Under en koncert, hvor begge værker for strygekvartet gør det til en pointe at strække tiden ud, når man vidt omkring i sit indre univers.

Pludselig opdager man den fortrængte håndboldspiller, der gerne vil gøre koncerten til en konkurrence: canadiske Sarah Davachis Long Gradus (2020-21) mod Niels Lyhne Løkkegaards Colliding Bubbles, der blev uropført i torsdags.

Og han er egentlig sjovere at lytte til end den indre lommefilosof, der dukker op og spørger, om den slags ambientmusik mest har karakter af institutionaliseret ritualisme eller subversiv utopi. Kedeligt spørgsmål, videre!

Håndboldspilleren er ikke i tvivl: Davachis halve time med udstrakte, overlappende grundakkorder forvrænget en anelse af ren stemning – hvor intervallerne kan lyde lidt skæve – bliver hurtigt til et ensidigt og selvgodt udsagn om at justere vores moderne ører.

Mere liv er der hos Løkkegaard, hvor Bozzini-kvartetten på samme tid spiller på mundharmonika og strygere. Også her med lange, changerende akkorder, dog nu med en gradvis bevægelse fra den lyse til den mørke ende af harmonikaerne.

Men trumfen er, at Løkkegaard har indlejret en ubestemmelighed i værket, en optisk illusion: Længe spiller buerne toneløst på strengene – eller vistnok toneløst, må jeg næsten skrive, for finurligt nok lyder harmonikaerne som lyse strygere.

Man er simpelthen konstant i tvivl om, hvor de fine klange kommer fra. Så meget desto større effekt, da musikerne skifter greb og endelig lader strygerne klinge. Sejr til Løkkegaard!

Der er, tænkte jeg, da jeg læste pressemeddelelsen for komponist og lydkunstner Runar Magnussons Sub-Photic Scenario, en beundringsværdig flabethed i, som Magnusson gjorde, at kræve, at ens musik bliver lyttet til på kvalitetshøjttalere. Af ren og skær trodsighed forsøgte jeg først at lytte til albummet via de indbyggede højttalere i min mobiltelefon, men måtte hurtigt sande, at han har en pointe: Det ultralavfrekvente lydbillede på Sub-Photic Scenario er bogstaveligt talt uhørligt, indtil det får lov til at komme til sin ret på, ak, et par kvalitetshøjttalere. Så hermed en opfordring til læseren: Få surround sound-systemet, som du aldrig lige fik installeret, op af flyttekassen, ja, også subwooferen, og bliv overvældet af Sub-Photic Scenarios ekstremt detaljerede, taktile og sansemættede univers. For albummet fortjener det.

Det er ikke tilfældigt, at jeg bruger ordet univers: Albummet er som en kæmpemæssig galaktisk konkylie, som, hvis du holder den mod dit øre, indeholder ikke blot det brusende hav og den ruskende vind, men også det ydre rums uendelige, vægtløse tomhed, den dybe rumlen fra de tektoniske plader, der langsomt flytter sig, og det glødende trykkammer i jordens indre. Sub-Photic Scenario kan bedst betegnes som en form for ambientmusik, men albummet kunne ikke være længere fra genrens typiske troper: Lyden er ikke let og sfærisk, men tung som var den foret med bly; den hænger ikke i rummet som bølger af lys, men står som var den hugget i granit. Hvis altså du kan modstå fristelsen til at afspille den på din mobiltelefon. 

Sidst jeg anmeldte Mads Emil Nielsen, var jeg meget betaget af, hvordan han havde overført efterkrigstidens elektroniske klange til nye kompositioner hos EMS i Sverige. Denne gang er fortiden glemt. I stedet er Black Box 3 komponeret af samples i et grid. Væk er de støjende rumklange, kaotiske sekvenser fra Framework 2. I stedet får vi et hyper præcist lydbillede.

Tracket »Climbing Plants« består af en række feltoptagelser, der vugger i fælles oscillation frem og tilbage dikteret af griddet. I løbet af otte minutter sker en metamorfose mod et mere syntetisk og drømmende billede end feltoptagelsernes udgangspunkt. 

