Erik Satie
Ambient music
Begrebet ambient music betegner den tankegang, at den klingende musik intentionelt indgår som en del af omgivelserne, eller at den optræder som en musikalsk baggrund. Begrebet er beslægtet med vindharper og klokkeinstrumenter ophængt i naturen, som via vinden konstant klinger som ét langt baggrundsværk. Det er også beslægtet med brugen af fjernorkestre, som har været kendt siden romantikken især i dramatiske værker.
Objet trouvé/Found sound
Begrebet objet trouvé stammer fra kunsthistorien, hvor malere som Pablo Picasso og George Braque i årene omkring 1910 begyndte at indsætte konkrete genstande på lærredet i form af avisstumper, postkort eller andre elementer, som ikke havde nogen kunstnerisk karakter i sig selv, men som fik det i den kunstneriske kontekst. Disse genstande brød med motivets illusion ved ikke at være en motivisk repræsentation, men derimod et stykke ‘virkelighed’, der eksisterede i forvejen uafhængigt af den kunstneriske kontekst, det indgik i.
Dadaisme
Oprindelig en sammenslutning af kunstnere dannet under Første Verdenskrig i Zürich. Ved et tilfældigt opslag i en ordbog ramte de ordet "dada" – barnesprog for "kæphest" – og valgte dette navn. De fleste var billedkunstnere (folk som Marcel Duchamp, Max Ernst, Francis Picabia og Kurt Schwitters), men de skrev også lyd-digte og satte lyde på udstilling. Efter krigen spredtes dadaismen til bl.a. Berlin og Paris og blev en supersatirisk, værdinihilistisk bevægelse som latterliggjorde alt etableret, især etableret kunst.
Festivaltid!
Maj måned er besat med festivaler med ny musik og lydkunst, og i den kommende måned er der rig mulighed for at få en koncentreret dosis musik, oplevelser, skuffelser og overraskelser. Seismograf/DMT giver her en introduktion til to af festivalerne – SPOR Festival i Aarhus og Athelas New Music Festival i København.