Himmelske båndsløjfer fra ambientmusikkens superstjerne

Alice: William Basinski

Jakob Gustav Winckler. © Jakob Gustav Winckler

Der manglede næsten bare et yippie ki-yay fra William Basinski, da han indtog Copenhagen Distillery som en del af turnéen The Last Symphony. »Buckle up bitches«, lød det så action-råt, at man et øjeblik troede, det var Bruce Willis på scenen. Basinskis medrivende superstjernekarisma er den perfekte modsætning til hans smuldrende og selvoverdragende ambientmusik.

Koncerten var forfriskende langt fra det udstrakte fordybelsesrum, jeg forbinder med Basinskis indspillede værker. Hans berømte serie The Disintegration Loops (2002-2003), hvor båndsløjfernes dødelige verden krakelerer i slowmotion, var emblematisk for de bekymringer mange havde omkring årtusindeskiftet: Var uendeligheden i den fagre nye digitale verden faktisk begyndelsen på enden? Som ingen anden formår Basinski at lade spørgsmålet om teknologisk determinisme klinge åbent i sin musik: de patinerede båndoptagelser rummer intet svar, men derimod en nysgerrig tilstand, hvor gentagelse og forgængelighed stopper med at trække i tidsfornemmelsen fra hver sin side og i stedet slutter kreds.

Det var fascinerende at opleve den måde, hvorpå Basinski bearbejdede sine loops. Hver gang han satte en ny lyd i rotation, virkede det, som om det var hans første møde med den. Hurtigt opstod der et sugende felt af rumklang og feedback, som dannede en sfære for båndsløjfernes omløbsbaner. Den analoge lyd gnaskede somme tider i musikken med sine små klip og kværnende komprimering.

Afstanden mellem de ambiente terræner var kort og koncerten, der blev efterfulgt af to ekstranumre, var mere collagepræget end den ødemark, Basinski normalt maler. Særligt indtagende var landskabet, da et sekstonet motiv fortærede sig selv i rumklang og gav plads til, hvad der lød som arabisk ornamenteret sang. Transcendensen fandt Basinski i de høje frekvenser, og da han på et tidspunkt strakte en lys vokalklang ud over det grumsede båndmiljø, forsvandt grænsen mellem himmel og jord. Det var ubegribeligt smukt at høre, hvordan vokalen vågede som en strålende guddom over den profane båndoptagede verden.

nyhed

20.10

Kristine Tjøgersen og Benedicte Maurseth vinder Nordisk Råds musikpris 2026

Nordisk Råds musikpris 2026 går til de norske komponister Kristine Tjøgersen og Benedicte Maurseth for Elja, en suite for Kronos Quartet og hardangerfele.

Juryens motivering

playliste

20.10

Mit navn er Henrik Marstal – vil du se min playliste?

»Hvem sagde nogensinde, at musik 'bare' er musik? For mig er det alt andet end det: En trang til at ville forstå og forklare det hele. Et smykke, jeg bærer hver eneste dag. En undertiden dyb glæde. Et konstant varierende aftryk af millioner af stik i mit hjerte. En længsel efter at forsvinde.«

Henrik Marstal er musiker, forfatter og musikforsker. Han er ph.d. i musikvidenskab, lektor på Rytmisk Musikkonservatorium og optræder jævnligt i medierne som ekspertkilde på musik. Han beskæftiger sig bl.a. med ny musik, herunder elektronisk musik. Til vinter er han aktuel med både et nyt album sammen med popgruppen ibens og en bog om Else Marie Pade, som udgives på det britiske forlag Bloomsbury.

playliste

14.10

Mit navn er Krzysztof Pietraszewski – vil du se min playliste?

»Musik hjælper mig med at mærke, bearbejde og regulere mine følelser; den giver dem et afløb, når jeg har brug for forløsning, og skaber ro, når jeg har brug for balance – den fungerer nærmest som et eksternt nervesystem for mig.«

Krzysztof Pietraszewski er musikjournalist, redaktør og kurator med base i Kraków, Polen. Siden 2016 har han været kunstnerisk leder af Sacrum Profanum, en festival for ny og eksperimenterende musik. Han er vært på Muzykoteka og koncertserien RKK Live, der genudsender koncerter på Radio Kraków Kultura. Han udvikler desuden lyttesessioner med samtaler, hvor publikum inviteres til at opdage ukendt musik, udveksle indtryk og lytte sammen. Hans arbejde omfatter også produktion af indspilninger til serien Sacrum Profanum Archives. Han stammer oprindeligt fra Schlesien, men har gjort Kraków til sit hjem. Her formidler han musik gennem koncerter, radioudsendelser, artikler og på det seneste også eksperimenterende DJ-sæt.

playliste

14.10

Mit navn er Lone Hørslev – vil du se min playliste?

»Musik for mig er bedst, når der er noget både for hjerne og hjerte. Jeg elsker musik, der leger med sproget og forstår, at ord skaber billeder, samtidig med at det har sin helt egen lydlige kvalitet og humør. Det er kun et plus, hvis musikken også giver mig energi på løbeturen eller får mig til at danse i køkkenet eller grine. Eller græde. Musik må gerne være en flødebolle med en overraskelse indeni.«

Lone Hørslev er forfatter til både digte, romaner og sangtekster og tv-serien Den gode stemning. Sammen med Mads Mouritz er hun den ene halvdel af Mouritz/Hørslev Projektet, og senest har hun skrevet tekster til musikteaterforestillingen STOLT sammen med Katrine Muff. Sangene kan findes på albummet Jeg ønsker mig.

playliste

14.10

Mit navn er Raphael Loher – vil du se min playliste?

»Jeg tror, at musikken simpelthen er den måde, jeg opfatter og bearbejder verden på.«

Raphael Loher er pianist og komponist med base i Luzern i Schweiz; han kombinerer elementer af eksperimenterende elektronisk musik, ambient og minimalistisk komposition. Hans særegne, krystalklare værker udforsker legende reduktion og rytmisk abstraktion med det formål at skabe unikke resonanser og æstetiske forbindelser. Hans meditative klaverspil lader sitrende, rhizomatiske strukturer opstå, hvilket skaber spændingsfyldte narrative forløb. Loher udvider sit lydspektrum ved at præparere klaveret, bruge effektpedaler og arbejde med båndoptager.

Lohers nye album, Figuren (Präsens Editionen), er præget af intuition, eksperimenter og en bevidst distance til hans primære instrument – klaveret. Ved at bearbejde intime koncertoptagelser fra et residency-ophold har Loher dekonstrueret udvalgte melodier, toner og resonanser til nye former og transformeret dem yderligere gennem båndmanipulation.