Puha. Allerede efter første nummer på Romeo må jeg trykke pause, hente et glas vand og tage en dyb indånding. Der er smæk på den irske producer Sega Bodegas svære 2’er. Et lemlæstet vokalsample starter pladen og bliver hurtig ledsaget af filtreret beatboxing og den mest ildevarslende strubelyd, jeg længe har hørt. En dommedagsintro, der forbereder en adrenalinhøj gabber-puls i trommer og bas og det slagkraftige spørgsmål: »You don’t own my effiminacy, do you?«
Det hæsblæsende åbningsnummer »Effiminacy«, der også rummer et barmhjertigt og dødlækkert omkvæd i half-time, sætter tårnhøje forventninger til resten af pladen. I den grad overmodigt. Men også befriende, fordi vi slipper for albumformatets tyndslidte berettermodel og går direkte til point of no return.
Selvfølgelig vil Bodega for meget på én gang. EDM-troper, vrangvendte popformer med fremmedgjorte omkvæd, underkuet dancehall, 2021-trends som hyperpop og UK garage og så naturligvis vokaler i alle regnbuens manipulationer. Arca kigger også forbi på nummeret »Cicada« og dekonstruerer alting i sin vanlige blodrus. På »Naturopathe« bliver vi beriget med Charlotte Gainsbourgs hviskevokal i en herligt simrende mosekonebryg af et listende lounge-track.
Det er en tidstypisk genrekamikaze, Bodega bedriver. Stilren forvirring. Men der er noget særegent i den rastløse måde, han blander de forskellige klubgenrer på. Ikke hovedløst, tværtimod. Sangskrivningen er det primære, og det er en fryd at høre, hvordan de iltre indfald bliver til nysgerrige sangstrukturer og mageligt beherskede produktioner.
»Musik for os er en måde at skabe en forbindelse og et fællesskab til andre mennesker.«
Selvom Schæfer indtil videre kun har udgivet tre singler, har bandet allerede markeret sig på den danske musikscene. Duoen og venneparret, Anna Skov (vokal) og Emil Mors (keyboards), skriver samfundsaktuelle, underfundige og humoristiske sange, der peger fingre af både omverdenen og dem selv.
»Denne smerte er ikke kun din,« messer et kor, der står i en cirkel om den fødende kvinde. »Denne smerte er ikke kun din,« lyder det, som et omsluttende ekko, fra resten af koret, som har placeret sig langs festsalens vægge, og dermed danner en cirkel om publikum og indskriver os i det kvindelige fertilitetsarbejde.
Elegier over jorden bygger på Sofie Isager Ahls gendigtning af myten om Persefone, datter af landbrugets gudinde og dronning af dødsriget. Den græske myte er af den slags, der forklarer vinterens goldhed med Persefones bortgang til dødsriget, men i denne nyfortolkning vender hun tilbage til jorden for at føde. Vi følger hendes fødselsarbejde gennem ni måneder, mens medlemmer af koret arbejder i markerne og kæmper for de afgrøder, der er under pres af det aktuelle klimakollaps. Her er naturens regeneration ikke en sag for de højere magter, men en kamp, der starter i kroppen og i mulden – ganske som den fødende kvindes.
Den økofeministisk forbundethed mellem kvindekrop og natur har været et hot topic igennem flere år nu, og jeg er i tvivl om, hvad Elegier over jorden føjer til. Det er jeg primært, fordi den hårde akustik i Glyptotekets festsal i samspil med Marie Topps koreografi, der jævnligt lader sangerne stå med ryggen til dele af publikum, gør det svært at høre Ahls ord.
Når Elegier over jorden fungerer bedst, er det i dialogen og timingen mellem koret, sopran og komponist Katinka Fogh Vindelev i rollen som den fødende Persefone og det minimale orkester, bestående af to violiner og en cello. Når stemmerne fra Sankt Annæs Pigekor smyger sig op af celloens mørke klang, og når urkvinden Persefones klagesang får lov at stå stille i rummet et øjeblik, før koret tager fat igen, har forestillingen fat i noget. Alligevel sætter oplevelsen sig ikke i kroppen, og fødselens smertefulde kamp bliver – trods korets insisterende messen – aldrig rigtig min.
Forestillingen spiller 5., 7. og 8. marts
»For mig er musik... Jeg var lige ved at sige alt, men det er alligevel en overdrivelse. Jeg er et følsomt menneske, og derfor påvirker al kunst – men især musik – mig på forskellige måder. Musik har både en terapeutisk og en kunstnerisk betydning for mig. Musikken påvirker mit humør og giver mig energi. Den kan også sætte mig i en bestemt tilstand, hvor jeg ser tingene anderledes og reflekterer på en anden måde, end jeg ellers ville have gjort. Jeg har altid høretelefoner i, når jeg er alene, jeg sover til musik, jeg arbejder til musik. Det første, jeg gjorde som ny rådmand, var at sætte min svigerfars gamle B&O-anlæg op på rådmandskontoret. Det spiller hver dag, og jeg lukker meget sjældent døren.«
Jesper Kjeldsen er rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus og medlem af byrådet for Socialdemokratiet. Han er uddannet fra Kaospiloterne og har en baggrund som iværksætter, blandt andet med virksomheden Postevand. Før sin politiske karriere har han arbejdet kreativt med kultur og musik – han har udgivet musik, været DJ og undervist som danselærer. Jesper Kjeldsen har gennem en længere periode boet og arbejdet i Grønland, hvilket har præget hans syn på fællesskab, kultur, klima og samfund.
