© Rene Passet
© Rene Passet

Der manglede næsten bare et yippie ki-yay fra William Basinski, da han indtog Copenhagen Distillery som en del af turnéen The Last Symphony. »Buckle up bitches«, lød det så action-råt, at man et øjeblik troede, det var Bruce Willis på scenen. Basinskis medrivende superstjernekarisma er den perfekte modsætning til hans smuldrende og selvoverdragende ambientmusik. 

Koncerten var forfriskende langt fra det udstrakte fordybelsesrum, jeg forbinder med Basinskis indspillede værker. Hans berømte serie The Disintegration Loops (2002-2003), hvor båndsløjfernes dødelige verden krakelerer i slowmotion, var emblematisk for de bekymringer mange havde omkring årtusindeskiftet: Var uendeligheden i den fagre nye digitale verden faktisk begyndelsen på enden? Som ingen anden formår Basinski at lade spørgsmålet om teknologisk determinisme klinge åbent i sin musik: de patinerede båndoptagelser rummer intet svar, men derimod en nysgerrig tilstand, hvor gentagelse og forgængelighed stopper med at trække i tidsfornemmelsen fra hver sin side og i stedet slutter kreds. 

Det var fascinerende at opleve den måde, hvorpå Basinski bearbejdede sine loops. Hver gang han satte en ny lyd i rotation, virkede det, som om det var hans første møde med den. Hurtigt opstod der et sugende felt af rumklang og feedback, som dannede en sfære for båndsløjfernes omløbsbaner. Den analoge lyd gnaskede somme tider i musikken med sine små klip og kværnende komprimering. 

Afstanden mellem de ambiente terræner var kort og koncerten, der blev efterfulgt af to ekstranumre, var mere collagepræget end den ødemark, Basinski normalt maler. Særligt indtagende var landskabet, da et sekstonet motiv fortærede sig selv i rumklang og gav plads til, hvad der lød som arabisk ornamenteret sang. Transcendensen fandt Basinski i de høje frekvenser, og da han på et tidspunkt strakte en lys vokalklang ud over det grumsede båndmiljø, forsvandt grænsen mellem himmel og jord. Det var ubegribeligt smukt at høre, hvordan vokalen vågede som en strålende guddom over den profane båndoptagede verden. 

© PR
»Musik for mig er kærlighed. Jeg elsker, at man gennem musik kan springe smalltalk over og bevæge sig direkte ind i folks inderste. Det er en vild og rørende måde at møde hinanden på.« 
 
Fenja skrev sin første sang som 12-årig – om en isbjørn, der var ved at dø som følge af klimaforandringer – og det eksistentielle, naturen og hendes eget sensitive væsen blev toneangivende for de tekster og den lyd, hun siden har forløst. Hun pladedebuterede i 2021 med albummet Flugtdyr og udgav i februar 2026 albummet Menneskedyr.
© PR
© PR

Komponisten Sofus Forsberg er død, 56 år gammel. Med sin særegne blanding af melodisk sans, elektronisk bearbejdning og rytmisk præcision skabte han et musikalsk univers, der bevægede sig ubesværet mellem IDM, pop og avantgarde.

© Simon Weyhe

»Musik for mig er min hobby, mit job, min ventil, mit humør, en uendelig kilde til at opdage ny musik og ny, gammel musik, noget af det bedste og kan være noget af det værste. Og jeg elsker det!«

Track72 aka Tue Track aka Anders Lundby Brixen. Producer, dj, rapper med mere. Kendt for sin rolle i trioen Malk De Koijn, der siden midten af 1990’erne har skabt et personligt univers i dansk hiphop. Har optrådt i Ponyblod, Xtra Naan, Track Abdullah Rock, Booty Cologne m.fl.

© PR
© PR

Onsdag 5. august 2026 skete det igen: En akkord i John Cages Organ2/ASLSP (As Slow as Possible) skiftede efter to et halvt år. Det skriver Classic FM.

Værket blev skrevet af den amerikanske avantgardekomponist John Cage i midten af 1980’erne. Partituret består af otte sider musik, og som titlen antyder, er instruktionen at spille det »så langsomt som muligt«.

På klaver kan værket vare omkring en time. Men på orgel kan Cages idé om langsomhed foldes ud i et helt andet tidsperspektiv. I den mest ekstreme opførelse varer værket ikke timer eller dage, men 639 år.

»Hvad er musik for mig? Hvor er de store følelser blevet af?«

Gellért Szabó er komponist, dirigent og performer med base i Leipzig, Tyskland. Hans arbejde forener nutidig komposition med inspiration fra fri improvisation, støjmusik og den sene romantiks udtryksmæssige rigdom. Han er grundlægger og kunstnerisk leder af det 23 medlemmer store Ideal Orchestra, et ensemble dedikeret til storslået eksperimentalmusik med overvældende følelsesmæssig intensitet. Ved siden af dette optræder Szabó internationalt med sit soloprojekt Radical Radio Show, hvor han udforsker symfoniske klangflader og omsluttende lydlandskaber ved hjælp af en enkelt elektrisk guitar og live-elektronik. Hans musik er drevet af en søgen efter intensitet, sårbarhed og et kompromisløst følelsesmæssigt udtryk.