Uforudsigelighedens værk

Sidst Tori Wrånes optrådte i Danmark, bar hun et bål på hovedet. Med ild i vel og mærke. Og et par måneder før det var hendes performance på Museet for Samtidskunst i Roskilde programsat til kun 6 minutter. I de 6 intense minutter havde Tori Wrånes sammen med to andre musikere gemt sig inde i en stor posedame-skulptur, der spillede harmonika. Og til Lofoten International Art Festival i 2010 spillede Wrånes, iført en spraglet dragt, på et flygel, der var fastspændt på væggen af en klippeskrænt. Nå ja, og bagefter tændte hun ild til flygelet og lod det brænde ud.

Med andre ord slipper Wundergrund virkelig bæstet løs i Glyptotekets over hundrede år gamle vinterhave med sine frodige palmer og arkaiske skulpturer. Det er syvende gang, at Wundergrund festivalen møder det Københavnske publikum, og Tori Wrånes inkarnerer på en måde festivalens ambition om at blande de musikalske og kunstneriske genrer; hun synger som en klassisk sangerinde, spiller ofte på folkemusikkens instrumenter, hendes scenografi trækker på installationskunsten, og hendes optrædener er ikke egentlige koncerter, men minder mere om performancekunst. Om små skulpturer i tid og lyd. Jeg tror, det er derfor, at Wundergrund i år har Tori Wrånes på deres plakat og forsiden af deres program, hvor hun udklædt som en svævende (sølv)zombie spiller harmonika - hun indkapsler idéen om det tværæstetiske.

Forelsket i Vinterhaven
Da Wundergrund inviterede Wrånes, har de givetvis spekuleret over, hvor hendes cocktail af kunstneriske udtryk bedst kunne begå sig i København. De ramte plet ved at spørge, om hun ville lave et værk specifikt til Glyptotekets Vinterhave.  Museets have dannede i løbet af 1970’erne ramme om nogle af de første internationale koncerter for elektronisk musik i Danmark arrangeret af Fuzzy og Gunnar Møller Pedersen. Men den historie betyder ikke så meget for Tori Wrånes. Hun har i stedet forelsket sig i den særegne drivhuskonstruktion, og fortæller til Seismograf: “Jeg er virkelig betaget af stedet, og jeg forstår, hvorfor de har spurgt mig om akkurat det.”

"Det betød ikke så meget med mig, men skulpturen kunne gå i stykker. Den type holdning til kunst kan jeg godt lide."

Wrånes øjnede de muligheder, som det enorme rum tilbyder. Glaskuplen højt over haven, de eksotiske palmer med kroner oppe under loftet, flere små springvand rundt omkring og den særlige akustik et sådant rum har. Det gav nogle muligheder at tænke en performance i forhold til, og Tori Wrånes har flere gange været i København for at inspicere Vinterhaven og snakke med Glyptotekets tekniske medarbejdere. Balancen mellem hendes kunstneriske kompromisløshed og almindelige sikkerhedsmæssige hensyn er vigtig, for Wrånes sætter sig selv på spil:

 “Der var på et tidspunkt snak om, at jeg skulle hænge over en af skulpturerne. Men det var for vanskeligt, fordi jeg kunne falde ned og knuse skulpturen. Det betød ikke så meget med mig, men skulpturen kunne gå i stykker. Den type holdning til kunst kan jeg godt lide,” fortæller hun.

Mere får jeg heller ikke at vide om, hvad der kan eller ikke kan komme til at ske, når Tori Wrånes på fredag optræder på Glyptoteket. For da jeg spørger hende om, hvordan hendes musikalske performance specifikt forholder sig til Vinterhaven, svarer hun både mildt afvisende og tvetydigt:

“Jeg vil ikke sige så meget om det, jeg kommer til at gøre. Jeg kan ikke lide at plante billeder i hovedet på folk, før det skal ske. Men når man arbejder stedsspecifikt - som jeg gør med Vinterhaven - synes jeg enten det er interessant at tage del i skoven (at lave en anden-stemme) eller skabe en mod-stemme.”

"Jeg synes, det er dumt, hvis folk forventer sig noget spektakulært, da det så er let at blive skuffet." 

At det er uforudsigeligt betyder ikke, at Tori Wrånes improviserer eller ikke på forhånd ved, hvad hun vil foretage sig. Faktisk er hendes performances ofte forbundet med krævende scenografiske elementer og en detaljeret koreografi. På den måde bruger hun nogle teatralske effekter til at skabe en overjordisk stemning som en ramme for en koncertoptræden. Som da hun på Henie-Onstad Kunstcenter i 2009 svævede hen over jorden klædt ud som en harmonikaspillende zombie med en engleblid stemme. Wrånes vil dog ikke rigtig være ved, at jeg karakteriserer hendes optrædener som spektakulære, selvom jeg synes, hendes bagkatalog vidner om det:

“Jeg kan godt forstå, at andre vil kalde nogen af mine værker spektakulære. Men det har aldrig været intentionen. Jeg synes, det er dumt, hvis folk forventer sig noget spektakulært, da det så er let at blive skuffet. Mine ting varierer meget i format, og jeg føler mig helt fri til at gøre noget vældigt enkelt også. Som regel har jeg en masse stads med, men så skærer jeg fra og skærer fra og skærer fra. Til der er en essens i værket igen”, siger hun.

