Det kan virke oplagt at anmelde mørkets fyrstinde og hendes august-album Broken Gatgoyles i en tid, hvor festlige sjæle pynter deres dørgavl med skeletter og sjove gyserhatte. Men gyset, der møder en i den ufremkommelige afgrund i pladens to installationer, er tydeligvis noget andet og mere jordnært. Det er jo Diamanda Galás, det her! Med udgangspunkt i pestdød og krigsepidemier boltrer den snart 70 år gamle gregorianske sortseer sig i sine vanlige virkemidler som hørt på hovedværker som The Litanies of Satan (1982) og Saint of the Pit (1986): Dybe klaveranslag, opklippede loops og Galás’ karakteristiske dæmonskig, som leveres fra et stemmebånd spændende tre et halvt oktaver.

Der er grove løjer på de to installationer »Mutilatus« og »Abiectio«, og når de spyttende lyrikgloser samtidig er holdt i germanske gloser, kan det hele virke en anelse utilnærmeligt, hvilket helt sikkert også er Galás intention. Efter årtier som cover-sanger af bluesstandards er det imidlertid rart at høre sangeren som rædslens budbringer igen, og især første installation leverer deciderede gruopvækkende ture ind i den europæiske histories mørkeste kamre. 

På Galás' nok særeste udspil bliver det hele faktisk en smule fjollet i sidste ende – men denne tendens til at smile midt i de pinefylde rædsler retfærdiggør sangerens berettigelse i 2022. Det er svært at se, hvornår man rent faktisk kommer til at høre Broken Gargoyles uden for et museum eller et galehus. Men det er vel egentlig også meningen?

New World kan indekseres under den måske lidet anerkendte undergenre »hyggejazz«. Musik til de afslappede stunder, bedst indtaget med morgen- eller aftenkaffen. Det er en utroligt velkomponeret og -spillet udgivelse, som i høj grad fortjener den interesserede lytters opmærksomhed.

Fabricius’ vibrafon har en meget syngende kvalitet over sig. Kompositionerne virker nynnede – som om kimen til dem har været et nynnet melodisk stykke. Der er noget folkevise ved det, som klæder det bundsolide fundament, leveret af Jacob Hatholts aldrig overspillede trommer og Andreas Markus’ føjelige akkompagnement og smagfulde soli på kontrabas. 

Overordnet set skaber de tre musikere et ret konsistent helhedsindtryk, der kun et par få gange forstyrres af nogle mærkbart anderledes, folkemusikalske indslag – derudaf-trommer i »Beef No More« og den strøgne kontrabas i »First Train Out.« Der er som sådan ikke noget i vejen med sådanne i det store hele ikke særligt imposante musikalske stilspring, men det springer i ørerne på en udgivelse, der ellers vinder på lige netop sit uniforme udtryk.

New World er stemningsskabende jazz, der ikke tilsigter at imponere med ild og soli, men derimod med en skarp sans for kompositioner, der briseagtigt kan glide køligt over dig, men også vil belønne den opmærksomme lytter med masser af små finesser. Det er let – men ikke på den kaloriefattige facon.

En helt åben klang møder øret i det første mange minutter af Copenhagen Clarinet Choirs nye album, Organism. Lytteren inviteres blidt indenfor i ensemblets særlige klangverden. Som kraniosakralterapi, hvor behandlerens blide berøringer inviterer de små muskler omkring rygsøjle og kranium til at åbne sig op, give efter for spænding. På samme måde inviterer de seks ligeklingende klarinetter øret til åbenhed og hjernen til at glemme gængs harmonilære, men i stedet give sig hen til klangen. 

