Et stykke inde i den japanske sangerinde og sangskriver Ichiko Aobas koncert gik det op for mig, at jeg i lang tid havde holdt vejret. Det er svært at sige præcis, hvor længe – tiden står stille når Aoba spiller – men ikke desto mindre havde hun skabt en stemning af så skrøbelig skønhed, at jeg åbenbart underbevidst vurderede, at selv et åndedrag ville være en forstyrrelse.

Der hvilede en magisk aura over hende, som hun sad der helt alene på scenen, iklædt en kjole i samme farve som det rødbrune træ på den nylonstrengede guitar, der var hendes eneste akkompagnement. Minimalismen stod i skærende kontrast til den horror vacui-æstetik, der prægede de kæmpestore lysekroner, der hang dramatisk over hende. Hver eneste tone, hun spillede, blev et element i en slags musikalsk pointillisme, der samlede sig til en krystalklar skøjtebane som hendes stemme fik lov til at danse på – med al den elegance, og den kombination af vægtløshed og fysikalitet, som dansen foreskriver. En dans, ja, men aldrig en opvisning, aldrig en parade. Til det har hendes stemme for mange hemmeligheder, for megen mystik. 

Under koncerten kom jeg til at tænke på en børnebog om en hare, der ikke kan falde i søvn. »Åh nej«, siger haren – da det viser sig at søvnproblemerne til dels skyldes, at et helt symfoniorkester giver koncert inde i klædeskabet – »I skabet er et helt orkester«. Sådan, tænkte jeg, forholder det sig også med Ichiko Aobas stemme. 

Kvalmen blev uudholdelig inde i det tidligere klasseværelse. Nerve- og muskelsystemet satte langsomt ud. De tre døve performere i shorts og sorte hætter, der lænede sig op ad et bjerg af højttalere og forstærkere toppet med et trommesæt, lignede sårede soldater. Indhyllet i røg, svøbt i minimal-punket dystopia. Når en af dem satte hånden på strengene af en bas og dæmpede instrumentets kraft, rungede kun støj og snavs fra systemet skruet op til maksimum. Trioen blev ‘dirigeret’ af to performere via aftalte taktile signaler (berøringer). Bølgen af støj changerede (muterede?) minimalt, som når en serie af guitarister i en evighed gentager tonen E i Rhys Chatmans ikoniske værk Guitar Trio (1977). 

Den fire timer lange performative installation på Opera for the Deaf-minifestivalen – del af den chikke festival for klassisk musik, Warszawa Efterår – var lige så meget en syret, virtuost tågetalende skulptur. Også omgivelserne blev et instrument: Wc-kummerne i den anden ende af bygningen vibrerede. Døve mennesker, sagde programmet, er de eneste, der har deres eget sprog, helt anderledes end hørelsens sprog, baseret på forskellige kulturelle koder. I den tidligere polske folkeskole lærte jeg noget om den øredøvende skønhed ved at gå kold i en tsunami af bulder og hvid røg – med bævende ører først. 

Ufortjente er alle de rosende ord og femstjernede omtaler af Louise Alenius’ sceniske korværk på ingen måde. Altså virkelig overhovedet ikke. Stille slag er effektiv fængselspoesi, fermt sympatihåndværk, smidig postminimalisme. Men nu er rosekvoten selvfølgelig nået, og derfor er det vel retfærdigt nok, og sjovest, at gå på smålig problemjagt.

En anklage: Sympatismen, den bløde ømhed for de indsatte i værket og deres eviggrå tristesse, gør ganske vist et rammende tableau, men fastlåser også den syvstemmige musik i et ensporet mismod af letaflæselig mol. Lidt mindre forbundsfælleri havde måske givet mod på flere temperamenter, ja for min skyld gerne totalt uventede afstikkere. Calypso, alle sammen!

Stilstandsstrategien betaler sig, det gør den da; et fortættet klimaks halvvejs med en kødklump af kroppe og repetitive udråb, nu pludselig 14-stemmige, er kriminelt gribende. Men hvorhen derfra? Musikken cirkler om sig selv i en følelsesladet effektivitetsmaskine af gentagelse, stilhed og melismatisk ornamentik – helt op i kontratenorstratosfæren – og jo, selvfølgelig er det en pointe, at der ingen udvikling er.

