Elegi; sørgesang. Musikhistorien er fuld af dem. Helt uforglemmelig er eksempelvis Stravinskys ultrakorte, men knusende »Elegy for Solo Viola« (1944), hvor hver eneste tone er ved at briste af smerte. Smerten er også til stede i ELEGI, et samarbejde mellem den eksperimenterende rocktrio SVIN og Århus Sinfonietta, men værket er uden tvivl mest interessant i de allermest sangvinske af dets ti satser. 

Som for eksempel i fjerde sats, hvor en Sarangi – et indisk strygerinstrument – igen og igen punkterer den sparsomme og meditative atmosfære med en lyd, jeg bedst kan sammenligne med en svirpende klinges. Og i femte sats, der stort set udgøres af en enkelt, uigennemtrængelig trommehvirvel, som synes uendeligt at tiltage i intensitet uden nogensinde at nå et klimaks inden den, uden varsel, kollapser – tilsyneladende under sin egen vægt. Allerbedst er syvende sats, der med buldrende slagtøj og staccato blæsere lyder som et militært marchorkester, der trodsigt og heltemodigt kæmper sig gennem kraftig modvind. 

I øjeblikke som disse siger SVIN og Århus Sinfonietta noget vigtigt: At det kan være et lige så kraftfuldt udsagn om sorgen at holde den ud i strakt arm – at marchere videre gennem vinden på trods af den – som det kan være at overgive sig til den. I sine bedste øjeblikke lyder ELEGI som et forsøg på at finde et sprog for sorgen hinsides melankoliens klichéer – og dermed at udfordre, hvad en elegi overhovedet kan være. 

Den finske multikunstner Jan Anderzén har med albummet Hoshi, udgivet under solonavnet Tomutonttu, begået en i sandhed lille stjerne. Ikke kun fordi 'hoshi' bogstaveligt talt betyder 'stjerne' på japansk, men tillige i særdeleshed i kraft af selve musikken. Der er noget kosmisk, men samtidig uendeligt småt, over de lyduniverser, som Anderzén skaber. Som en galakse reflekteret i en vandpyt eller en rumrejse i en raket udformet af en hul træstamme. Synths afgiver travle, varme blip og blop, mens ultrakorte stemme- og instrumentsamples skaber en genkendelig uklarhed. På samme tid artificiel og organisk, blød, rund, kantet, skrattende.

Anderzén har en legesyg tilgang til lyd, som jeg simpelthen knuselsker. Hans musik er underlig på en utroligt behagelig måde. Den hensætter mig i en form for farverig trancelignende tilstand, som kun forstyrres, når jeg, adskillige gange i løbet af albummets spilletid, kommer til at trække på smilebåndet i begejstring over en virkelig god lyd. Synthsene på »Katse osuu sähköön!« Korsamples på »Kesä oli äkkiä ohi!« Milo Linnovaaras fløjte på »Malta lausua ‘AH’!« Og mange flere. Hoshi er et album spækket med mikroskopiske øjeblikke, der tilsammen udgør et flosset, eksploderende, farvestrålende idiosynkratisk hele. En stjernestund på knap 38 minutter. 

Emil Friis’ musik til DR-dokumentaren I Skattely fra 2013 er netop blevet genudgivet som enkeltstående album. Friis benytter en sparsom men ekstremt effektiv orkestrering, hvor guitaren, der nogle steder giver associationer til introtemaet fra Twin Peaks, er i partnerskab med en synth.Guitaren kan ofte klare sig med enkle akkordbrydninger over intuitive akkordprogressioner, mens synthen tager sig af de underliggende droner. Musikken er herved alt andet end dominerende og kompleks og resulterer effektivt i en dyster atmosfære. Men der mangler alligevel noget… de billeder, den voiceover, det narrativ, musikken skal skabe stemningen til. Og dette er styrken ved musikken.

