»Musik er flydende arkitektur; arkitektur er frossen musik«. Sådan lyder et berømt citat, der typisk tilskrives den tyske forfatter Johann Wolfgang von Goethe. På Thorvaldsens Museum fik vi et unikt indblik i relationen mellem de to kunstformer, da percussionisten Ying-Hsueh Chen bød på en arkitektonisk koncert-vandring: Gennem de smalle gange, forbi Thorvaldsens gipsmodeller og marmorstatuer, fra rum til rum ledte hun publikum, mens hun udforskede forskellige slagtøjsinstrumenters muligheder. 

Vandringen var en nysgerrig undersøgelse af lydens materialitet; en undersøgelse, der demonstrerede, hvordan slagtøjsinstrumenter af forskellige materialer interagerede med rummene på vidt forskellig vis. Det var fascinerende at bevidne, hvordan et for mig ukendt, kugleformet instrument af træ producerede en lyd, der blev kastet ud i rummet med en sådan smertefuld voldsomhed, at man kunne høre selve murene skælve, mens lyden af et andet instrument – denne gang af metal – blev spaltet i det intrikate klangrum, sådan at den mindede om kvidrende fuglesang. 

Højdepunktet var uden sammenligning Chens fortolkning af græske Iannis Xenakis' værk, Rebonds, der blev opført med så storslået en sans for drama, at det til fulde kunne konkurrere med den kolossale rytterstatue af den tysk-romerske kejser Maximillian I, som det blev opført foran. Xenakis, der i sit virke som både komponist og arkitekt netop var interesseret i lydens og rummets indbyrdes relation, ville have været stolt. 

Hvorfor give en 83-årig dames debutalbum med musik, der er ældre end de flestes fædre, et lyt? Bag goddag-mand-økseskaft-titlen Pioneering Knob Twiddler er skotske Janet Beat, som skabte elektronisk musik i 50’erne, og som samtiden ikke har anerkendt på samme niveau som de ligesindede, kvindelige pionerer Delia Derbyshire og Daphne Oram. Så nu det Beats tur til den retroaktive hyldests spotlight.  

»Dancing On Moonbeams« lyder som sin titel – kaskader af oscillerende sinusbølger, der daler ned over lytteren som dråber fra en ukendt måne. Lige så interessant er »Echoes of Bali«, der minder om en opdagelsesrejsende, der genskaber den lokale, balinesiske gamelanmusik, ud fra et fjernt minde. Selv på den 12 minutter lange »A Willow Swept By Train« mærkes historiens vingesus i den efterbehandlede guitar og den stigende sinustone, der peger frem mod noget fra Kraftwerks helt tidlige præ-Autobahn plader. Kraut før kraut.

Beats debut er måske ikke den stærkeste opsamling af klangkunst derude, men spor af alt fra Aphex Twin til Pink Floyd i hendes abstrakte lydsider er nok til, at denne historiske samling fortjener et lyt af alle med en sund interesse for elektronisk musik. 

There is a girl inside my brain who wants to die er ikke en titel, der ligefrem leder en i en munter retning. Men helt Billie Eilish-cover-dystert bliver det nu aldrig, selvom vi er tæt på flere steder. Hôy Las kompositioner spænder fra det minimale og elektroniske til mødet mellem insisterende beats og freejazz-saxofoner og helt til de low-key poppede numre – og alt dette når vi at opleve indenfor de første tre numre. 

Centralt står Hôy Las stemme, filtreret som om hun kommunikerede med os gennem radioen. Nogle gange synger stemmen, andre gange taler den eller messer. Det er aldrig stemmen, der kommer med de store overraskelser eller de vilde spring, men hun har en fantastisk kontrol. Aldrig har en stemme så roligt fortalt om dæmonen i sengen.

Hôy Las skiftende brug af elektroniske og akustiske instrumenter, og de pludselige beats, der i tide og utide får lov at afbryde, får mig til at tænke på den fragmentariske hukommelse, man bevarer efter en traumatisk hændelse. Men værket indeholder også håb og erkendelse. Måske er det endda traumebearbejdelse gennem artpop? De poppede numre og sektioner bliver stærkere og stærkere mod slutningen – ligesom teksterne bliver mere udtalte om de rædsler, der flygtes fra. 

Når jeg sætter mig og skriver formskemaerne ned på papir, kan jeg jo godt se det. At Ingri Høylands album består af både klangligt og formmæssigt varierede skæringer, der til tider er helt eminent godt og ukonventionelt sat sammen. Tiden bliver strakt helt ud på åbningen »Ego, Bitch« og giver en overlegen baggrund for vokalens insisterende refræn om handlekraft. Som komponist vil hun virkelig noget, og som producer vil hun – sammen med de øvrige fire producere på udgivelsen – virkelig, virkelig noget, ja næsten alt.

Jeg kigger ned på papiret og konstaterer, albummet er noget af det ypperste, der er udkommet i år. At det er sådan, Billie Eilish ville have lydt, hvis hun ligesom Høyland studerede på Rytmekons i København. Her er plads til bløde sirener, skinger solosaxofon, drevne grooves og et virvar af pludselige syntetiske indgreb. Så kigger jeg op fra papiret og spørger mig selv, hvorfor jeg alligevel ikke helt lader mig rive med.

Hovedmistanken retter sig mod den næsten provokativt anonyme vokal, der ofte er lige så druknet i filtre og manipulationer som resten af lydbilledet. Det bliver kontrol med kontrol på, og det er måske lige kontrol nok. Heldigvis er udgivelsen ikke kun en portefølje over teknisk finesse, men vidner altså også om et enormt potentiale, som ligger og gemmer sig bag firewallen. Virus efterlyses.

Stemmer er instrumenter, instrumenter er stemmer, mørket er lys, og lyset er vemodigt på Calum Builders Messe. Messe åbner med en koral mandlig frontvokal, hvorefter dybe kontrabasser strygende indtager deres plads, akkompagneres af sfæriske saxofoner og et voksende kor. Religiøs søgen er omdrejningspunktet for værket, der er en rejse i mødet mellem menneske og guddommelighed og den klassiske musiks traditioner i konfrontation – og samspil – med moderne improvisation.

Der er kælet for de konceptuelle detaljer: Teksterne er på kirkesproget latin, og værket består af syv vokaler, syv basser, syv saxofoner og syv tracks – syv sakramenter, den syvende dag, syv dødssynder, helligåndens syv gaver? Intensitet, kontrol, improvisation og løssluppenhed tager til og aftager igen i løbet af værket, der byder på kaotiske strygere, infernoer af snak og sang, anslag på strengene, ukontrollerede blæsere, repetitiv messen og kaos, der erstattes af silencio, stilhed. Stemmerne og lydene i hovedet taler på tværs af hinanden, hiver dig i alle retninger, samles og går atter nye veje. 

Adgang til tekster på både originalsprog og oversættelse, som vi kender det fra operaen, ville fuldende Messe, som er et fremragende værk for søgende – men ikke sarte – sjæle.