Så ender vi altså også bare lidt ovre i en musikalsk formelsamling. Alenius varierer, diverterer måske endda, over samme fundament i 70 minutter og når forbi banken i brystet, en hånd i munden og rytmiserede åndedræt. Stille slag jager et punktum, der ikke vil sættes, fordi værket undsiger sig musikalsk argumentation. Det ér bare (godt/for langt/rørende/éndimensionelt/ægte/overforsigtigt).

Da St. St. Blicher i 1838 skrev Trækfuglene: En Naturkoncert, følte han, døden snappede ham i hælene. Melankolien hviler over digtsamlingen, men også en længsel mod naturen og rejsen. I Hans Rønnes nye forestilling Over Vadehavet skeles der til Blichers lyriske hovedværk – med ny dramatisk tekst af Jens Kepny Kristensen og musik af Uta Motz. Tre amatørornitologer, Frikke, Iversen og Gram, sidder på deres vante observationspladser og småskændes om, hvem der har set flest fugle i år. Gæs skræpper foroven. Naturen synger for mennesket. Samtidig gennemsyres det hjemlige af udlængslen. Buret er ved at sprænges. Frikke, søn af Iversen, længes bort. For også han er kun her på træk. Men vil moren lade ham sprede sine vinger?

Rønne kalder forestillingen en musikalsk ode til himlens fugle. Det er den også – til dels. Der synges uddrag af Blichers egne tekster, og Motz eksperimenterer med fugletællerens mekaniske rytme i tandem med skuespillernes 'mimicry' af fuglenes sang og lyde. Det sidste kunne der have været mere af. Der er et stort potentiale i at lade menneskestemmer åbne sig mod mere dyriske toner. Det sker desværre kun glimtvis i Over Vadehavet.

Det er dog stadig et fint, lille værk. På et tidspunkt når vi at kede os. Sådan er det at se på fugle. Man venter i dage, før man spotter en eleonorafalk eller en citronfinke. Dette afspejles i fortællingen, som tager en uventet drejning, da de tre karakterer tvinges til at gøre op med vante opfattelser af ophav og tilhørsforhold. Kedsomhed er en formidabel aktør i udviklingen af 'suspense'. Fuglene bliver det gennemgående motiv, der illustrerer figurernes tanker om endelighed og frihed.

Remembering (2021) er fortsættelsen på et langt samarbejde mellem den internationalt anerkendte danske cellist Jakob Kullberg og to af de mest fremtrædende kontemporære nordiske komponister: danske Per Nørgård og finske Kaija Saariaho. Cello Concerto no. 1 åbnes med bækkener efterfulgt af en enkelt cello, der – som solist – i løbet af første sats forsigtigt nærmer sig orkestret. De forenes til en harmonisk helhed, hvorefter celloen ensomt vender tilbage og ligger i ly af orkestret inden en hvinende afslutning, der følges af tredje sats, hvor samspillet mellem orkester og solist er dramatisk og temperamentsfuldt. Saariahos Notes on Light for cello and orchestra (2006) består af fem smukke og enkle fortolkninger af Saariahos rejse igennem lyset – og mørket. Efter den forsigtige og melankolske første sats sender den polariserede anden sats med sine halvtoner tankerne i retning af hårrejsende gyserfilm. Tredje sats er et legende og lyst vendepunkt indtil den voldsomme kulmination sidst i satsen. Udtrykket fortsætter i fjerde sats for at falde i intensitet i sidste sats, hvor solisten indtager sin centrale rolle i lydbilledet.

Remembering Child for cello and orchestra skaber med flydende melankoli et lydbillede i enkelt samspil mellem instrumenterne. Den dystre og dæmpede anden sats kulminerer mod slutningen for herefter langsomt at rinde ud. Særligt bemærkelsesværdigt er det, at Remembering Child, der oprindeligt var skrevet til bratsch, er særdeles velfungerende på cello.