

Der hvilede en magisk aura over hende, som hun sad der helt alene på scenen, iklædt en kjole i samme farve som det rødbrune træ på den nylonstrengede guitar, der var hendes eneste akkompagnement. Minimalismen stod i skærende kontrast til den horror vacui-æstetik, der prægede de kæmpestore lysekroner, der hang dramatisk over hende. Hver eneste tone, hun spillede, blev et element i en slags musikalsk pointillisme, der samlede sig til en krystalklar skøjtebane som hendes stemme fik lov til at danse på – med al den elegance, og den kombination af vægtløshed og fysikalitet, som dansen foreskriver. En dans, ja, men aldrig en opvisning, aldrig en parade. Til det har hendes stemme for mange hemmeligheder, for megen mystik. 

Under koncerten kom jeg til at tænke på en børnebog om en hare, der ikke kan falde i søvn. »Åh nej«, siger haren – da det viser sig at søvnproblemerne til dels skyldes, at et helt symfoniorkester giver koncert inde i klædeskabet – »I skabet er et helt orkester«. Sådan, tænkte jeg, forholder det sig også med Ichiko Aobas stemme.