Orgler drevet af blod, dybstegte trompeter, træfældning optaget på indersiden af et træ og Mahlers musik opført ved hans gravsted og hørt fra indersiden af en kiste. Det er ikke, fordi fantasien fejler noget, når sampleaktivisten Matthew Herbert går i gang med at lave koncepter til sin musik, men hvordan lyder det egentlig? Lidt undervældende ...
I A Symphony of Noise følger vi Herbert, der fortæller om sine overvejelser, når han laver sin meget politiske musik. For Herbert er der noget politisk i samplingens evne til at kunne udvide og spille med verden. Så når han vil kommentere svineproduktion, optager han et svin igennem et år og komponerer One Pig med disse lyde i stedet for at skrive en svinesonate for cello.
Det lyder alt sammen meget lovende, men i praksis er det ikke så overvældende. Det politiske er tit svært at høre, for når Herbert laver musik, er det snarere, som når en hiphopproducer crate-digger; han finder teksturer i lydene, og så komponerer han en slags (glimrende) housemusik med dem. Det musikalske overskygger i praksis det politiske, hvor det er svært at høre brexit, fordi man hører en syden fra en fish ‘n’ chips-gryde.
Det gør, at Enrique Sánchez Lanschs dokumentarfilm fungerer bedst, når den fikserer på Herberts visioner frem for produktet. Det er fascinerende at komme ind i hovedet på Herbert, der eksempelvis fortæller om sin nærmest guddommelige oplevelse af at høre 3.500 mennesker bide i æbler – en sonisk begivenhed, han mener, kun Gud eller rumvæsner og FBI (der alle overvåger os!) har oplevet før ham.
Musikalsk er det også Herberts fluxuslignende soundscapes (de er kun beskrevet i tekst, som løbende læses op), der er mest interessante. Herbert er en formidabel formidler af, hvordan han forestiller sig, at eksempelvis universet kan lyde.
Med Kammerkonzert placerer den britiske elektroniske komponist Tom Jenkinson, bedre kendt som Squarepusher, sig i forlængelse af 90’ernes og 00’ernes braindance-tradition, hvor elektroniske lydkunstnere flirtede med klassisk musik – fra Aphex Twins samarbejde med Philip Glass til Venetian Snares’ Rossz Csillag Alatt Született, hvor barokke mønstre blev foldet ind i maskinel rytmik og strygernes melankoli flænset af breakbeats.
Squarepusher er ikke fremmed for det akustiske: Hans hyperaktive elbas – ofte som på flugt fra sin egen virtuositet – har været central siden Music Is Rotted One Note (1998). Også her spiller den en hovedrolle. På »K2 Central« driver en loopet, let nervøs basfigur musikken frem, mens strygerne bølger ind og forskyder dens harmoniske funktion. Det er ikke uden effekt, men udførelsen er påfaldende konventionel. De MIDI-fremkaldte strygere bevæger sig i nydelige akkordblokke med en næsten benovet ordentlighed. Den klassiske tradition udfordres ikke, men citeres blot, og arrangementerne fremstår så pæne, at orkestrets tilstedeværelse savner begrundelse.
Kompositionerne balancerer desuden mellem elevatorjazzens glatte funktionalitet og noget karikeret, næsten cirkusagtigt, som om de ikke kan beslutte sig for, om de vil være alvorlige eller ironiske – og derfor ender med at være hverken eller. »K4 Fairlands« skiller sig ud ved at kombinere strygekvartet med de travle breakbeats, der er Squarepushers metier. Her opstår en friktion mellem det stramme og det opløste, som kortvarigt åbner albummet og antyder, hvordan to ellers inkompatible systemer kan sameksistere.
Samlet fremstår Kammerkonzert kunstnerisk forsigtigt og præget af en besynderlig tilbageholdenhed. Tilbage står fornemmelsen af noget halvrealiseret. Man savner, at Squarepusher enten havde kastet sig dybere ind i det orkestrale eller stolet mere på det, han faktisk mestrer, og givet elektronikken friere spil. Helst begge dele.
»Musik for mig er livets femte dimension, der forbinder alle de andre.«
Maja Dyrehauge Gregersen har i de sidste 10 år stået i spidsen for Copenhagen Photo Festival – Nordens største fotofestival. Copenhagen Photo Festival er en international platform med over 1000 årlige ansøgere fra hele verden – og et tydeligt kurateret niveau, der tiltrækker verdensnavne og har løftet festivalen ud af sin oprindelige, mere lokale og åbne form.
»Musik for os er det perfekte sprog, som vi elsker at tale. Et sprog, hvor det er den enkeltes følelser og fantasi, der bestemmer, hvad der er rigtigt og forkert. Alle kan tale sproget. Du behøver ikke at kunne skrive eller forstå, men blot lytte. Noget musik kræver, at man lytter grundigt efter og måske hører det flere gange. Lidt ligesom når man snakker med en fra Norge eller Sverige, så skal man også lige lytte lidt ekstra efter.«
»Musik for mig er en kæmpestor gave og et lige så stort mysterium. Jeg synes, det er ret vildt at tænke på, hvor meget musik der egentlig findes! Tænk at man som lytter kan blive lukket ind og få adgang til så mange forskellige kunstneres inderste jeg og følelser – og hvor små detaljer der ligger i kunstnerens valg, så det kommer til at lyde lige præcis, som det gør. Det er mindblowing! Og virkelig fedt! Jeg hører meget forskelligt musik og elsker, når den taler både til hovedet, hjertet og kroppen – uanset genre. Det kan fx både være Radioheads »Exit Music (For a Film)« eller Peter Gabriels »Sledgehammer«.
Anja Roar er en dansk sanger og sangskriver med en karriere, der strækker sig over mere end tre årtier. Hun har blandt andet sunget duet med Peter Belli, arbejdet med DJ Aligator i 90’er-bandet Zoom og medvirket som korsanger på en lang række danske udgivelser. Hun har netop debuteret som soloartist med albummet Gratification. Udgivelsen kredser tematisk om kærlighed i mange former – fra den romantiske og forløsende til den selvkærlige og samfundskritiske.
»Musik for mig er en verden fuld af lyde, som man kan gå på opdagelse i, jonglere med, sætte i system, blive inspireret af og danne udgangspunkt for møder mellem mennesker på tværs af kulturer og generationer.«
Håkon Berre (f. 1980) har markeret sig som en central skikkelse på den danske scene for improviseret musik. Hans praksis er kendetegnet ved en udvidet tilgang til percussion, hvor både traditionelle instrumenter og hverdagsobjekter – som ringeklokker, blikplader, kæder og køkkenredskaber – indgår i et nuanceret og ofte uforudsigeligt klangligt udtryk. Han har optrådt på klubber og festivaler internationalt og samarbejdet med en lang række markante musikere, herunder Peter Brötzmann, Phil Minton, Axel Dörner, John Tchicai, Jamie Branch og Otomo Yoshihide. Berre medvirker på en omfattende diskografi med mere end 40 udgivelser, heraf mange på det kunstnerdrevne label Barefoot Records, som han er medstifter af. Derudover har han komponeret og arrangeret musik til teater og udstillinger samt arbejdet med interaktive lydinstallationer vist på museer i Danmark og Tyskland. Han er aktiv i en række ensembler, herunder Ytterlandet, TEETH, VÍÍK og Mirror Matter, samt i forskellige duo- og kvartetkonstellationer.
