• © Emilia Therese
    4/3/2024

    Til dybet vi skal gå

    Anne Zacho Søgaard, Alexandra Moltke Johansen, Nini Julia Bang, Hanne Uldal, Mathias Monrad Møller, Matilde Böcher m.fl.: »Dansedybet«

    Dansedybet på Sort/Hvid er intet levende. Alt er støv og aske. Performerne er ligblege og viklet ind i gazebind, som om deres kroppe er gået i stykker, eller måske allerede er døde. Sammen fører de publikum igennem en slags grotesk danse macabre mod fællesgraven. Opløftende og forløsende er det ikke, og ritualet befinder sig langt fra den kollektive, transformative heling og forbundethed, værket lægger op til. 

    »Tag min hånd, lad benene gå. Træd den dans, til dybet vi skal gå.« Vi inviteres til at bevæge os ned til dybet i en lang kædedans med simple, svingende fodtrin. Musikken har menneskestemmen i fokus og synges hovedsagligt a cappella, hvilket giver et ærligt, ritualistisk udtryk. En operasanger, en verdensmusiksanger og en skuespiller fortæller om dengang, høsten slog fejl og om den dansepest, der rasede i byens gader.

    Rustikke folkeviser blander sig med stemmens perkussive potentialer, og historien intensiveres. En mand i præstekrave slikker en svedig pølse, mens han tænker på Satan og bliver mere og mere urolig. En kvinde kollapser i heftige spasmer og ufrivillig latter. Det er vist meningen, at vi også skal grine med. Få noget ud af systemet. Vi står dog efterhånden mest stille og iagttagende. Dansedybet er visuelt smuk og har stærke enkeltperformances, men det sker mest i dryp i en noget fragmenteret oplevelse. Den sporadiske fællesdans forbliver også mild og munter, uden nogen umiddelbar sammenhæng til pestens kropslige ekstase og revolution. Dansesmitten udebliver.



     

  • Marina Botes og Steen Jørgensen. © Isak Hoffmeyer
    8/1/2025

    Kærlighed og poesi under sorte lygter

    Jørgensen/Botes: »Dråberne 5, 7, 8 og 11«

    Mens mange stadig sukker efter at se en fuld Sort Sol igen lyse på den mørkegrå danske himmel, har bandets evighedscrooner Steen Jørgensen, sammen med sin lige så gode halvdel, pianist Marina Botes, skabt musik, der er noget helt andet – noget dybere. Og ja, jeg har set ord som »prætentiøs« og »kedelig« slynget efter duoen, men intet af det hæfter sig på deres nye udspil, som er en serie af intime suiter, hvor Jørgensens spoken word væves sammen med Botes’ fantastiske klaverspil. Hvis ambitionen er at bygge bro mellem det klassiske og det elektroniske, så lykkes det med overbevisning.

    Som lyriker, der bevæger sig i samme natsorte landskab som Jørgensen, må jeg kippe med hatten for de stærke, poetiske billeder, der præger Dråberne 5, 7, 8 og 11. Især på pladens længste skæring, den dramatiske »Hul – Dråberne 7«. Mens Jørgensen fabulerer om den indre bys lysende melankoli, bliver musikken en transformation, en forvandlingskugle af ambiente flader, dæmpede strygere og en kvindevokal, der smyger sig ind som en skygge – indtil sangen stiger i dramatisk tempo, med fokus på tekstlinien »En nat i indre kvarter«.

    Musikken holdes primært i klavertungt terræn, hvor Botes’ tangenter finder ro i dæmpede pedalslag og lette strygere. Kun i sjældne øjeblikke bryder kompositionerne frem, som på åbneren »Glemsel – Dråberne 5«, hvor kammerorkester og jazzede breakbeats skaber en dragende og nærmest filmisk stemning. 

    Dråberne 5, 7, 8 og 11 er et dragende, inspirerende og decideret lækkert eksperiment, hvor kærligheden mellem de to kunstnere mærkes i hver tone. Hvis det her er Jørgensens karriere-vinter, tager jeg gerne imod flere mørke varme øjeblikke. 

     

     

     

  • Yanling. © Christian Neuenschwander
    6/1/2025

    The Perfect Storm

    Yanling: »Cymatic«

    It is rare for an album to be complimented for lulling someone to sleep. But after a month with the album Cymatic by the Swiss-resident, Hong Kong-born Natalja Romine, I have often found myself slipping into dreamland – something I rarely consider a good thing. In the case of Cymatic, however, it is a clear strength. Yanling comes from the world of art music, and the work has already been presented in that context. Still, it stands strong as a piece of cinematic sci-fi ambient. Names like Jean-Michel Jarre, Brian Eno, and Hans Zimmer haunt the album, as modular noise clouds, female vocals, and mysterious electronic pulses and sine waves blend together to create a harmonious tapestry. It is not groundbreaking, and the tracks can be difficult to distinguish from one another. Nevertheless, the captivating piano riffs on »Transmuted« and the gurgling bass synths on »Nebula« stand out. On »Fallen Tempest«, choirs, chords, and reverb coalesce into a higher unity, and on the album's pinnacle, »Aura Nova«, sudden synth stabs threaten to wake one from the dream.

