Med kun synths og kassettebåndoptagere har Morten Riis skabt et album, der med sine selvpålagte begrænsninger opnår en fascinerende dybde. Et album, der med meget få virkemidler siger virkelig lidt og på samme tid virkelig meget.

Små musikalske bidder driver ind og ud af det hørbare felt. Ringer ind, brummer, hviner, hvisler og ringer ud igen. For det meste støt op og ned som et åndedræt, med lejlighedsvise bratte ophold. Mere eller mindre påvirket af kassetteformatets inhærente båndstøj. Selv de mest tyste øjeblikke er underlagt denne summen. Jeg elsker den tilstedelighed, det afføder. Teksturerne er nærmest fysiske. 

Albummet har en meget åben lyd. Den er minimalistisk, sommetider smuk. Men oftest er den der bare. Gør ikke megen væsen af sig på en utroligt tiltalende facon. Det ene øjeblik lyder det meget jordnært, det næste – sakralt. Riis leger med tyngde og lethed, og tyngdens lethed og lethedens tyngde på en måde, der synes at ophæve alle gængse relationer mellem dem. Som for eksempel nummeret »den støjende sol«, der i realiteten ikke spiller meget højere end resten af musikken, rent decibelmæssigt, men alligevel brager gennem højttalerne på hidtil uhørt maner. 

Det er betagende, hvor rigt, dybt og bevægende et stykke musik, Riis har sammensat af så undseelige elementer. Hans stille støj er tavs som en skygge i hjørnet af et rum – og kraftfuld som skyggens skaber og ødelægger. 

Remember Rainbow Bridge oser af savn. Man vil nok med forholdsvis sikkerhed kunne postulere, at i hvert fald størstedelen af dette album må være blevet skabt under coronavirussens langvarige åg. Det mærkes. Klassiske Croatian Amor-grundpiller er stadig til stede, men på nærværende udgivelse er de parret med en langt mere klubbet, poppet lyd, end denne lytter er vant til.

Simple men effektive synthmotiver kombineres med deciderede technobeats. Analoge instrumenter og samples. Spøgelsesstemmer, der det ene øjeblik beretter om ekstasens flygtighed, og det andet blot sukker længselsfuldt. En form for post-faktum-stemning hersker. Det er som om, det er musik til efter, noget er sket. Mindemusik. Musik, man sætter på på vej hjem midt om natten fra en eller anden fest – stadig begejstret over begivenheden, men også tilsnigende trist over dens afslutning. Høj på livet og bare udkørt. En bittersød melankoli.

En gang imellem savner jeg lidt mere bitterhed og lidt mindre sødme. Albummets lyddesign er utroligt veludført, og mens det i sig selv utvivlsomt skal regnes for noget positivt, så har det samtidig den slagside, at jeg godt kan komme til at sukke efter noget mere grus i maskineriet. Når det er sagt, så er jeg taknemmelig for, at Rahbek til stadighed stikker til de forudindtagede holdninger til, hvordan et Croatian Amor-album kan lyde. Remember Rainbow Bridge er således en værdig tilføjelse til hans mangefacetterede diskografi.

Inden singaporeanske Yeules andet studiealbum, Glitch Princess, slutter af med en knap fem timer lang synthmeditation, er der allerede sket en del. 

Hovedpersonen har præsenteret sig selv med netop glitchet stemme på »My Name is Nat Cmiel«. Oven på den sparsomme lyd af spilledåse har vi lært, at Nat Cmiel ikke bare er en balletinteresseret person i starten af tyverne, der elsker flotte lydteksturer, men også kan lide »at blive knaldet og knalde«, slet og ret. Stemningen er dyster.

Det er kun begyndelsen på en rejse ned i sindets afgrund. Yeule synger bedragende forsigtigt om selvskade og traumer, mens kvindestemmen bliver til en pigestemme og ender som lyse, robottiske hyl. Alt sammen manipuleret, udsat for sabotage og tilsat stjernetåger af synth. »How can I burn out of my real body?« lyder et af de gentagede mantraer.

Albummet pendulerer mellem lydkunst og rendyrket pop, der på overfladen er glad, men bærer på smertelig, underkuet lyrik. Især første halvdel er værd at lytte til for eksperimenterne med vokal og kontrasten mellem eksplosioner af poplykke og afgrundens dybde. Anden halvdel har en tendens til at reducere glitch til ren effekt i mere traditionelle popskemaer. Indtil da er Yeules Glitch Princess en af årets mest løfterigt forstemmende udgivelser.

Med deres Xenon-residency havde Lydkollektivet Newclear og billedkunstner Jakob Steen sat sig for at skabe møder. Møder mellem natur og kultur, musik og billedkunst. Det var dog desværre netop i mødet, at helhedsoplevelsen blev svækket. Billedsiden var det svageste led. Nogle få sekvenser gjorde sig bemærket ved deres kompositioner, temaer og farver – nogle lignede nærbilleder af levende materier, andre organiske former i kosmisk størrelsesforhold. Men for størstedelens vedkommende forblev det desværre undervældende. 

Den øjensynligt ikke helt gennemtænkte opstilling hjalp heller ikke – de fire kunstnere havde placeret sig i midten af lokalet, med stole til publikum i en halvmåne omkring sig, og med skærmen til billedmaterialet for enden af lokalet. Med den uheldige bivirkning, at man som tilskuer måtte vælge mellem enten at beskue videokunsten på fjernt hold og gennem klyngen af musikere, eller sætte sig i halvmånens yderpunkter, hvorfra man kun kunne rette sin opmærksomhed på én ting ad gangen. 

De musikalske aspekter var heldigvis langt mere givende. Med analog og digital percussion, synths, samplers og trompet skabte Newclear og Steen en levende, ofte pulserende lyd. En abstraktion over naturen i sin mangfoldighed, samt de lige så mangfoldige måder, vi som mennesker møder den. Men det centrale møde – det mellem musikken og billedkunsten – blev besværliggjort af et uligevægtigt kvalitetsforhold og underligt manglende holistisk tilgang.

En tubatrio, der spiller afmålte mikrotonale flader på deres hjemmedrejede instrumenter – og ovenikøbet kalder sig for Microtub… Ingen grund til at pakke noget ind, åbenbart. Hvad du hører, er, hvad du får, og hvorfor ønske sig mere, når den kirurgiske klang bliver sendt ud i et vandtårn med 40 sekunders rumklang? 

ALICE havde inviteret til Brønshøj, og som opvarmning i det betonkolde rum skulle vi først afstresses af en klarinet-, zither-, og fløjteimprovisation af Jason Duncan aka Blue Lake. En kælende ambient leg: fabulerende på grænsen til det søvndyssende. Bare en enkelt lussing blandt de drømmende kærtegn havde været godt. 

Så hellere den firkantede tilgang, som Microtub stædigt diskede op med: Dirrende klange rejste sig som de grå betonsøjler, der bærer den rungende konstruktion. Stålsat, nærmest kynisk, smeltede musikkens og tårnets funktionelle arkitektur sammen. 

Den transformerende minimalisme var som sådan ikke vanvittig opfindsom: en toptone, der pludseligt hæver sig i akkordbrydningen, så en bundtone, der senere følger efter. Men klangene skabte den fornødne turbulens i rummet, der gjorde værkerne spændstige. Mest inciterende var de helt tætte ansatser hen mod slutningen. Dér slog lyden sprækker i luften, så det gyngede i hovedet, og det indre øre hylede med. Det stabile fundament blev faretruende usikkert: Man vidste aldrig, hvilke fascinerende knæk lyden ville tage.