Særligt pladens sidste nummer, »Chasing the Man« gav mig et stød. Nummerets intro havde ikke været helt fremmed på et The Weeknd-album, og det drive, der pludselig kommer. skaber en smuk kontrast til resten af Friis’ album. Det er lige før, jeg ikke ønsker, at de nogensinde skal fange ’the man’. Denne jagtmusik er mesterlig! Tror det er første gang, jeg har oplevet, at det at lytte til musikken, har givet mig lyst til at se en dokumentar – jeg ønsker at opleve helheden!

Na’na’n’n’naa… Tungen slår smut med konsonanter, der strømmer ud af ganen og bliver til et korisk bølgehav. Den panoramiske vokaleffekt er én af multikunstneren Caroline Shaws yndlingslyde. Et skummende brus om de mest intense øjeblikke i hendes kompositioner. »We will be your refuge«, synger vokalensemblet Dekorum dramatisk håndsrækkende i slutningen af tredjesatsen på liveindspilningen af Shaws To the Hands, der også citerer fra Emma Lazarus’ sonnet til Frihedsgudinden. I toppen pibler sopranerne lysende som en fakkel over det frygtsomme ocean. 

Endelig en hel koncert herhjemme, der portrætterer den Pulitzervindende amerikanske komponist. Sammen med strygekvartetten Halvcirkel, udvidet med kontrabas, giver Dekorum et sitrende liv til nogle af de mest interessante nedslag i Shaws oeuvre. De to ensembler rammer hver for sig og sammen akkurat den enkle klarhed, som gør at Shaws kompositioner virkelig kan skære sine længsler i hjertet. 

Tag bare præludiet til To the Hands. Her forvandler en nynnende chant, der bader i lysende stråler fra overtonestrygere sig pludseligt til et stort tutti – leveret patosfyldt som i en Spielberg-film. Selvfølgelig efterfulgt af na’na’n’n’naa. Hårene rejser sig! 

Desværre drukner en del af de mere subtile detaljer i rumklangen fra Musikhusets sal. Det er specielt synd for strygekvartetterne. Det imponerende pizzicatostillads, som Halvcirkel bygger med milimeterskarphed i den svære triodel i menuetten Entr’acte, fornemmer man først rigtig, når det bliver væltet til sidst. Udgivelsen ender altså på godt og ondt som lyden af noget, man er gået glip af.

Er det i virkeligheden en programerklæring, londoneren Aya Sinclair lægger ud med på sit første album i eget navn? Oven på en industriel cirkulation af strøget metal indtaler hun med let forvrænget stemme kække remser, der minder om Alice i Eventyrland. »Me, more, me, more; tick tock goes the broken clock.« Det lyder som en afsked med klubben, et løfte om spartansk lyd, fri puls og drilsk iscenesættelse.

Pilen peger på im hole da også mere i retning af forsvindingsnumre end af dansegulvet. Bevæger vi os endelig ind på klubben, er det til en fest, hvor DJ’en spiller på hospitalsudstyr og kun slangemennesker forstår at bevæge sig langs musikkens kubistiske linjer. Aya modulerer sin stemme i flerlagede bølger, reducerer basmønstre til konturer uden hverken bund eller top og holder de melodiske elementer i stram snor som nøgne sinusmonitorer.

Nærmest programmatisk er enkelheden halvvejs inde, hvor et banalt motiv vokser ud af en anslagstung sløjfe. Gradvist forlænges de fire toner fra rent anslag til møntklingende synth, mens deres klang og stemning gennemløber den ene forvandling efter den anden. Derefter følger så fem minutters monolog, en videreførelse af introduktionens legesyge poesi; Aya har i den grad bemægtiget sig vokalen med sit nye album.

Allerherligst er måske den helt kranienære »tailwind«. Her dominerer et klikkende faldmotiv lydbilledet totalt, fuldstændig som at høre bolsjemasse med kuldioxid poppe i munden. Dét, og Ayas elektroniske forsvindingskunst, bliver man let afhængig af.