Det er befriende at høre et klassisk ensemble, hvor det ikke er vigtigt at alle stemmer er ligeligt repræsenteret – som fx i en saxofonkvartet, hvor baryton- og tenorsaxofonen udgør de nederste toner i harmonierne. Klarinetten har så mange egenskaber i sig selv, og klangmulighederne er rige. Alene kan instrumentet lyde hårdt og barskt som et tågehorn, eller blidt og smukt som fløjte med karakter, og det er netop de mulighedskombinationer, som Copenhagen Clarinet Choir udnytter og udforsker utrolig medrivende på Organism. 

Det bliver kunst, fordi skarpe stød, skingre udsagn og sirenelignende fraseringer tvinger øret væk fra forventninger og bryder det behagelige og meditative. Carolyn Goodwin står bag ensemblet og er på albummet krediteret for de fleste numre. Andre satser er lavet i fællesskab, og især »Three Movements«, hvor klarinetternes svævninger mellem hinanden udforskes, er dragende og nyt for hver gennemlytning. Organisk, meditativt, men også stor lydkunst. 

Vanessa Amara har overrasket mig. Jeg troede, at jeg havde rimelig godt styr på den danske gruppes lyd, men så ændrer de den radikalt. Fra rolige, afmålte kompositioner til dette nye udtryk – hektisk, rutsjebaneagtig musik.

En sand hydra af genrer og lyde bliver skødesløst klippet itu, halshugget og limet sammen på nye, forunderlige måder. Alt fra sørgmodig klagesang, kirkeorgel og mørke synthflader til popbrudstykker, håndklap og overdådige kor bliver på næsten ingen spilletid kontrasteret med hinanden. Det skaber upoleret dramatik, en punktilgang til musikken. Det lyder godt, at det ikke lyder alt for godt. 

Fonetica Amara er en overvældende rus af lydindtryk, som jeg simpelthen, som en af Pavlovs hunde, responderer ufatteligt positivt på. Jeg elsker den hastighed, alting sker i, den rastløshed, jeg kan genkende og finder mig så tilpas i. Hundredvis af følelser på en halv time. Fyldt til bristepunktet med øjeblikke, men stadig med en skarp sans for komposition, udvikling og forløsning. Blendermusik til blenderhjerner.

Selvom denne nye udgivelse på ingen måde var, hvad jeg havde forventet, så er den ikke desto mindre bemærkelsesværdig – endda netop det modsatte. Faktisk er det noget af det bedste, mest interessante musik, Vanessa Amara nogensinde har skabt.

Sidst vi hørte fra Rune Glerup i en stor koncertsal, var i 2016. Da var han fremtidens mand blandt de unge komponister, men meget er sket i mellemtiden. Det danske komponistmiljø har fået en helt anden gejst, og da DR Symfoniorkestret uropførte hans nye violinkoncert, Om lys og lethed, virkede musikken pludselig lettere altmodisch.

En hektisk jagtsekvens omkransede værket. Dæmpede trompeter satte snigende udråbstegn, og lyse træblæsere standsede igen og igen krydsilden med udstrakte heller. Det lød autobiografisk: som en ørkesløs musik, der hele tiden blev krøllet sammen og smidt væk, indtil solisten Isabelle Faust omsider brød stilstanden med en solokadence.

Imellem de to ydersatser hørtes metodiske forsøg på at forme uvante melodiske forløb med langsomme triller. Det klingede mere af nøgtern kontemplation end nyvunden eventyrlyst, og linjerne endte da også med et karakteristisk knæk: måske en accept af det ufuldendte, for derfra flød musikken mere frit.

Først med en sprælsk scherzo, hvor orkestret lod sig drive fremad af herligt egensindige, langstrakte linjer fyldt med markeringer. Siden med en ekstremt sørgmodig soloviolin, hvis hvislende søgen indrammedes af stille, metallisk tuden i blæserne.

Her hørte man potentialet i Glerups distinkte, indadvendte tænkning, men den let sentimentale modernisme, man fornemmede i værket, havde en bismag af fortidig fremtid. Af noget, vi egentlig har lagt bag os. Violinkoncerten overbeviste ikke for alvor om, at det spor skal genopdyrkes.