I computerspillet The Forest Quartet tager vi rollen som Nina, den netop afdøde saxofonist fra kvartetten, hvis død ikke underligt har efterladt bandet i krise. Vi besøger de resterende tre medlemmer som et spøgelse, der via sang og knips kan interagere med de levendes verden. I løbet af en samlet spilletid på lige knap halvanden time lærer vi mere om historien bag bandet og deres indbyrdes relationer – og at de hver især slås med en mental diagnose. Disse diagnoser bliver omdrejningspunktet for vores interaktion med dem, i forsøget på at genoprette deres lyst til fortsat at spille musik.

Visuelt og sonisk er spillet virkelig helstøbt, og styrken findes i de skift, vi udsættes for, når vi dykker ned i de enkelt bandmedlemmers psyke, der hver især domineres af melankoli, angst og raseri. Musikken i spillet, velspillet hyggejazz komponeret af Kaspar Vadsholt, bliver i løbet af spillet mere og mere fyldig, som medlemmerne vender tilbage. De enkelte toner, man som spiller kan frembringe, bliver herved løbende harmoniseret forskelligt, men mere fylder musikken ikke i fortællingen. Musikken er et mål i spillet, men knap så meget et middel.

The Forest Quartet er et utroligt fint spil med en helstøbt æstetik, der minder om en interaktiv film. Det er hverken banebrydende musikalsk eller fra et spil-design-perspektiv, men dette gør også appellen ekstra bred, så de fleste vil med fornøjelse kunne spille med.

Der er ingen som Björk. Den islandske ildsjæl har taget hele rejsen fra pop til avantgarde og har formået at blive ved med at overraske og overrumple gennem en 30 år lang solokarriere. Fossora er på en måde en familieplade. Björks mor døde under arbejdet med albummet, og Björks nu 19-årige datter medvirker, så på den måde peger albummet både tilbage og fremad. Og det gør musikken også, da den føles historisk og moderne samtidig – et utilregneligt clash af musiske epoker. Mange numre baserer sig på korarrangementer og klarinetklange af den mere klassiske slags, men samtidig holder Björk sig ikke tilbage, hvad angår balstyrige beats og elektroniske eksperimenter fra den digitale nutid. 

Det er et komplekst og krævende album, og hvis man foretrækker Björk i selskab med store popomkvæd, så er Fossora ikke lige sagen. Men samtidig er det også en plade med en enorm følsomhed og sanselighed, der gør, at de kompromisløse lydeksperimenter ofte bliver utroligt dragende, når først man har vænnet sig til at blive rusket i øregangene. 

Sangen om hendes afdøde mor, »Sorrowful Soil«, er mere et abstrakt korværk end en popsang, men det gør ikke hele herligheden mindre sitrende følsom. Og »Freefall« er med skrøbelige strygere og vokaler et af de smukkeste numre, Björk har komponeret længe. 

Enkelte skæringer føles mere som fascinerende eksperimenter end fuldt forløste sange, men Björks nysgerrighed er konstant imponerende. Højdepunktet er »Fungal City«, der starter helt simpelt og næsten kælent og så udvikler sig til en fem minutters rutsjebanetur i lyd, der virkelig bør nydes i hovedtelefoner. Soulsangeren serpentwithfeet gæster her, og den måde hans og Björks vokaler smelter sammen på er fuldstændig virtuos, hypnotisk og henrivende. Fossora er endnu en enestående plade fra en ener. 

Hvad er det for et indestængt skrig, der hjemsøger Bára Gisladóttirs fængslende værk VÍDDIR? På samme tid begrænset og tøjlesløst. Basfløjten agerer filter for den kropslige energiudladning, men fungerer instrumentet som talerør eller forhindring? Tonerne kradser i overfladen for at slippe ud af den hud, de bliver født med. Man kan måske høre det som lyden af et potentiale. En mulighed for lydligt at materialisere den ellers utilnærmelige tærskel mellem det indre og det ydre. Et ophold mellem dimensionerne, som værkets islandske titel kan indikere. 

Der bor et fascinerende kompleks i Gisladóttirs kompositionelle begær, som også finder sted i hendes kvælertag på kontrabassen: driften mod at spærre musikken inde – for at sætte den fri. I tågebanker driver værket mellem improvisation og komposition – metallisk slagtøj omkranser de flimrende krusedullefløjter, som fordamper i bassernes dybtgående ambiente undersøgelser. 

På et tidspunkt oversvømmer et altopslugende gong-crescendo værket. Som et sort hul forsvinder alt i lyden. Frem af den larmende afgrund genvokser basfløjteskriget som et uregerligt liv i det store intet. I VÍDDIR ånder musikken i lydenes knæk, og med udgivelsen af den blændende opførelse i Reykjaviks Hallgrímskirkja slår værket atter lysende sprækker i mørket. 

Det er nok godt, at Nils Frahm ikke spillede hele sit nye og over tre timer lange album Music for Animals (som i øvrigt ikke indeholder klaver overhovedet!). Plyssæderne i Musikhuset føltes i forvejen alt for behagelige, så hvor meget langsom musik kan det stressede menneske klare? Under sit fine fredagsambientshow optog den tyske musiker aarhusianerne, mens de lavede dyrelyde (fugle, hunde, dinosaurer), som han spillede hen over. Vi er alle (flok)dyr. Vi genkender og banker med fødderne, når vi hører hjertets rytme. For Frahms musik følger sådanne urgamle rytmer, selvom han omgives af tangentinstrumenter, glasorgel og blinkende maskiner, der blinker til os fra fremtiden. 

Analog og digital, robust og flygtig, mekanisk og glat. Frahms koncert var uden de store dramaer. Andet end dem, man selv kunne skabe under egne øjenlåg, mens man enten drev langsomt, ikke hurtigt, ud i universet eller bare forestillede sig, at der under en – når man åbnede øjnene – under plyssædet, pludselig var et dansegulv. Fram selv bevægede sig i en art electric slow dance. Ligesom Erik Saties »møbelmusik« kan Frahms æteriske og nydeligt designede musik for dyr nemlig sagtens opleves meget fysisk. Som en Myrestol med ekstra pude på sædet. 

I anledning af Music City Aarhus 2022 sætter Seismograf fokus på musik, lydkunst og komponister i Aarhus. 

Københavnerne Kresten Osgood og Tomo Jacobson danner med de to New Yorkere Mat Maneri og Tanya Kalmanovitch en i jazzsammenhæng mildest talt ukonventionel konstellation. Trommer og kontrabas fra den gamle købsstad, plus to gange viola fra Det Store Æble. Her på andet udspil ud af to eksemplificerer kvartetten råstyrken i den musikalske samtale. 

Albummets seks skæringer giver et indtryk af snak, en sludder for en sladder, fire personligheder, der taler i munden på hinanden, er både enige og uenige, skændes og enes. Denne følelse er hjulpet godt på vej af den meget menneskelige kontrast mellem de to violaers lyse, animerede stemmer, og kontrabassens og trommernes sløvere, dybere røster. Mens det ofte er de to violaer, der synes at diktere konversationernes gang, så er skellet mellem de traditionelt rytme- og melodibærende instrumenter i virkeligheden opløst.

De fire musikere skaber et postyr, der til at begynde med fik mig til at føle mig sat udenfor, men i takt med at jeg blev mere bekendt med materialet, fandt jeg mig selv til rette ved bordet, og kunne tage del i diskussionerne. Og hvilke diskussioner. Plukkede og strøgne strenge, positioner og kontrapositioner, klikkende og buldrende perkussion. Disse samtaler er fulde af liv og nerve!