Hvorfor skal flygelet altid stå på jorden?
- Hvorfor er det ikke nok for dig at skrive og opføre et stykke musik på eksempelvis klaver eller harmonika? Hvorfor skal klaveret hænge på en klippeskrænt og harmonikaen spilles hængende i en lang line fra loftet?

 “Hvorfor ikke? Hvorfor skal flygelet altid stå på jorden, og hvorfor skal man altid sidde ned og spille på det? Jeg kan lide at udfordre selvfølgeligheden. Det interessante er jo, at alt ikke er det samme. Jeg tror, vi trænger til alle mulige udtryk, og sætter pris på en helt straight koncert også. Bare det ikke bliver for poleret. Hvis det er perfekt, synes jeg det er vanskeligt at tro på.”Foto: Stein Ove Stovik, 2010

Det er som om, at Tori Wrånes ikke vil lade musikken stå alene. Hun har brug for noget at korrigere den med, eller måske hænger lyd og billeder blot sammen for hende. Måske musikken kan blive til noget, der foregår i et helt særligt univers, som visuelle og teatralske effekter kan hjælpe hende med at opnå? Jeg spørger hende derfor, om der er et hierarki mellem musikken og de performative elementer i hendes optræden:

“For mig er alle sanserne én krop. De er ét udtryk, og jeg synes det er vanskeligt at separere dem. Det er som om, at jeg hører lyd, når jeg ser former og visa versa. Som oftest når jeg får et billede i hovedet, så kommer lyden lige bagefter. Men der en ingen regler. Alt forandrer sig hele tiden til det udmattende. Men jeg tror nok, at musikken er det stærkeste virkemiddel, vi har. Det går på en måde direkte ind i nervesystemet. Jeg oplever, at det visuelle kan ændre måden vi lytter på. Derfor er det på samme tid spændende at arbejde både med det vi hører, og med det vi ser.”

Et øjebliks menneskelig elektricitet
Der er mange eksempler på, hvordan Wrånes krop bliver til en levende skulptur i hendes performances - at kroppen deformeres fuldstændigt, eller at paryk, make-up eller kostume forandrer hende til en skabning, som ikke helt menneskelig. Nogle gange virkelig smukt, andre gange skræmmende og vammelt. Som i hendes afgangsprojekt fra kunstakademiet i Norge, "Pattedyret (Survival of the fittest)", hvor hun blotter seks meget virkelighedstro bryster, som hun har fået monteret ned ad maven, imens hun med bind for øjnene synger en slags makaber skønsang af høje skarpe toner.

"Når jeg deformerer mig selv, og f.eks. skjuler ansigtet, oplever jeg en enorm frihed. Jeg kan lide at miste forstanden og lade fantasien tage overhånd."

Tori Wrånes giver sig ikke til kende som privat person i jeans og t-shirt, når hun optræder, men som en karakter (udklædt, kropsligt fordrejet, amputeret) i underfundige eller skræmmende scenarier. Det er en måde at give plads til de kunstneriske udfoldelser, fortæller hun: “Jeg tror, det er vigtigt for mig at lave scenarier, hvor jeg kan være personlig uden at blive privat. Når jeg deformerer mig selv, og f.eks. skjuler ansigtet, oplever jeg en enorm frihed. Jeg kan lide at miste forstanden og lade fantasien tage overhånd.”

 - Er det uhyggelige noget, du tænker meget over, eller er det en naturlig del af dit univers?

“Jeg har altid været interesseret i det anormale. Som om jeg længes efter nye sandheder. Jeg bliver varm i hjertet af underlige ting og menneskelig afvigelse. Jeg tænker ikke over, at mine performances er uhyggelige. Jeg arbejder ikke med provokation, men ud fra en stemning og et øjeblik, som jeg ønsker at dele med andre.”Foto: Marius Matzow Gulbrandsen, 2009

Når hendes karakterer forekommer overjordiske og nogle gange uhyggelige, så er det fordi, at hun gennem dem søger en helt særlig opmærksomhed og intensitet i situationen – som også inkluderer publikum:

“Af og til oplever jeg, at publikum er så strenge ved sig selv, at de hele tiden leder efter noget at forstå. Jeg håber, de kan undre sig og godtage stemningen. Det vigtigste for mig i en performance er, at vi findes samtidigt, og jeg tror på dette øjeblik af menneskelig elektricitet.”

Den menneskelige elektricitet kan vi håbe på opstår i Glyptotekets smukke Vinterhave, når Tori Wrånes på fredag åbner Wundergrund festival 2012. Dog kun med forventningen om at dele dette øjeblik, for kun ganske få ved, hvad Wrånes har planlagt. Uvisheden er en del af hendes værk:

“Jeg har en plan. Men alt kan forandre sig, og det er nødvendigt. Det handler om at være klar til at løbe en risiko. Og til slut lade passionen sejre over fornuften.”