Gísladóttir har selv beskrevet sit nye album, en komposition i otte satser for solobas og elektronik, som »en udforskning af tekstur og mørke«.

Og ganske rigtigt: Det mest slående ved albummet er dets teksturelle bredde. Viltre landskaber af lyse, metalliske overtoner kontrasteres hele tiden af bassens dybe, vibrerende summen og af mørk, uigennemtrængelig distortion.

Et perfekt eksempel er anden sats, Vēxō, hvor det sfæriske lydbillede får tilført en helt unik tyngde af en bas, der er forvrænget til at lyde som en elektrisk guitar. Det er dog en skam, at Vēxō – og i øvrigt også den afsluttende Fists Clenched – med sin meget beskedne længde slet ikke får tid nok til at forløse den storhed, der bliver antydet.

Albummets titel, der henviser til det latinske ord hībernus (vinterlig), er velvalgt til en udgivelse, hvor tætte laviner af støj konstant får modspil af passager, hvis spinkelhed minder mig om den sarte, men dog skingre lyd af sprød, nyfalden sne, der giver efter under éns fødder.

Trombonen truttede hårdt som et bor. Elguitaren (med diverse dimser) hakkede en lethjertet futuristisk tristesse af sig. Svenske Ola Rubin og Henrik Olssons freejazzede piblen kørte i samme rille i alt for lang tid, men vi vågnede ved de dvæjelsk labre Marc Ducret-riffs.

Videre til Ymse Impro, som også garderede sig med effektpedaler, der fik bas og guitar til at gungre tungt, mørkt og trashet. En liflig fløjte forsøgte at finde en retning, blandt andet med et touch af Mellemøsten. Det var eksperimentelt, langt fra programmusik, pop, pip og kompilationer. Det var Absolute Music, Blade Runner-versionen. Men også gennemtærsket og totalt gennemtygget.

Hvad ville de os? Der gik lab i begge koncerter. Ej synderligt inviterende. Når nu vi pjækkede fra fællessang på repeat og sad der i en tidligere kirke, med flade coronaører, kunne de godt have vækket os med noget, vi ikke havde hørt før. »Ordinary World« kender vi allerede fra #2’eren.

Andreas Høegh og Messell viste to sider af samme ambientmønt i overbevisende eksemplificering af genrens brede spændvidde.

Høegh var først på scenen og stod for koncertens mere farverige indslag. I løbet af sine cirka 30 minutter vævede han et kludetæppe af lyde, et virvar af samples fra nær og fjern, synths og en smule effekttung elguitar. Til tider boblede musikken, organisk, som et mylder af små, hyperaktive væsner. Andre gange lød den som universets uendelighed i lydform. Uanset hvorhen den bevægede sig, hang den altid sammen.

Messell entrerede scenen indhyllet i røgmaskinens tåger og stillede sig med sit langt mere monokrome udtryk i skarp kontrast til sin forgænger. Hans godt og vel halve time bød på vemodige synthflader, skurrende glitch og noise samt mere letgenkendelige horn-, stryger- og melankolske vokalsamples. Resultatet blev en form for støjende elektronisk messe over skønheden i det sørgmodige. Stilrent, gennemført og med lige præcis nok lys i mørket.

Ja! har jeg lyst til at råbe under læsningen: Ja, Ullman! Slut med den udglattende afpolitisering af kulturlivet – selvfølgelig har musik en politisk dimension! Hvor forfriskende, at en portrætbog om 50 års Roskilde Festival også er en diskussionslysten langtekst om den skiftevis progressive og reaktionære rockkulturs stigning og fald i en dansk 68-kontekst.

Teksten er tydeligt skrevet i forskellige temperamenter: fra pligtskyldige søgninger i arkiver og aviskorte interviews til poetiske vidnesbyrd fra teltkuplerne og kønspolitisk ildskrift om poptimismens opgør med rockens og hippietidens chauvinisme. Ullman er simpelthen så irriterende god, når hun skriver sig helt ud og giver pokker i portrætgenre og formidlerrolle.

Nuvel, det sker ikke hele vejen igennem De sidste drømmere, som bakser lidt med forholdet mellem overflade og dybde i forsøget på at spejle 50 års politisk udvikling i festivalen. Stor mundfuld. Men også stor og umådelig tiltrængt inspiration for landets forfattere af musikbøger.

Der var godt fyldt både i salen og på scenen, da Athelas uropførte Simon Christensens Carved in Stone, et værk, der begyndte brat med en trekamp mellem bækkenslag, akkorder i strygerne og ostinater i blæserne.

Det var svært at finde holdepunkter i musikken, men som jeg var ved at blive tabt, spillede bækkenerne en figur, der afsluttede værket så brat, som det begyndte – hvilket fik mig til at længes tilbage efter det organiserede kaos, jeg få sekunder forinden var forvirret over. Effektivt!

Desværre skabte Georg Friedrich Haas’ Remix (2007) primært en mumlen via instrumenterne. Som en radio, der var i stykker og kun fangede noget af lyden. Et klimaks for dobbelt slagtøj, der brød gennem virvaret, kunne ikke redde værket fra at føles langt og uden retning.

Man manglede Kristine Tjøgersens klaverkoncert, der udgik på grund af sygdom, da det kunne have skabt et bedre flow i koncerten.