    Cymatic is not a masterpiece and can appear on gray days as disposable ambient for a Hollywood blockbuster no one wants to watch. But over time, it grows into a brilliant piece of contemporary art, only suffering from slightly too perfect production and somewhat grandiose gestures. Why get upset over the storm in your teacup if it storms in the right way?

    English translation: Andreo Michaelo Mielczarek

     

  • © PR
    6/1/2025

    Den perfekte storm 

    Yanling: »Cymatic«

    Det er sjældent, at et album komplimenteres for at lulle en i søvn. Men efter en måned med den schweizisk-boende, hongkong-fødte Natalja Romines album Cymatic har jeg flere gange fundet mig selv glide ind i drømmeland – og det ser jeg sjældent som en god ting. I tilfældet Cymatic er det dog en klar force. Yanling kommer fra kunstmusikken, og værket har allerede været præsenteret i den kontekst. Alligevel står det stærkt som en omgang filmisk sci-fi-ambient. Her spøger navne som Jean-Michel Jarre, Brian Eno og Hans Zimmer, mens modulære støjskyer, kvindevokaler og mystiske elektroniske pulse- og sinewaves smelter sammen og skaber et vellydende tapet. Det er ikke nyskabende, og numrene kan være svære at skelne fra hinanden. Alligevel skiller de fængende klaverstrofer på »Transmuted« og de gurglende bas-synths på »Nebula« sig ud. På »Fallen Tempest« går kor, akkorder og rumklang op i en højere enhed, og på pladens højdepunkt, »Aura Nova«, truer pludselige synth-stabs med at vække en fra drømmen.

    Cymatic er ikke et mesterværk og kan på grå dage fremstå som brug-og-smid-væk-ambient til en Hollywood-storfilm, ingen gider se. Men med tiden vokser den til et glimrende stykke samtidskunst, der kun lider under en lidt for perfekt produktion og lidt for store armbevægelser. Hvorfor blive sur over stormvejret i dit vandglas, hvis det stormer på den rigtige måde?

     

     

  • © PR
    16/12/2024

    En gåde, jeg ikke er den rette til at løse

    Abdullah Miniawy: »Nigma Enigma«

    Jeg tror ikke, jeg er den rette til at bakse med alle de eksistentielle spørgsmål om tro og kultur, som multikunstner og politisk eksperimentalist Abdullah Miniawy bakser med på sit nyeste album Nigma Enigma. Pladen er lige dele arabisk chant, folkemusik og klangkunst, baseret på modulær synth og feltoptagelser. Og den egyptiske komponist bruger pladens 11 abstraktioner som lydsiden til det, han selv kalder »en arabisk opera om tvivl og tro«. Men som ikke-arabisk, livslang ateist er det svært for undertegnede at sætte sig ind i de store spørgsmål, som Miniawy stiller på sit modersmål, mens samples af bål og filtreringer sætter en ellers gådefuld stemning, der spiller godt op med albummets titel. Da musikken også fungerer som lydside til et immersivt videospil, er vi endnu længere fra hjemmebanen, da undertegnede ikke har rørt ved den slags siden Quake i 1992.

    Lægger man sin søgen efter mening på hylden og lader sig farve af musikkens umiddelbarhed, har vi at gøre med et stærkt konceptuelt, vellydende værk, hvor Miniawys stemme – oftest chantende arabiske gloser fra gamle folkesange – blandes med elektronisk støj. Her er især overgangen fra den smukke, tostemmige chanting på »Jayhano Al Kawahi« – med stærkt religiøse undertoner – til den dybt anarkistiske støjvignet »Half a Year II« – med filtrerede sinustoner og dunkende angreb af basstøj – en god karakteristik af et minimalistisk stykke klangkunst.

    Men uden at kunne dele Miniawys kulturelle og åndelige kontekst, føles albummet som en gåde, jeg ikke kan løse. Som at drikke Irish Coffee uden whiskey: Den egentlige ros udebliver. Nigma Enigma vil tale til dem, der kan relatere til de spirituelle og filosofiske spørgsmål, Miniawy stiller, mens andre måske vil opleve det som en musikalsk rejse uden helt at forstå destinationen.