Børresens Erindring er oprindeligt lavet som en installation til Kystmuseet Skagen og er Hans Sydows genfortolkning af værker af komponisten Hakon Børresen (1876-1954). Og musikken tåler sagtens at blive hevet ud af sine trygge Skagen-rammer, for Sydow har skabt et virkelig spændende værk, som jeg helt fundamentalt nød at lytte til.

Helt lavpraktisk har Sydow arrangeret Børresens melodier for forskellige solister og tilføjet stemninger efterfølgende: Havet omkring Skagen er noget af det første, vi hører, og hver enkel melodi får sit eget skagenske særkende.

Pladen står generelt stærkest, når solisterne får lov til at folde sig ud, og det giver Sydow dem også plads til. »Havørnen« er den eneste sang på pladen, og jeg følte næsten, jeg kendte den i forvejen, så meget Højskolesangbogs-stemning giver den mig. Og gåsehud fra Christian Vuusts saxofonsolo! 

Det eneste uforløste er Sydows remix af en optagelse af Kong Frederik IX, der dirigerer musik af Børresen. Konceptuelt skiller den sig for meget ud fra resten, fordi melodien forsvinder fra musikken, og stemningen kan ikke bære det hele.

Men alt i alt en meget helstøbt oplevelse: Sydow puster nyt liv i kompositioner, vi måske ellers havde overset.

Indvielsen af Else Marie Pades Plads ved Godsbanen i Aarhus skulle have fundet sted i august 2020, men blev pga. corona udskudt. Og 27. maj stod behagelige toner i flydende kontrast til den grå betonplads, da de elektroniske kunstnere Tobias Sejersdahl & Sophia Sagaradze (ALF) åbnede med mixede live optagelser, der sendte øregangene tilbage til 90’ernes konsolspil. Et syntetisk citronduftende pissior, toiletbåsene, foyeren og entréen på Radar udgjorde rammen for HAUMANS lydinstallation Creeper – syv minutters mix af reallyde fra spillestedet blandet med synth og vokal flød konstant frem og tilbage igennem rummenes højttalere i et varierende mønster programmeret af Sophia Sagaradze. Omend værket var spændende, havde det vundet ved individuelle lyde i de forskellige rum. 

Sophie Birch brillerede ved langsomt at forme sit blide soundscape af metalliske vindklokker og klarinet i live loops, klangflader og gæsteoptræden fra en saxofonist. Koncerten kulminerede med stærk vokal indhyllet i tunge rytmer a la Björk og Portishead. Intensiteten tog af, og hun sluttede med en enkelt drone og sang på knæ foran mixerpulten.

Men hvor var sammenhængen mellem det udmærkede – omend noget nedskalerede – arrangement og Else Marie Pade?

I anledning af Music City Aarhus 2022 bringer Seismograf en serie artikler om musik og lydkunst i Aarhus. 

Det er sundt at kede sig, siger mennesker, som ofte keder sig. Godt nyt, i så fald: for Ensemble Storstrøms portrætalbum af Kasper Rofelt er årets kedeligste udgivelse. Med længder!

Her er alt, hvad den kedsomhedsglade har brug for: generiske værker med etudepræg; musikere, der tæller takter i stedet for at spille musik; dynamik og klanglig opfindsomhed på niveau med en ventetone. Musikalsk æter, simpelthen.

Musikken virker helt befriet for selvkritik, helt ubevidst om sin egen ferskhed. Tag titelværket: først en glidning her, en opbremsning der, et pizzicato, en klynge – idéløsheden sat i toner. Måske et afsæt for en spejling, en dramatisk dikotomi?

Drøm videre. Da kammerværket vender sig om og skal til at formidle sin kontrast, udøver klaverets slæbende skalaløb og tomme morsesignaler den ferskeste dramatik af alle.

Det lyder, som om nogen løfter låget af en osteklokke, der har stået på konservatoriet siden starten af 00’erne. Hører nogen virkelig en kunstnerisk vilje her, et temperament?

»Bank-bank-bank,« lyder det mod slutningen af albummet. Det er ikke skæbnen, der banker på. En harpe kører i rille, klaveret triller monotont. Hvem er det dog, der banker? Ikke nogen, åbenbart. Ingenting. Og lyden kommer indefra.

Da jeg så, at japanske Merzbow og amerikanske Arcane Device havde lavet et album sammen, var jeg med det samme både nysgerrig og lidt overrasket: Nysgerrig fordi både Merzbow og Arcane Device gennem fire årtier har stået bag nogle af støjmusikkens efter min mening mest spændende udgivelser, men også overrasket fordi de for mig at se repræsenterer to vidt forskellige æstetiske retninger inden for genren. Hvor Merzbows musik er overvældede og grænseoverskridende som at befinde sig inde i en mastodontisk, brutalistisk betonbygning imens den er ved at blive revet ned, er Arcane Devices musik ulmende, fremmedgørende og let uhyggelig som at stirre dybt ind i de intenst mørke felter i et Mark Rothko-maleri. Hvordan forener man to musikalske universer, der begge er kendetegnet ved fuldstændig kompromisløshed? 

Svaret, viser det sig, ligger implicit i spørgsmålet: nemlig ved at fastholde kompromisløsheden. Fremfor at mødes et sted i midten, lyder Merzbow & Arcane Device som produktet af to kunstnere, der, på den bedst tænkelige måde, forsøger at sabotere hinanden: som en slags musikalsk tovtrækning, hvor begge forsøger at hive rebet ind på egen banehalvdel, og ingen nogensinde overgiver sig. Resultatet er en konstant afvekslende musikalsk oplevelse, hvor man som lytter har fornøjelsen af det ene øjeblik at befinde sig i en blidt summende massagestol for det næste at blive nådesløst tortureret med et tandlægebor. 

Antydningens kunst. Er det ikke den, der hersker her? Jeg kigger op mod himlen og ser regnvåde skyer, lukker øjnene og lytter til vindspillet på albummets åbning. Noget sætter sig i bevægelse.

Klokkerne camouflerer sig hurtigt som elektroniske lysglimt, virkeligheden i let forvrængning. Da Pontoppidan træder ind med sin luftige og nære vokal – et blidt kaudervælsk – lyder det fonetiske vemod som et farvel til verden, som vi kender den.

Vi er trådt ind i en drøm. Jeg åbner øjnene og ser lyset skubbe skyerne rundt. I den nye verden mødes jeg af besatte vokalloops og dybe toneklynger i Povl Kristians afmålte klaverspil. En ursuppe. Cirklende akkordbrydninger chanter Pontoppidans længselsfulde, diskante linjer frem.

Hun gisper efter vejret, synger på ind- og udåndinger. Det lyder som en ny verdens fødsel. Og som et blidere supplement til Marcela Lucatellis mere monstrøse, ligeledes ordløse vokalkunst. Tilbageholdt antydning.

Life in Life indeholder kimen til et verdensopbyggende værk i større format. Det er mere interessant, når albummet viser virkeligheden gennem et slør – som på afslutteren »Rise«, hvor man ligesom befinder sig i fjern nærhed af en chanteuse – end når det søger meditativ ro på »Ocean of Bliss«.

Den forunderlige udgivelse er bedst, når Pontoppidan løfter os ind i den urolige drøm. Op i de grå skyer, hvor man ser ned på en forandret verden gennem fortættet vanddamp. Deroppefra ligner alting akkurat ikke sig selv. Sikke et syn.