Samme rejsende oplevelse har man i »Installation 1«. Her tester Nielsen virkelig ens højttalere, hvor subsoniske impulser modsvares af stammende højfrekvente klik-lyde i call and response. Langsomt vokser et ambient lydlandskab frem som et stormvejr man kan se på lang afstand. 

Black Box 3 viser tydeligt en komponist, der kan andet end at lege med fortidens maskiner.

En enkeltstående, lettere ubehagelig hyletone fortæller mig alt hvad jeg har brug for at vide: Dette er hovedpinemusik. Heldigvis har Ryoji Ikedas Ultratronics meget mere at byde på, end blot smerte i øverste etage.

Ikeda har produceret sin form for glitchy microsound i snart tre årtier, og man kan virkelig høre ekspertisen. De simple strukturer og insisterende beats kan – til trods for den meget diskante og mekaniske lyd – inducere et nærmest meditativt flow state. Digital snerren og dial-up internetæstetik kombineres med en legesyghed og humor, der tilføjer en tiltrængt menneskelighed til den ellers meget kolde lyd. »Ultratronics 04« benytter sig af klicheen med robotstemmen, der tæller opad, men med et velkomment og faktisk ret sødt twist – robotten tæller flere gange forkert, og må starte forfra.

Gradvist ændrer musikken karakter. Halvvejs igennem, når ørerne begynder at føle metaltrætheden, tilføjer Ikeda massive, gungrende trommer. Approksimationer af kor og istapper. Lytteoplevelsen revitaliseres! Senere endnu skrues der helt ned for støjen, og man får allernådigst lov til at hvile høreorganerne, mens musikken rinder ud i digitale ambientbølger. Det er paradoksalt, at et så lytterfjendsk lydunivers præsenteres med så megen omtanke og forståelse. 

Hvad sidder jeg tilbage med efter flere gennemlytninger? Ømme ører, let svimmelhed og Stockholmsyndrom. Nogle gange lyder en hovedpine bare for godt til, at man kan lade være med at opsøge den igen.

Siden dannelsen i 1971 har Faust altid været Krautrocks »enfant terrible«. For det første, selvom de har produceret et nummer, som netop hedder »Krautrock« på deres mytiske album Faust IV fra 1973, har de aldrig passet til nogen tag eller kliché forbundet med tysk rockmusik. Mindre »kraut« end Can eller Electric Sandwich har de en tendens til at rykke tættere på de tidlige improvisationsinkarnationer af Amon Düül og Ash Ra Tempel, med en tung dosis industriel elektronik fundet i Die Krupps eller Einstürzende Neubauten.

Daumenbruch (»Brækket tommelfinger«) – bandets 16. album til dato – er en perfekt fortsættelse af deres oprørske karriere. Det er et konceptalbum skabt med gæstemusikere fra andre tyske bands som blandt andre Einstürzende Neubauten og Schneider TM, der tilføjede deres lyd til nummeret uden at vide, hvad de andre spillede. Resultatet er et hypnotiserende album med tre numre (»Weissechokolade«, »Default Mood«, »Border River«), der næsten kunne defineres som »kvantemusik«, da det synes at indtage forskellige rum og epoker på samme tid. Konstruktionen af ​​hvert nummer plus kompositionen af ​​albummet gør, at man umiddelbart føler sig hjemme og i en helt anden dimension. Ekkoer af moderne industriel- og ambientmusik blandes, mens minder om ældre radikale tyske projekter som DOM eller Embryo dukker op.

Tilsyneladende venligere over for lytteren end Faust Tapes fra 1973, men musikken kræver ikke desto mindre et åbent sind og en nysgerrighed efter dissonanser og teksturer. Bag albummet står musikalske genier, der aldrig rigtig har bekymret sig meget om hypen, og som beviser det endnu en gang uden at knibe. Selv med en brækket tommelfinger formår Faust give en fuckfinger til mainstream og den moderne musikalske sovs.
 

Oversat fra engelsk af Andreo Michaelo Mielczarek