Kendetegnede for Klaus Ib Jørgensens musikalske tænkemåde er modstillinger af snart sagt alle tænkelige ekstremer et afgørende aspekt af musikkens impetus. Kontrasterne stråler således ud fra Klaus Ib Jørgensens musik, og en vital energi frisættes i friktionen og møderne mellem de udtryksmæssige modpoler - mellem hektisk fortætning og åndeløs suspension, mellem uhåndgribelig flygtighed og pågående nærvær, mellem klangens lyseste lys og sorteste mørke, mellem sart og voldsomt, højt og dybt.

Ud fra et ønske om at navigere mellem udtryksmæssige yderpunkter på en elastisk tidslinje er de musikalske momenter tilsyneladende intuitivt og frit - også fordomsfrit -  formet. Og dog fornemmes bag den vildtvoksende energi og udtryksvilje en tøjlende formbevidsthed. Men uanset at værkernes proportioner kan være minutiøst kalkulerede, opleves de oftest som organiske frem for matematiske. Styrende for musikkens udfoldelse set i både det korte og i det lange, værkorienterede tidsperspektiv er en fornemmelse for proces og timing der bedst kan karakteriseres som episk/dramatisk.

[...]